Portræt af Nadja Thulin
Nadja Thulin (41)© Sine Nielsen

75 Tinder-dates på 6 år

Nadja Thulin har været på Tinder on and off, siden hun blev skilt for seks år siden, og hendes erfaringer spænder fra kærester til ghosting. Noget af det vigtigste, hun har lært, er ærlighed og tydelighed, og hvad hun selv vil og ikke vil.

9. maj 2022 af Karen Greve

Fortolkning

“På Tinder er der regler og alligevel ingen regler. Hvor meget skal du skrive om dig selv og hvad? Jeg fandt hurtigt ud af, at det er ret vigtigt at skrive, at jeg har børn, og hvornår jeg har dem.

Hvor hurtigt skal du svare tilbage på en besked? Og spørge om noget, så det ikke bliver en envejssamtale? Der er en del, som slet ikke svarer, selv efter et match.

Så er der det med, hvor og hvornår du skal mødes med nogen på en date? Det er min erfaring, at du ikke skal vente for længe, for du ved alligevel ikke rigtigt, om en mand er noget, før du ser ham i virkeligheden.

Noget af det sværeste på Tinder er, at der er så mange fortolkninger. Hvis jeg skriver, at jeg søger et seriøst forhold, tror nogle, at jeg gerne vil flytte sammen i morgen. Hvis jeg siger, at jeg ikke er flytbar, tror de, at jeg er for evigt låst i min bolig.” 

Ærlighed

“Jeg var engang på date med en mand, der manglede den ene arm. Det havde jeg egent­lig ikke noget imod. Men han havde ikke sagt det, og jeg ville gerne have vidst det på forhånd. Så det blev et rødt flag for mig. At han ikke turde være ærlig.

Ærlighed er vigtigt for mig. Jeg vil langt hellere have en ærlig besked efter en date om, at kemien ikke lige var der, end en sang fra de varme lande – og så bliver jeg bagefter ghostet (slettet på appen, red.). Jeg gider ikke spilde min tid på nogen, der ikke er interes­seret, så må de hellere sige lige ud, hvordan de har det. Og det gør jeg også selv.” 

Forventning

“Jeg har lært at skrue mine forventninger ned. Mænd lægger ofte meget gamle bil­ leder på Tinder. De lyver om deres alder og deres højde. Det sidste er en deal­breaker for mig, fordi jeg selv er 1,80 meter.

Jeg ville allerhelst flirte ude i den virke­ lige verden. Stå på en bar og få en halv øl ned over mig, gå ud og danse lidt. Det er nemmere at læse folk, når du kan se dem i virkeligheden, læse deres kropssprog og se, hvordan de er sammen med deres ven­ ner. Det er for nemt at udgive sig for at være en anden, når man sidder bag en skærm.” 

Det virker så let, men i virkeligheden er der talrige uskrevne regler i Tinder-universet..
Det virker så let, men i virkeligheden er der talrige uskrevne regler i Tinder-universet..© Getty Images

Tålmodighed

“Jeg har i perioder haft dates onsdag, fre­dag og søndag i samme uge. Det var ikke godt. Jeg kunne ikke navigere i tanker og følelser. Jeg kunne heller ikke skelne dem fra hinanden. Det var dejligt at få opmærk­somhed og sjove oplevelser, men i det lange løb er det jo lidt som at tisse i bukserne. Skriverierne kører i nogle dage og så er det hele væk, og det føles svært at blive afvist.

Jeg har lært at sige pyt og komme videre. Jeg har også lært at være mere tålmodig. Jeg har ikke svært ved at være mig selv på en date, og jeg er ret god til at smalltalke. Jeg er blevet klogere på, hvad jeg vil. Jeg skal for eksempel ikke finde en far til mine børn. Jeg søger mere en, jeg kan blive gam­mel sammen med. Og det er som at finde en nål i en høstak.”

Erfaring

“At være på Tinder føles som at være hist og pist og alle vegne. Du kan finde alt. Mænd, der er meget seriøse og gerne vil giftes og have børn. Gifte mænd, der ikke har fortalt deres kone om deres Tinder­-profil. Jeg har brændt nallerne flere gange, jeg har prøvet af blive ghostet, at møde op til en date, der aldrig kom, jeg har oplevet at lægge energi i at skrive sammen, og så løber det alligevel ud i sandet. Men jeg har også haft gode oplevelser og flere dates med samme person.

Det kræver helt klart et overskud at være på og en evne til at være nysgerrig på mennesker uden straks at lægge en masse følelser i et møde.

Lige nu har jeg seks match. To af dem har jeg skrevet til først. Tre af dem har jeg ikke hørt fra i et par dage. Det irriterer mig, for jeg vil ikke spilde hverken min eller andres tid. Jeg har også haft et par semiseriøse kærester.” 

Fortrøstning

“Jeg kender mange, der har fundet deres kær­lighed på Tinder. Så jeg er fortrøstningsfuld. Jeg har meget at byde på. Hvis jeg lige regner sammen, så har jeg nok været på cirka 75 dates i løbet af de seks år, jeg har været på Tinder on/off. Det ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde over?

Heldigvis oplever jeg slet ikke det at være på Tinder som et tabu. Det er helt normalt, og mine veninder og jeg joker tit med, at sol, måne og stjerner skal stå helt rigtigt, før vi møder den rigtige derinde. Men han er der. Der findes gode oplevelser og mænd derude.” 

Artiklen er bragt i Magasinet Liv d. 7. april, 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide