Derfor er vi veninder
© Privatfoto

Derfor elsker vi vores veninder

Hvorfor bliver vores bedste veninder netop det – vores bedste veninder? Hvad er det, de gør og kan? Det har vi bedt 3 voksne kvinder svare på. Få deres inspirerende og rørende svar her!

12. august 2022 af Louise Thorsted

Veninde, livsvidne, selvvalgt søster? Hvis du er heldig, har du en kvinde i dit liv, som aldrig viger fra din side. 

Vi har spurgt tre voksne kvinder, hvem deres bedste veninde er, og bedt dem sætte ord på hvordan og hvorfor. 

Hør selv, og nyd dem selv her. Og brug dem måske til selv at sætte ord på?

Line om sin venindeflok:
“Mine veninder er redningsveste”

“Veninder er usynlige redningsveste og kilde til de bedste grin. Det her er mit panel.

Forrest: Johanne, og det passer perfekt, for det er hun også i mit venindeliv. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen, og vi har fulgt hinanden siden. Hun kender mig bedre, end jeg selv gør. Vi kan alting sammen. Vi griner. Meget. Og uanset hvad jeg kaster mig ud i eller møder af udfordringer, så samler hun mig op, hvis det går galt. Det giver mod at have sådan et sikkerhedsnet, og mod giver oplevelser. Jeg ville føle mig ret fortabt uden hende.

Længst til venstre er Bente og Ella, mine værelseskammerater fra 8. klasse på Staby Efterskole. Bente er den vildeste fighter og mega inspirerende. Ella er ambitiøs og dygtig, og så sætter hun barren højt, både privat og professionelt.

Til højre står Jeanette. Hende lærte jeg at kende på pædagogseminariet. Jeanette er omsorg og ordentlighed i menneskeform, og sejler det hele lidt, tænker jeg: Hvad ville Jeanette gøre?

Jeg har haft få, men meget nære relationer, og jeg er kun blevet mere selektiv med alderen. Min tid er værdifuld. Jeg vil grine, til jeg får åndenød, og jeg vil kunne være mig selv, med alt, hvad det indebærer, og det kan jeg sammen med den flok her,” siger Line. 

Billede af veninder
Line i front med veninderne i sit liv bag sig.

Maria om sit venskab med sin veninde Trine: 
“Trine var med til at bære min mors kiste”

“Min veninde Trine og jeg er begge 43 år og har været veninder, siden vi startede i folkeskolen som seksårige. 

Vi har boet sammen senere i livet og har også rejst verden rundt sammen. Vi har blandt andet undervist i engelsk i Taiwan, plukket druer i Australien og arbejdet som frivillige med orangutanger på Sumatra.

Vi er gudmødre til hinandens børn, og senest har min veninde været med til at bære min mors kiste og sænke den i graven. Vi har så uendeligt mange historier sam­men og et helt fantastisk tæt venskab.

Det var en lille flig af det, vi har oplevet sammen indtil videre,” siger Maria. 

Billede af to veninder
2 x 43 år: Maria og Trine. © Privatfoto

Christina om sit venskab med sin veninde Lisa: 
“Jeg mødte min mand gennem Lisa”

“Min veninde Lisa og jeg har kendt hinanden i 44 år siden 1978. Hun er to og et halvt år ældre end mig. Hun flyttede ind i huset ved siden af sammen med sin mor og stedfar. Jeg kan huske den store blå container, som stod på vejen, mens de ryddede ud og flyttede ind.

Over hækken spurgte hun, om jeg kunne lege, og siden den dag har vi været hinandens nærmeste. Jeg var altid ovre hos Lisa, for hun var så heldig at have hele førstesalen for sig selv med et tekøkken, toilet og altan. Der har vi tilbragt uendeligt mange timer med at høre Thomas Helmig, beundre Renée Toft Simonsen, savle over Tom Cruise, høre Gnags’ Mr. Swing King, Anne Linnet, Dodo & The Dodos og Mek Pek.

Vi er hinandens livsvidner til den første kæreste, den første øl, den første cigaret, konfirmatio­ner, bryllupper, barnedåb og vores børns konfirmationer.

Det er også gennem Lisa, at jeg mødte min mand. Hun gik i 8.­-9. klasse med ham, og jeg kan huske, hvordan vi studerede klassebilledet. Han var en af de lækre. Da han og Lisa tilfældigt stø­der ind i hinanden i starten af deres 20’ere, genoptager de kontakten, og jeg bliver kort tid efter præsenteret for ham.

Jeg blev indlagt med vandafgang i uge 24 med min første søn og fødte ham tre måneder for tidligt, og Lisa, som selv var højgravid, kom troligt på besøg og heppede og krydsede fingre for, at jeg kunne holde på ham. Efter mine forældre var hun den første, jeg kontaktede om morgenen og fortalte, at han nu var kommet til verden. Hun var og er en uvurderlig støtte,” siger Christina. 

Billede af to veninder
Er der to, der holder sammen, er det Christina og Lisa. © Privatfoto

Du vil (garanteret) også kunne lide