Jeg tager lykkepiller!

Bettina har levet med en bipolar diagnose og taget antidepressiv medicin i mere end 20 år. Men hun skulle igennem mange fortielser og løgne, inden hun valgte at stå ved sig selv og fortælle sin livshistorie, som den er.

20. marts 2017 af Johanne Luise Boesdal

Bettina er 43 år.
Privat: Hun er gift, ingen børn.
Job: Arbejder med en app til psykiatriske patienter.

Bettina er stresset. Hun er 20 år, rejseleder i Frankrig og typen, som sætter rigtig mange skibe i søen. Hendes hjerne kører på højtryk, indtil hun en dag bryder sammen efter søvnløse uger. Hun kan ikke stoppe strømmen af tanker selv og bliver indlagt og medicineret. Uden at vide hvad hun fejler.

Bettina er i dag 43 år og ved helt præcis, hvad hun fejler. Hun har en bipolar diagnose, det, man tidligere kaldte maniodepressiv.

“Mit første sygdomsforløb var som en tsunami, der kom og lagde alt øde, og jeg vidste ikke, hvad der var op eller ned i noget som helst. Næste forløb kom først otte år senere, hvor jeg var på Færøerne i forbindelse med mit speciale på biologistudiet – og igen havde sagt ja til for mange og for store opgaver.”

Men hvor hun tidligere har haft meget svært ved at indrømme det over for sig selv og sine omgivelser, er hun i dag meget bevidst om, hvad hun kan kapere – og hvornår hun skal sige fra.

“Da jeg opdagede, at jeg havde den her sygdom, reagerede jeg i første omgang med en blanding af ærgrelse, irritation og fornægtelse. Der er ikke psykisk sygdom i min familie, og jeg forstod det simpelthen ikke. I dag har jeg accepteret min sygdom og har en hel redskabskasse af teknikker, jeg kan hive frem, hvis jeg mærker advarselssignalerne på manien. Og jeg er generelt blevet langt bedre til at tage det i opløbet.”

Alligevel oplever Bettina at blive behandlet, som om hun er syg hele tiden. Mange ­men­nesker har opfattelsen af, at en bipolar diagnose er en kronisk og konstant lidelse. Derfor kan det være svært at tro på, at hun kan blive mere og mere rask, når omgivelserne fastholder hende i, at hun er syg.

“Igennem de seneste 10 er der blevet længere og længere mellem mine maniske sygdomsperioder, og det er nu fem år siden, jeg sidst var syg med mani. Jeg føler, at jeg er blevet så god til at passe på mig selv, at jeg kan håndtere det, inden det kommer så langt, at jeg ryger helt ud i en mani. Men det er ikke den forventning, jeg møder ude i verden – og når jeg for eksempel sidder til en jobsamtale. Og folk har ikke modet til at spørge ind.”

Levet med løgne

Den forventning er en af grundene til, at Bettina har levet et dobbeltliv i mere end 15 år.

“Jeg begyndte at lyve om, hvor jeg kendte folk fra. De venner, jeg havde fået igennem mine behandlingsforløb, sagde jeg til andre venner, at jeg havde mødt på en højskole. Jeg navigerede fuldstændigt naturligt rundt i de her små løgne, men de tyngede mig og gjorde det svært for mig at se mig selv i spejlet. Du bliver ikke mere rask af at leve et dobbeltliv. Men det tror jeg, vi er mange med psykiske lidelser, der gør.”

For Bettina var det mest triste, at hun mødte stor forståelse for sine løgne i sin omgangskreds. Accepten af, at hun fortiede ting, den fik hun uden spørgsmål. Desværre.

“Det er jo drilsk, det her med tabu ...”

Hun tager en lang tænkepause, inden hun fortsætter:

“Da jeg efter et kuldsejlet biologistudie læste til bibliotekar, fortalte jeg det til nogle få, og der var 100 procent forståelse for, at det ikke skulle siges videre. Netop det siger jo meget om, hvor tabubelagt det egentlig er at lide af en psykisk sygdom. Min egen grund til ikke at tale højt om det var, at jeg var nervøs for, om det ville påvirke mine muligheder for at få et fast job efterfølgende.”

Fordi det har været så tabubelagt et emne at tale om, har hun også brugt rigtig meget krudt igennem årene på at justere sin fortælling om sig selv. Og få den fremstillet i det leje, hvor hun følte den hørte hjemme.

´“Da jeg tidligere skulle fortælle til få udvalgte, at jeg havde en psykisk sygdom, fortalte jeg nærmest hele min livshistorie. Jeg kunne ikke nøjes med at fortælle, at jeg havde en diagnose, og så lukke den der – jeg skulle hver gang øse ud af et langt livstraume. Så sker der typisk det, at folk fortæller lignende sygdomshistorier af misforstået indlevelse. Det er en meget naturlig reaktion, folk vil gerne vise, at de kender til problematikken, og jeg forstår dem godt … vi vil så gerne stå lige i en samtale.”

Men hun følte sig alligevel sjældent forstået.

“Det gik op for mig engang i 30’erne, at jeg måtte foretage nogle forandringer, hvis jeg skulle få det godt. Jeg skrev meget dagbog dengang og kunne se, at jeg havde skrevet, at jeg drømte om at blive et helt menneske.”

På det tidspunkt var hun blevet fastansat på et bibliotek og tog et bevidst valg om ikke længere at skjule eller lyve om sin sygdom.

“Jeg planlagde, at jeg ville fortælle ledelsen om min diagnose. Det blev vel modtaget, og jeg gik videre og fortalte om min sygdom til mine nærmeste kolleger. Jeg tror, den åbenhed er med til at holde mig rask. Troen på, at jeg er god nok, som den jeg er. Og jeg tror på, at det bliver nemmere med alderen at være ligeglad med, hvad andre tænker. Du falder lidt mere til ro med, hvem du er, hvad du har opnået – og hvad du ikke har opnået. Det er jo ikke nogen lille ting, men en stor erkendelse.”


Og så er det også okay at sige fra nogle gange. For at passe på sig selv.

“Jeg har for eksempel oplevet en gang at sidde til en hyggemiddag, hvor min sygdom nærmest blev taget op som underholdende element, jeg skulle sætte ord på. ‘Har du nogen­sinde været ude og bruge en masse penge, imens du var manisk?’. Ha, ha. Der meldte jeg pas og sagde højt, at det emne havde jeg ikke lyst til at tage hul på lige den aften.”

Små bidder

Bettina har nu en række teknikker, når hun møder nye mennesker. Hun har blandt andet lært at fortælle sin historie i små bidder. Mest for sin egen skyld, men også for at undgå en masse medlidenhed, hun ikke kan bruge til så meget.

“Jeg kan for eksempel nøjes med at fortælle, at jeg har en sygdom, der har den bivirkning, at jeg indimellem ryster på hænderne. At det ikke har med nervøsitet at gøre, så det skal I ikke tænke videre over. Jeg siger til folk, at de godt må være nysgerrige og spørge ind til min sygdom. Men også, at vi ikke behøver tale om det.”

Den ærlighed, der i dag har fået hende et godt sted hen i livet, ville hun ønske omverde­nen også ville tage til sig. For hun oplever stadig tavshed og akavede situationer, når det gælder om at bryde tabuet.

“Ud over medlidenhed og sygdomshistorier bliver jeg typisk mødt med en tavshed, der jo naturligt nok bunder i usikkerhed. I de situationer ville jeg brændende ønske, at folk bare ville spørge, om der er noget, de kan gøre? Der opstår lidt den samme berøringsangst, som når nogen er død. Folk vil på den ene side gerne udtrykke empati – og på den anden side ved de ikke helt, hvilket ben de skal stå på.”

For hende selv blev en venindes ekstra betænksomhed og umiddelbare spørgsmål redningen på en begivenhed på et tidspunkt, hvor hun var syg med en depression oven på en mani.

“For nogle år tilbage skulle jeg til en stor fest hos en meget god veninde. Jeg var syg og deprimeret, og hun spurgte mig, om der var noget, hun kunne gøre for, at jeg ville have det bedre med at deltage i festen. Jeg sagde, at jeg gerne ville stå ude i køkkenet, så jeg havde nogle opgaver, jeg kunne tage mig af. 

Hun spurgte, om der i stedet for ikke var et menneske, jeg ville foretrække at sidde ved siden af? Og det var bare så godt set. Jeg fik en bordherre, der kendte min situation, og på den måde kunne jeg være deltagende i stedet for at isolere mig. Der skal sjældent mere til end lidt ekstra omtanke. Måske også at mødes på en anden måde, end man plejer, eller at se en film sammen, som er mindre krævende end en snak.”

Det er fem år siden, Bettina sidst har haft en mani. Hun har været udfordret – senest til en jobsamtale sidste år, hvor hun måtte have gang i alle sine teknikker og ekstra medicin for ikke at ende i mani. Hun fik jobbet. Og svarer gerne på spørgsmål fra sine kolleger om, hvordan hun har det. For sådan har hun det bedst.

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 36.

Seneste

Måske er du interesseret i...