Eksperten
Rikke Pristed er psykolog og specialist i sexologisk rådgivning.
Ligesom du fysisk forandrer dig med alderen, kan du komme ud for, at du rent psykisk mærker, at noget er anderledes. Din lyst til sex bliver måske ikke så hurtigt vakt, og du kan opleve eller føle, at der er langt imellem dig og din partner.
Det er svært. Eller det kan være det! Og det må du tage bedst mulig hånd om. Så selvfølgelig har vi spurgt psykologen til råds.
Udfordring 1: Du mangler nærhed med din partner
Hvad handler det om?
“Hvis du mangler følelsesmæssig nærhed, vil det ofte også påvirke den fysiske nærhed. Det kan handle om seksuel kontakt og aktivitet, men også om kontakt i hverdagen. Altså kys, kram og kærtegn.
Omvendt vil en manglende fysisk nærhed som regel indvirke på den følelsesmæssige nærhed, men ikke nødvendigvis. Det er meget forskelligt, hvad vi oplever som nærhed, og i hvor høj grad vi søger og har brug for nærhed.
Ofte handler det om at opleve, at din partner er tilgængelig, bruger tid på dig og er interesseret i, hvordan du har det,” siger Rikke Pristed.
Prøv det her:
“Hvis du savner nærhed og sex med din partner, er det en idé at tage initiativ til en aktivitet, som vil være rar for jer begge to. At du viser interesse for at tilbringe tid med din partner.
Hvis I er kommet så langt fra hinanden, for eksempel efter mange travle år med familie og børn, at det ikke er det bedste sted at starte, kan du invitere din partner til en snak om, hvordan I hver især er tilfredse med forholdet, og om der er noget, I savner. Sådan en slags ‘State of the Union’-snak.
Det er vigtigt, at der er fokus på det, du gerne vil, så det ikke bliver en bebrejdelse. Måske skal I se på, om I gennem årene har fået indrettet jer på en måde, så der ikke rigtigt er tid til hinanden, eller om der er sket noget i jer eller imellem jer, som gør nærheden og seksualiteten vanskelig.
Hvis det går i hårdknude, kan det være en idé at tage fat i en terapeut.”

Udfordring 2: Du føler dig mentalt utilfredsstillet
Hvad handler det om?
“Måske har du forandret dig med årene, måske har dine behov forandret sig? Hvis der er begyndt at være noget bestemt følelsesmæssigt og mentalt, som du gerne vil have ud af at have sex, og du oplever ikke at få det, kan det medføre, at du føler dig utilfredsstillet.”
Prøv det her:
“Prøv at være lidt undersøgende, i forhold til hvad det handler om. Bunder det i situationen, relationen eller den konkrete seksuelle aktivitet? Eller handler det mere om det, der foregår imellem jer?
Det er en god idé at fortælle din partner, hvad du har brug for for at føle dig tilfredsstillet både mentalt og fysisk. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at din partner kan opfylde disse behov, men det er vigtigt at få talt om.
I et forhold er der mange ting, som er en forhandling, og det gælder også sex. Hvis du har brug for noget helt konkret, for eksempel at I har øjenkontakt, eller at I taler sammen under sex, er det en god idé at sige det.”
Udfordring 3: Du føler dig fremmed og har svært ved at være intim med din partner
Hvad handler det om?
“En del kvinder oplever at have det svært med deres krop. Nogle har altid haft det sådan, og nogle har fået det sådan, i takt med at kroppen har ændret sig. Det kan være vanskeligt at affinde sig med, at du ikke længere ser ud, som du gjorde engang, og du kan jo godt få det indtryk, at det kun er de unge, slanke og perfekte, som har sex. Men vi har alle en seksualitet! Heldigvis.
Det kan også handle om, at du føler dig fremmed for din partner, og så er det jo ganske forståeligt, at det også bliver svært at være intime sammen.
Endelig kan forklaringen være, at din seksualitet har været så langt væk, at det efterhånden er blevet vanskeligt at se dig selv som et seksuelt væsen,” siger psykolog og specialist i sexologisk rådgivning Rikke Pristed.
Prøv det her:
“Igen, hvad er det, der giver dig den følelse. Hvis der er problemer i parforholdet, som betyder, at det ikke giver mening for dig, at I har sex, er det vigtigt at tage hånd om det og snakke om det.
Hvis der sker noget i dig, må du finde ud af, hvad har du brug for skal være anderledes. Har du lyst til at få det anderledes?
Hvis din seksualitet er ‘blevet væk’, hvordan kan du så genopdage den? Det kan være, at du skal lære dig selv at kende helt forfra.
Hvis du og din partner har været langt væk fra hinanden i længere tid, må I lægge ud med noget, uden at der er forventningspres. For eksempel at røre ved og kysse hinanden, uden at det skal ende med noget.”

Udfordring 4: Du tjekker ud og bliver fraværende, når du har sex
Hvad handler det om?
“Nogle kvinder beskriver, at de kommer til at tænke på alle mulige andre ting, når de har sex, og at de ikke rigtigt kan holde fokus på det, der sker.”
Prøv det her:
“Prøv at reflektere over, hvad der får dig til at tjekke ud. Er det ikke rart, eller bliver du ikke stimuleret på den måde, du har brug for? Eller er der et eller andet, der gør, at du ikke har lyst til at være i situationen?
Tænk også over, hvornår du tjekker ud. Er det fra starten, eller sker der noget undervejs, som får din tænding og lyst til at forsvinde? Er der for mange andre ting, er du presset eller stresset?
Nogle ting kan du selv tage hånd om, men andre ting er du nødt til at involvere din partner i. Registrerer din partner, at du tjekker ud og er fraværende?
Det kan være vanskeligt at tale om – at der er noget, du savner i det seksuelle samvær – men hvis du kan tale om det på en omsorgsfuld måde, kan seksualiteten måske blive mere tilfredsstillende for jer begge to?”

Udfordring 5: Du kan ikke mærke din sexlyst
Hvad handler det om?
“Mange kvinder fortæller, at de ikke kan forstå, at de ikke får spontan lyst. Det vil sige, at lysten i princippet kommer af sig selv.
Mange mænd oplever, at de har spontan lyst, og opfatter dette som det normale. En del kvinder oplever, at de i forbindelse med overgangsalderen, og efterfølgende, får vanskeligere ved at blive tændt end tidligere. Men det behøver langtfra altid at være tilfældet.”
Prøv det her:
“Se i øjnene, at lyst kommer ikke af sig selv. Det kommer altid af noget. En tanke, en duft eller noget, du ser. Derfor giver det mening, at du retter fokus mod det, der giver dig lyst.
Sex behøver ikke at starte med lyst, for det kan godt begynde med, at du har lyst til at få lyst. Kvinder får rejsning, og det sker ofte, men det er ikke sikkert, at vi registrerer det, fordi størstedelen af klitoris sidder indvendigt.
Er du omkring din overgangsalder, kan du samtidig være ramt af, at din krop reagerer lidt langsommere, og derfor kan det tage lidt længere tid for dig, før du føler lyst.
Generelt har kvinder brug for 20-30 minutters forspil, fordi størstedelen af vores kønsdel – som er klitoris og ikke skeden – sidder indvendigt og kun kan stimuleres indirekte.
Din manglende lyst kan dog også bunde i relationen til din partner, som du så må tale med ham om eller få hjælp til. Hvis du omvendt har lyst til at have lyst, vil jeg anbefale dig at dyrke din seksualitet med dig selv, være opmærksom på, hvornår du er modtagelig for at få lyst, og at gå efter det, du ved, giver dig lyst!”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. august 2019.