Eksperten
Sara Skaarup er forfatter og parforholdsrådgiver. Her giver hun dig sine seks bedste råd til, hvordan du og din mand kan komme ud af jeres problemer.
1. Du må godt
“Lige siden barndommen har vi 40+ kvinder været vant til at tage ansvar for vores egne og andres følelser. Vi kender os selv, og efter en del år i et forhold kender vi også vores partner. Vi har været i alle mulige kriser, diskuteret, hvor vi skal bo, hvor mange børn vi skal have, og hvordan vi skal opdrage dem. Det er en stærk platform at stå på, og den behøver ikke blive usikker, bare fordi du føler et behov for ny inspiration. Du behøver ikke at føle hverken angst eller skam over at reagere på dine følelser.”
2. Sig farvel til begyndelsen
“Det er ikke sådan, at hvis vi elsker hinanden, så begærer vi også automatisk hinanden. Når du får et kick i starten af et forhold og har sex hele tiden, så er det hormonelt betinget. Det kick kommer ikke igen og kan ikke strækkes i det uendelige. Du kan opleve det i perioder, men helt grundlæggende så anbefaler jeg, at du tager afsked med den periode i stedet for hele tiden at måle dit aktuelle sexliv i forhold til de første måneder. Du kan ikke spole tiden tilbage, men du kan få noget andet.”
3. Find limen i jeres forhold
“Ægtefolk er ofte blevet til bedstevenner, der desuden går i seng sammen. Hvis du tager den sidste del fra, hvad er det så, der binder præcis jer to sammen? Ud over adresse, børn og gammel vane. Er det jeres humor? Er det nogle værdier, oplevelser eller interesser? Det, der binder jer sammen, skal I dyrke og passe på.”
4. Hvad er det, du længes efter?
“Hvis du går og drømmer om en anden, skal du forstå din motivation for at have lyst til at have sex med en anden. Er det, fordi du ikke bliver tændt mere? For så skal I arbejde på det.”
5. Vær ærlig om dine behov
“Da du mødte din partner, var I måske i 20’erne eller 30’erne. Dine behov i forhold til alt muligt – også sex – kan have ændret sig væsentligt siden den tid. Så i første omgang skal du mærke efter, hvordan dine behov har ændret sig. Dernæst skal du forsøge at forklare det til din mand på en måde, så han ikke føler, at han har gjort noget forkert i 20 år. Du kan fortælle ham, at det er sårbart at dele, men at du vover det, fordi du vil have, at han skal kende dit inderste.”
6. Træf et bevidst valg
“Det bevidste parforhold er det interessante. Det er et forhold, hvor begge parter har taget stilling til sig selv og hinanden og til grænser for forholdet. Hvor I tør være åbne om de nye behov, der opstår med tiden. Hvor I gerne vil give hinanden plads til at være lykkelige, ikke forventer, at kærlighed automatisk af føder lyst, og er indstillet på, at et parforhold kræver en indsats. Det skal være et bevidst valg at genvinde erotikken og kærligheden i dit parforhold.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 75.