Kvinde holder 2 brikker
© iStock

Josephine Bergsøe: Det bedste og det værste ved ...

Smykkedesigner Josephine Bergsøe er kommet sig over kræften og sin skilsmisse. Læs hendes historie her.

... at stå op om morgenen
Det bedste: “I virkeligheden og helt grundlæggende bare det, at jeg kan stå op. Den taknemmelighed er blevet en større del af mig, efter at jeg som cancerpatient i 2010 lærte, at det ikke er selvfølgeligt. Om sommeren lokker de smukke morgener mig ud af sengen, men ellers er jeg et decideret B-menneske. Jeg elsker min seng. At ligge i sådan en klat flødeskum om morgenen, det er ret dejligt.”

Det værste: “Hverdagene, hvor alting foregår i løb og med høj lyd. Morgenmad, madpakker og de der sidste fem sekunder, der afgør, om mine teenagebørn når bussen eller ej.” 

... at være voksen
Det bedste: “At jeg er begyndt at se mig selv mere indefra end udefra. Det krævede en kræftdiagnose for mig at blive så voksen. Jeg forbinder det at være voksen med en modenhed, som for mig har betydet, at jeg er blevet klar over, at min tid er begrænset, og at jeg ikke vil spilde den med kun at leve efter, hvad andre forventer af mig.”

Det værste: “Med modenhed mister du din uskyld. Jeg er blevet mere rå i det og tror pludselig på ondskab og løgn. Før troede jeg, der var noget, der hed retfærdighed. Det er der ikke. Og det kan der heldigvis også være noget smukt i, for i det øjeblik, jeg holdt op med at lede efter retfærdigheden, var det også slut med at føle mig uretfærdigt behandlet og dermed lægge ansvaret over på andre. Jeg har øjeblikke af stor lykke, som er endnu større end tidligere, fordi jeg ved, at det er rent held og ikke et udslag af retfærdighed.”

... at være kvinde
Det bedste: “I selskab med kvinder taler du meget hurtigt meget åbent og ærligt, også med dem du slet ikke kender endnu. Vi er ikke så bange for at tabe ansigt. Jeg har lige været til en 40-årsfødselsdag, hvor det kun var damer, der var inviteret. Der blev banket i bordene og danset på dem. Det var virkelig sjovt. Når min kæreste går til noget, så har de en plan. Så skal de på jagt eller spille golf.”

Det værste: “At vi ofte stiller os tilfredse med for lidt. Vi kunne godt tage os selv mere alvorligt. Når jeg får ansøgninger fra guldsmede, som gerne vil arbejde for mig, så skriver mænd, som nærmest kun er kvalificerede til at feje gulvet, at de vil det hele, mens de bedst kvalificerede kvinder stadig udstråler en usikkerhed. Den aftager heldigvis med årene.”

... at gennemleve cancer
Det bedste: “Jeg kommer aldrig til at sige, at der er noget godt ved at have haft cancer. Det er en hån mod dem, der er midt i det. Mens jeg selv var i behandling, var jeg til et foredrag, hvor en kvinde rejste sig op og sagde, at cancer for hende havde været en uventet gave. Jeg blev så vred, for sådan så jeg det ikke. Men du er selvfølgelig en idiot, hvis du ikke lærer af de kriser, du går igennem. Da jeg var i behandling, sagde min datter så fint til mig, at det nok var rigtigt, det der med, at du ikke selv kan bestemme, hvad du kommer ud for, men du kan selv bestemme, hvordan du vil reagere på det.”

Det værste: “Var at føle mig sat uden for indflydelse på, hvad der skulle ske med mit liv. Jeg turde ikke sætte spørgsmålstegn ved behandlingen, heller ikke selv om den var meget voldsom. Jeg fik fjernet mine bryster, og det betød jo egentlig, at jeg ikke længere var syg. Men så var der kemoterapi og stråler, som gjorde mig syg. Jeg havde øjeblikke, hvor jeg var i tvivl, om jeg ville klare den, og i dem var det helt ubærligt at kigge på mine to piger på 11 og 13 år.”

... at se din søster få cancer
Det bedste: “Vores fælleskab blev endnu stærkere. Josina var så rå med det og ikke så bange. Jeg tror, det hjalp hende rigtig meget, at hun virkelig syntes, at hun var lækker uden hår, og at hun har en mand, som også syntes det. Hvis du bliver bekræftet i, at du stadig er kvindelig, så kan du sgu næsten gå på vandet.”

Det værste: “Da hun først fortalte mig, at hun var syg og skulle opereres, blev jeg simpelthen så bange og havde den automatreaktion, som mange har, når de hører kræft: ‘Hvad skal jeg sige til hendes begravelse?’.”

... at se dig selv miste håret
Det bedste:
“Josina blev skaldet tre uger før mig og så bragende godt ud. Det fjernede min frygt, og sammen skabte vi målet: Flere skaldede kvinder i det offentlige rum. Det er så vigtigt at minde om, at der hver dag går 4.500 kvinder rundt i Danmark, som er skaldede på grund af kemoterapi. Det nytter ikke noget, at vi gemmer os. Vi startede med os selv og fik så meget opbakning. Når jeg gik ud med Josina, havde vi en fest, men at gå i Silvan alene, det var ikke sjovt. Til gengæld var det der, jeg fik de mest ærlige og ydmyge henvendelser. Folk, der kom og sagde: "Hvor er jeg glad for, at du gør det der", eller "nu smider jeg sgu også min paryk!".”

Det værste: “At mine børn, og nærmeste i det hele taget, blev så bange i starten. For når først du mister håret, er det pludselig meget tydeligt, at du er cancerpatient. Jeg skulle bruge enormt meget tid på at trøste andre, og det var svært at finde tid til at hive mig selv op. Den oplevelse deler jeg med rigtig mange cancerpatienter.”



... at gå fra hinanden
Det bedste:
“Det bedste ved at starte forfra er at opdage, at der ligger et andet liv og venter på en. Lasse (stuntmand og instruktør Spang Olsen, red.) og jeg havde været gift i 23 år, da vi gik fra hinanden for tre år siden. Bare tanken om at date var helt håbløs. Efter mit cancer-forløb var det stort nok at komme tilbage på arbejde og at bo sammen med mine døtre og se dem udvikle sig. I dag har jeg en fantastisk kæreste og bor et nyt skønt sted. Jeg tror stadig, at jeg ved, hvordan mit liv ser ud om et år, men nu ved jeg helt inderst inde, at meget kan ske. Det er en euforisk følelse.”

Det værste: “Var at være med til at splitte min familie ad. Selv om vi er forblevet supergode venner, så rykker det ikke ved, at vi har ødelagt noget for vores børn. Heldigvis kunne vi gøre det blidt. Jeg flyttede lidt længere ned ad bakken, så ungerne kunne rende frem og tilbage, før der gik to skoletasker, køjesække og værelser i den for dem. Det er den vildeste beslutning, jeg har skullet tage, og den yderste potens af at tage ansvaret for mit eget liv. Det gav mig en følelse af endelig at være magtfuld efter lang tids magtesløshed.”



... at være en kreativ sjæl
Det bedste: “At det er blevet mit liv. Jeg har 25-årsjubilæum i år. Mine opgaver er det første, jeg tænker på, når jeg står op om morgenen, og det sidste, før jeg sover. Jeg har vidst, fra jeg gik i fjerde klasse, at jeg skulle være guldsmed. Jeg havde alle ideerne. Håndværket fik jeg banket ind i min læretid. Det giver en enorm frihed, at jeg ikke er nødt til at træffe faglige valg efter, hvad jeg kan, men hvad jeg vil.”

Det værste: “Da jeg var syg, var det værste, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg fortaber mig, når jeg forsvinder ind i en smuk og udfordrende opgave. Den fordybelse er dejlig at kunne flygte ind i, når du er syg.”



... at rejse ud i det blå
Det bedste: “Jeg har altid rejst rigtig meget. Det er det bedste i verden, ikke mindst fordi jeg kan forene det med mit job. Så vi rejser til Sri Lanka, når jeg skal købe safirer, og til Tahiti, når jeg mangler perler.

Det værste: “Jeg sørger selv for, at der ikke er noget slemt ved at rejse. Faktisk rejser jeg helst så luksus-agtigt, som jeg overhovedet har råd til. Jeg er for gammel til at ligge i telt, så det er kun ydre omstændigheder som aflyste fly, der kan være irriterende.



... at være Josephine Bergsøe
Det bedste: “Jeg er i live. På alle mulige måder. Ikke bare fysisk, men også fordi jeg vågner om morgenen og er nysgerrig.”

Det værste: “Når der skal laves momsregnskab, også selv om jeg har en til det. Men alene det at skulle aflevere papirerne og have det ord i mit ordforråd...”

Seneste

Måske er du interesseret i...