Jeg flyttede fra min kæreste – og nu kan jeg mærke ham igen

har en kæreste og er mor til tvillinger på 21 og en dreng på 16 år.
er online-marketing manager med eget firma og indehaver af bloggen Love2live.dk.

Når Kristina Sindberg sætter sig ved middagsbordet i sit lille rækkehus tæt på centrum af Odense, føler hun ofte en stor lettelse strømme igennem sig. Småsnakken går mellem hende og teenagebørnene, og stemningen er let og ligetil.

Indeni Kristina bobler forventningens glæde. For snart er det fredag. Kristina og Jens-tid. Kærestetid.

“Jeg nyder at mærke, at jeg elsker Jens, og at gå og glæde mig til at se ham. Vi har igen de her dybe samtaler, hvor vi mærker nærheden mellem os, men vi kan også være stille sammen og bare nyde nuet og hinanden. Alt det var forsvundet, da vi boede sammen.”

“Drømmen var at leve sammen”

Kristina mødte Jens, seks år efter at forholdet til hendes børns far gik i stykker. Det var en hård skilsmisse, og da forelskelsen igen brusede i hende, ville hun derfor ikke haste ind i at smelte sig og sine tre børn og Jens og hans to børn sammen til én familie.

Men efter et par år melder trangen sig til at skabe en fælles hverdag med den mand, hun elsker.

“Med Jens følte jeg, at jeg var kommet i havn, og jeg havde lyst til at få endnu mere nærhed. Drømmen var at leve sammen. Vi ville have hverdagsoplevelser sammen, så det ikke kun var ren happy hour, når vi så hinanden,” husker Kristina.

Den sammenbragte familie

Parret er opmærksomme på de mange svære følelser og modsatrettede behov, som der kan være i at spille det store, sammenbragte familiespil, og de bruger nogle år på at teste konstellationen.

Familierne spiser allerede sammen en gang imellem, og de tager på ski- og sommerferier med hele det sammenbragte kuld. Det går ikke gnidningsfrit, men med ski under fødderne og sand mellem tæerne opvejer de gode oplevelser de dårlige. Og lidt udfordringer er vel, hvad man kan forvente, ræsonnerer Kristina.

Samtidig har hun hørt fra andre, at det er bedst at tage flytte sammen-skridtet, inden børnene er alt for store.

I november 2016, efter seks år som kærester, tager parret hinanden i hånden og hopper ud på det dybe. Håndværkerne rykker ind og begynder at forvandle Kristinas hus til rammen om et fremtidigt storfamilieliv.

Men da sidste søm er banket i, og hverdagen igen tager form, begynder forskellene på de to familier at træde frem.

To lejre under ét tag

“Jens syntes for eksempel, at det var okay, at hans børn gamede og larmede om natten, så resten af huset vågnede. Når jeg talte med ham om det, var forklaringen, at det var, fordi hans børn kun var hos os syv dage, mens mine var der ni dage.

Jeg blev frustreret over den slags særregler. Det kunne jo godt lade sig gøre, da Jens boede alene, men nu var vi mange, der skulle tages hensyn til. Omvendt var der også ting, som jeg gjorde, som Jens syntes, var forkerte.”

Egentlig har parret fælles værdier, men det står hurtigt klart, at de har forskellige måder at forvalte dem på. Som middagssituationen, hvor holdningen overordnet er, at måltidet skal være et samlingspunkt. Alligevel kan Kristina have købt ind til en bestemt menu og pludselig konstatere, at Jens’ børn er i humør til noget andet, og så er meldingen: ‘Spis I bare, så finder vi ud af noget andet’.

“Man kan da godt sige: ‘Pyt, det er bare mad’, men for mig blev det symbolet på, at vi var ved at udvikle os til to lejre. Tanken med at flytte sammen var, at vi skulle være en familie og ikke to, men efterhånden følte jeg, at vi levede parallelle liv under samme tag.”

Pas på kærligheden

Den anspændte stemning begynder at påvirke Kristinas børn, som tilbringer mere og mere tid hos venner eller på deres værelser, og mellem Kristina og Jens slukkes gnisten langsomt.

“Jens og jeg var ikke i krig, men vi havde mange konflikter, og på et tidspunkt opdagede jeg, at vi faktisk slet ikke var kærester mere. Jeg havde lyst til at bevare kærligheden, men jeg følte, at hvis ikke vi trak i bremsen, ville den gå helt i stykker.”

En dag fortæller Kristina Jens, at hun elsker ham og gerne vil passe på deres kærlighed. Og derfor kan hun ikke bo sammen med ham mere. Jens bliver ked af det, men for første gang i lang tid får parret en god og åben snak om deres forhold og fremtid.

Farvel til det fælles hjem

I januar 2018 rykker Kristina ud. Hun har nu boet alene med sine børn i over et år, og både Kristina, hendes børn og forholdet til Jens er blomstret op igen. Kristina er stolt af, at hun turde tage skridtet.

“Mange synes, at det er mærkeligt, at vi lever sådan. Men for os har det betydet, at vi kan mærke kærligheden til hinanden igen. Det er så let at blive i en hverdag, der ikke fungerer, fordi det er for uoverskueligt at gøre noget andet, men det har været det hele værd. Jeg er glad igen.”

Erkendelsen af at parret ikke havde succes med opgaven at sammenbringe familierne har skabt nogle sår, som stadig er ved at hele. Kristina har været tynget af skam over, at hun har bragt sine børn i en situation, hvor de igen skulle opleve deres hverdag splintres. Og det har taget tid for hende og Jens at finde en ny hylde til parforholdet.

“Men vi er der, hvor vi igen har så meget overskud i vores hverdag, at vi kan dyrke kærligheden på ny. Vi har indført forventningssamtaler hver anden måned, hvor vi taler om, hvad vi hver især føler, tænker og drømmer om.

Og vi prøver at få en masse oplevelser sammen som par og har booket koncerter og en uges kæresteferie. Vi kan igen mærke, at vi vil hinanden.”

Drømmen om at spise havregrynene under samme tag lever stadig. Men i dag er Kristina og Jens enige om, at det er et behov, deres behov, som de må udsætte, til deres børn er flyttet hjemmefra.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. juni 2019.