Heidi Ann Vorgaard (44) er gift med Thomas og mor til Ella på 7 og Frederik på 6 år. Hun er freelance forretningsudvikler.
Hvornår er din mærkedag?
“Min mand, Thomas, og jeg har lagt vores Refleksionsdag i begyndelsen af januar, for der trænger vi til at være sammen efter en december fuld af mennesker. Det er en dag, vi sætter af til at tale om vores personlige og professionelle mål for året og om, hvad vi gerne vil i forhold til vores familie, som også tæller Ella og Frederik.
Det er en dag, vi forbereder os på hver især, for vi må ikke bare sige ‘noget om noget’. Vi skal sætte datoer på – hvornår vi gerne vil have nået hvad. Og så er det en dag, hvor vi er indstillet på at lytte uden at have paraderne oppe.
Vi skal begge have lov til at komme med de ting, vi synes, vi kan gøre bedre eller anderledes. Det kan i starten føles ubehageligt, da kritik kan være et negativt ord for mig, men det er jo bare en måde at sige til hinanden: ‘Lad os gøre ting anderledes, så vi bliver bedre sammen’.”
Hvad fejrer I?
“Det var Thomas’ idé, allerede da vi mødtes for 10 år siden. Han er god til at sige: ‘Vi skal være gode for hinanden og for vores børn. Vi skal udvikle os og prøve nye ting af’. Og det er jeg helt enig med ham i. Jeg har bare en tendens til at tænke, at vi lige skal klare alt det praktiske først.
Men efter at vi har fået den her dag, er jeg blevet langt bedre til at tænke over, at vi skal noget mere end bare at være og leve. Jeg er nødt til selv at opsøge det og gøre noget for det. Der er jo ikke nogen, der bare kommer og giver mig en stor oplevelse.”

Hvad laver I på dagen?
“Vi forsøger så vidt muligt at holde fri på en hverdag, hvor Ella og Frederik er i skole. Så har vi en hel ‘arbejdsdag’ til at vende verdenssituationen for Thomas, Heidi og familien Vorgaard.
I år tog vi på Marienlyst Spa i Helsingør, hvor vi kunne tale i fred, samtidig med at vi fik fyldt op på velværekontoen. Og så brugte vi køreturen til lige at få vendt alle de praktiske småting, så de ikke forstyrrede resten af dagen.
Vi gennemgår hver især vores planer og tanker for året på det personlige, professionelle og familiemæssige plan. Det kan være alt fra at nå at læse tre bøger eller løbe 10 kilometer til at rejse et nyt sted hen eller at få plantet et nyt jordbærbed i haven.
Vi giver hinanden konstruktiv feedback, og det er helt o.k. at skubbe til hinanden. Det er en dag, hvor vi får afstemt, hvad vi godt kunne tænke os. Men også en dag, hvor vi får tid til at reflektere og være taknemmelige.
Vi kan selvfølgelig godt være uenige om tingene og være i tvivl eller overrasket over den andens planer. Det er jo netop derfor, det er så vigtigt at få elefanten ud i rummet, og vi har lovet hinanden, at vi ikke går sure eller skuffede hjem fra dagen.
Det er heller ikke, fordi det hele så kører på skinner resten af året. Vi snakker jævnligt om vores mål og planer og forsøger også at lægge en kærestetur på to-tre dage ind i kalenderen inden sommerferien, hvor vi lige kan tage tingene op igen.”
Hvad betyder dagen for dig?
“At jeg får reflekteret mere over mit liv. Dagen får virkelig sat fokus på, at vi har kun et liv, så det er med at leve det til fulde. Tiden kommer ikke tilbage. Og så har dagen også betydet, at jeg er mere bevidst om, at jeg skal være et godt eksempel for Ella og Frederik og vise dem, at det at prøve nye ting af ikke er farligt.
De første gange, vi lavede øvelsen, tog det lidt pusten fra mig, når Thomas kom med sin liste. Så havde jeg det lidt sådan: ‘O.k. Hvordan havde du lige tænkt dig, at det kunne lade sig gøre?’.
Men vi gør det jo for at få stemt af. Da Thomas gerne ville tage en intensiv bootcamp, inden han fyldte 40, som betød, at han var væk tre gange om ugen, tænkte jeg først: Skal jeg så bare stå med det hele? Men det var jo ikke hele dage, men bare tre timer i løbet af en uge, og da jeg oplevede, hvordan Thomas havde vild optur over at have nået sit mål og være kommet i sit livs form, fik jeg jo den tid mange gange tilbage.
Jeg har selv lige taget et tillægsfag i projektledelse. Det havde jeg ellers ikke lige tænkt, at jeg havde tid til. Og så foreslog jeg, at vi tog på skiferie i år, selv om jeg ikke er den største fan af kulde og ski, men det var vigtigt for mig, at Ella og Frederik oplevede noget andet end sol og sommer, og det var en kæmpe tilfredsstillelse at opleve deres totale optur over at kunne styre skiene.”
Har du andre mærkedage?
“Jeg har ikke andre mærkedage for mig selv, men Thomas og jeg fejrer dagen, for da vi første gang mødte hinanden, og så selvfølgelig vores bryllupsdag. Og så forsøger vi som nævnt at tage på en kærestetur, hvor vi kan få gjort status og så ellers bare være kærester!”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 9. maj 2019.