“Hvis jeg og min eks havde brugt lige så mange penge og lige så meget tid på at blive sammen, som vi brugte på at blive skilt – ja, så var vi nok stadig sammen.
Jeg er helt med på, at der er uundgåelige skilsmisser. Og i tilfælde, hvor ingenting hænger sammen, skal den mulighed selvfølgelig være til stede. Der findes også aldeles lykkelige skilsmisser.
Alligevel synes jeg, det er lidt for nemt at blive skilt. Det er blot lidt papirarbejde. Du printer en separationsbegæring ud fra nettet, og så kører toget. Ingen stiller rigtigt spørgsmålstegn ved det. Ingen tør blande sig i din beslutning.
Et råb om hjælp
Jeg tog selv initiativ til min skilsmisse, men jeg var sandelig også meget i tvivl. I virkeligheden var det nok et råb om hjælp, som ingen rigtigt hørte.
Min mand og jeg var da også tæt på både at gå i parterapi og på at blive forsonede, men når adfærdsmønstre bliver til adfærdsmonstre, er det svært at se sig ud af noget som helst. Der kom nye partnere ind, og separationen blev til skilsmisse. Vi smadrede hinandens og vores børns liv, solgte drømmehuset og så ud, som om vi var lykkelige og succesfulde.
Nu er det så længe siden, at vi er drejet ind på hver sin ensrettede vej og på ingen måde kan vende om. Men hvis jeg skal svare ærligt på, om det er lykkeligt, må jeg nok sige: ‘Nej, det er det dybest set ikke’. Der er en indkapslet ubearbejdet sorg, som jeg har lært at leve med. Min trøst er, at vi som bekendt bliver stærkere af det, vi ikke dør af.
Alligevel giver det jo anledning til refleksion – i hvert fald for mig – når jeg ser nogen i en præ-skilsmissesituation. Jeg vil aldrig anbefale bare at blive skilt uden videre, og jeg vil til enhver tid stille op og blande mig, hvis det handler om mine venner eller min familie. Jeg synes, jeg har pligt til det, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Netop det er nemlig en af de ting, jeg har lært på den hårde måde. At jeg skal være i stand til at se mig selv i øjnene.
Tænk, før du handler
Hver gang vi tager et valg, vælger vi også en masse konsekvenser. De fleste af dem har vi slet ikke gennemtænkt, eller måske aner vi ikke, at de eksisterer. Derfor er det så hulens vigtigt ikke at handle overilet – ikke at skynde sig ud og få en ny kæreste og ikke bare melde sig ud af sit gifte liv.
Det er svært, ja, men så få hjælp. Tal med din bedste ven, søg parterapi, tal med hinanden i fred og ro. Lej et sommerhus, hvor følelserne kan få frit løb i en weekend – et primalskrig ud mod Vesterhavets bølger kan være helende – eller tal med præsten. Bare gør noget for at græde ud, være rasende, få luft for sårede følelser, fortælle om dine forventninger, finde ud af, hvad der kan ‘genforhandles’ og så videre. De eneste regler, der bør være, er, at ingen går sin vej, og ingen bliver voldelig.
Det er bare så vigtigt at være afklaret inden den endelige skilsmisse. Bliv ikke bare skilt, men gør dig klart, hvorfor dette ægteskab fortjener at blive opløst. Du skal kunne se dig selv i øjnene og sige: ‘Jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne, for at få det til at fungere’. Der skal helst ikke være ufærdige følelsesmæssige anliggender, så I aldrig bliver færdige med hinanden.
Nu er der et nyt forår omkring hjørnet. Lys og varme er på vej, og mit ønske er, at alle ulykkelige i ægteskaber skal blive lykkelige – helst med hinanden, men hvis det på ingen måde er muligt, så hver især. Hvis du står i overvejelser om skilsmisse, så overvej det igen, gør noget for din partner, invitér på spa-weekend, køb noget lækkert, overrask. Vis, at du har en vilje til at få det til at fungere. Vis, at du har kærlighed, og sig det også med ord. Se dig selv og alle uhyrerne i øjnene.
Alle drømmeprinser blegner indimellem, og det er jeg sikker på, alle drømmekvinder også gør. Bid nu hovedet af din stolthed, kom ud af busken, og fortæl ham, hvad der kunne få jer to til at blive gamle sammen. Mind dig selv om, hvad du engang faldt for. Lige pludselig er det nemlig for sent. Gid foråret må give dig mod, lys og glæde.”
Klummen er skrevet af Magasinet Liv-læser Janet Reade Lomholt, sundhedsantropolog og ergoterapeut, tre børn.
Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 14.
