Jeg vil være veninden, ikke lærerinden

Velkommen til Magasinet Livs nye blogger: coach Pernille Melsted. Som skriver så klogt og sjovt! Vi lover, du vil frydes, hver gang hun sætter hverdagen og os over 40 i perspektiv på magasinetliv.dk.

6. november 2014 af Louise Thorsted

Hvad kommer du til at blogge om på Magasinetliv.dk?

“Livets store og små spørgsmål, men altid med udgangspunkt i hverdagssituationer fra mit eget liv. Både det private, men også det, jeg oplever i mit arbejde. Fagligt er jeg vant til at være i tæt kontakt med voksne kvinder, der tumler med spørgsmål som: Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor, og hvorfor gør jeg, som jeg gør? Kvindelivet efter de 40 er sindssygt nuanceret og interessant. Jeg elsker at være i 40’erne.”

Hvad kan vi forvente af dig?

“At jeg ikke kommer til at lege den store, kloge coach, der har svar på alt. Livet er ret absurd, og jeg synes, vi skal grine af os selv. Tage lettere på tingene og tilgive os selv, når vi fucker op. Jeg er ikke bange for at dele ud af mine egne erfa- ringer og blotte min egen tvivl. Jeg vil hellere være veninden, der kommer med eksempler og spørgsmål, end lærerinden, der belærer.”

I din nye bog, Sæt dig selv fri, guider du os til at finde vores skyggesider – hvorfor?

“Afhængigt af hvilken familie, kultur, gruppe eller branche vi er vokset op i og med, gemmer vi de følelser og reaktionsmønstre væk, som vi fornemmer, at vi ikke får så mange point for. Det kan være vores vrede, sensualitet eller sårbarhed. På et eller andet tidspunkt i vores liv kommer vi dog til at savne det, vi har gemt væk. Jeg oplever mange kvinder – især over 40 – sige, at det er, som om de ikke kan genkende sig selv længere. Det er, fordi skyggen banker på. Og kigger vi ikke på den, vil vi blive provokerede og irriterede, hver gang vi ser andre kvinder have adgang til den. Vores skyggesider er ikke andet end de sider af os selv, vi ikke er på talefod med endnu. De er ikke farlige, bare ukendte.”

Hvilke skyggesider har du selv hevet frem i lyset?

“Jeg er normalt hende, der kan og vil alt selv, og det føles efterhånden rigtig trygt at være der. Men jeg er også en sød og blød og sårbar Pernille. Mine mest forhadte skyggesider hed- der – stadig! – hjælpeløs, svag og trængende. I dag ved jeg, hvor værdifuldt det er for mig at have adgang til de sider af mig selv. Men når jeg er presset eller usikker, er det instinktivt de sider, jeg først gemmer væk. Målet er at finde balance, hvor vi kan få lov til at være både og. Det kræver en høj grad af bevidsthed, men jeg er blevet bedre til det. Vi har ingen frihed, når vi er fastlåst i en bestemt rolle.”

Du er kendt som en passioneret kvinde – hvad banker dit hjerte for?

“Fagligt er jeg inderligt optaget af, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvorfor vi er, som vi er. Det er fascinerende at afsløre, hvad det er, der kører med os. Privat banker mit hjerte for min søn, William, og hans mærkværdige hjerne. Han er en dreng og 10 år og ser derfor livet på en helt anden måde, end jeg gør, og sætter spørgsmålstegn ved de særeste ting. Jeg elsker at snakke med ham og bilder mig ind, at jeg bliver klogere af det. Derudover elsker jeg at lave ingenting – og at rejse. Jeg er så privilege- ret, at jeg er helt alene hver anden uge, når min søn er hos sin far. Så nyder jeg at kunne gøre, lige præcis hvad der passer mig. Mad er en stor passion, men primært at spise mad. Jeg er ikke specielt vild med at lave mad. Og så er jeg som 42-årig stadig medlem af U2’s fanklub. Jeg er kæmpefan – så stor, at jeg planlægger min sommerferie efter deres tourplan. Siden jeg var til min første koncert med dem som 17-årig, har jeg været vild med Bono. Hans transformation er interessant. Denne her unge, meget alvorlige mand, der ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med sin berømmelse, og som så besluttede sig for at gå all in på at omfavne sin indre rockstjerne. Han genopfandt sig selv. Og det var et bevidst valg. Vi kan ændre os selv. Hver eneste dag.”

 

Pernille Melsted (42)

PRIVAT: Single, mor til William på 10 år.
JOB: Coach, underviser og forfatter. Har nerop udgivet Sæt dig selv fri – 13 genveje til at finde dine skyggesider. Og nu blog- ger på Magasinetliv.dk.

Du vil (garanteret) også kunne lide