Jeg fandt sammen med min eksmand igen

er kæreste med Jesper Brinkmann, som hun tidligere har været gift med og skilt fra. Sammen har de Maise på 10 og Naja på 8 år.
er familierådgiver i Brinkmann.dk

Anita og Jesper havde været skilt fra hinanden i tre år, da Jesper en sommerdag i 2018 ud af det blå foreslog, at det skulle være de to igen.

Anita var netop kommet hjem fra to ugers ferie med en veninde i Canada, solbrændt og grundglad. Hendes hverdagsliv med parrets to døtre kørte fint, og samarbejdet med Jesper fungerede godt.

De kunne tage på ferier sammen og hjalp hinanden med at få hverdagen til at klappe. Og nu foreslog Jesper at ændre på hele den opstilling.

Anita tøvede.

“Overordnet bærer Jespers og mit forhold præg af, at vi har været meget til og fra. Vi har brudt med hinanden flere gange, siden vi mødtes første gang. Jeg følte, at jeg endelig havde fundet mig selv, fundet en ro, jeg aldrig tidligere har haft. Jeg har altid skullet læne mig ind i Jesper for at finde min egen ro, så jeg svarede først, at jeg ikke vidste, om jeg ville,” siger Anita Sundstrup Brinkmann.

Først var der kærlighed

Første gang, Anita og Jesper fik et kærligt øje til hinanden, var til en sommerfest i 2001. Efter nogle lidt turbulente år som kærester med mindre brud undervejs blev de gift i 2009, hvor de også blev forældre til Maise og flyttede til Spanien, hvor Jesper fik et drømme-job som developer.

Men Spanien viste sig at være mere Jespers drøm end Anitas. Som nybagt mor og nyuddannet psykolog drømte hun om mødregrupper, babyrytmik og senere et spændende job, og ingen af delene kunne hun realisere i Spanien, hvor hun følte sig ulykkelig, selv om vandet i familiens pool var azurblåt, og hun havde rengøringshjælp, poolmand og en gartner til at ordne haven.

“Jeg græd meget i Spanien. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var godt, at jeg var et sted, hvor solen altid skinner, og jeg kunne bære solbriller med mine hævede øjne. Jeg følte mig som en dårlig rollemodel for Maise, og jeg skammede mig over, at jeg ikke kunne få vores familieliv til at fungere. Efter halvandet år søgte jeg et job i Danmark, og Jesper blev forståeligt vred over, at jeg bare gjorde det. Vi skændtes en del og følte os nok begge svigtet af den anden. Det endte med, at jeg tog hjem, og han blev dernede.”

Hjemme fandt Anita ud af, at hun var gravid igen, og i 2012 kom Naja til verden.

De følgende år forsøgte parret sig stædigt med et langdistanceforhold, hvor Jesper rejste til Danmark så ofte som muligt, men i 2015 gav de op og blev skilt.

Indtil Jesper altså fortrød og ville have sin familie tilbage på fuldtid ...

Parterapi

Anitas tøven handlede både om hendes egne betænkeligheder og om deres børn. Om den forvirring og sårbarhed, børnene ville blive en del af, hvis deres skilte forældre skulle give kærligheden endnu et forsøg.

Men kærligheden mellem Jesper og Anita er der og har altid været der, på trods af lange afstande, andre partnere og de mange brud. Så Anita gik med til at give deres forhold en chance mere.

“Jeg stillede som betingelse, at vi gik i parterapi. For ikke at ende i et nyt brud, så snart vi blev uenige om noget. Senere foreslog jeg også, at vi skulle tage på en lang rejse som familie. For selv om Jesper og jeg fik flere ahaoplevelser i terapien, er vi stadig to gamle cirkusheste, som har brug for tid sammen for at lære noget nyt. Så vi rejste ud i oktober sidste år og kom først hjem, da coronakrisen tvang os hjem.”

Anita lægger ikke skjul på, at det halve år, hvor hun og Jesper har været hos en parterapeut hver uge, har ændret deres måde at kommunikere med hinanden på.

“Jeg har fået øjnene op for, at min reaktion altid er den samme, når jeg føler mig ramt og ked af det. Jeg går i flæsket på folk. Ting bliver hurtigt en kamp for mig, og når jeg har gravet dybt i mig selv, har jeg fundet ud af, at det handler om den bagage, jeg har med mig. Jeg kommer fra en søskendeflok på fem, og min lillesøster var syg som lille og fik helt naturligt meget fokus. Jeg har altid haft en følelse af at skulle kæmpe for at være her, for at være mig, for at beholde min plads. Jeg går i kamp, så snart jeg føler mig presset.”

Reaktionsmønstre

Det er ikke så let at se på Anita, når det er hendes sårbarhed som lille, der er på spil.

“Jeg får en fuck you-attitude, der signalerer, at jeg kan klare mig selv. Mit mønster gør, at jeg ofte gør livet mere besværligt for mig selv. Jeg har altid båret et kæmpe ansvar. I stedet for at sætte mig op på min cykel og køre har jeg det med at tage cyklen på skulderen og gå – metaforisk set. Det bliver både tungt og uhensigtsmæssigt.”

Terapien har også åbnet Anitas øjne for Jespers reaktionsmønster.

“Jo mere jeg går til angreb, jo mere trækker Jesper sig. Det er hans strategi. Han klapper i. Og det mønster har vi gentaget i årevis, indtil jeg fik en indsigt om, at jeg skræmmer ham væk, og han på sin side forstod, at jeg trænger til et kram, når jeg bliver vred. Selv om han ikke har lyst til at give mig den omsorg lige i det øjeblik, så er det det, der hjælper mig.”

Træd varsomt

Anita og Jesper har øvet sig i at træde varsomt og forsøgt at blive bevidste om deres mønstre og reaktioner, når de instinktivt springer frem i anspændte situationer.

“Vi kan have uenigheder om, hvordan man opdrager børn. Der er jeg blevet bedre til at træde tilbage og acceptere, at nu har Jesper besluttet det. Jeg skal ikke altid blande mig.”

I det hele taget har Anita kæmpet med at turde være i uenighed uden straks at føle sig så truet, at hun går til angreb eller får lyst til at bryde helt op.

“En vigtig forestilling, jeg har skullet give slip på, er min forestilling om, at vi skal være glade hele tiden i familien. Livet består jo af meget andet. Det er gået op for mig, at jeg altid har sagt om mig selv, at jeg kan rumme, at vi er uenige, at vi ikke er ens. Det har været min fortælling om mig selv. Men det er ikke rigtigt. Jeg glatter ud. Drysser sukker på. Prøver at sørge for, at der ikke er uro og uenighed. Måske kommer det fra min tid som skilsmissebarn. Jeg ved det ikke.”

Anita smiler.

“Men jeg ved, at Jesper og jeg skal gå en ny vej sammen. Med hjælp fra terapien er vi kommet et lag dybere i vores forhold. Vi bliver stadig uvenner, og så tror pigerne, at vi skal skilles igen, og jeg er ved at dø af skam. Men jeg må ikke bruge energi på at skamme mig. Vores børn har fået nogle ar, men jeg håber også at kunne lære dem, at selv når vi står helt ude på kanten, hvor der ikke er udveje, så findes der alligevel en vej. Den kan være møgbesværlig, og vi kan komme til at opføre os barnligt, men vi finder ud af det. For jeg er ikke i tvivl om, at Jesper elsker mig.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.