Ann-Louise og hendes eksmand gik fra hinanden, da deres datter var ni måneder gammel. Efter et fem år langt forhold flyttede han ud af deres fælles lejlighed, mens hun blev tilbage med baby Frederikke i et uoverskueligt kaos af praktiske udfordringer og de følelser, som de fleste skilsmisser genererer: Skuffelse, vrede, forvirring, angst og skam. Men for Ann-Louises vedkommende også noget andet: Nemlig sorgfyldte minder fra hendes egen barndom uden en tilstedeværende far.
“Da Christian flyttede, røg jeg direkte tilbage i min egen historie, hvor min far forlod mig, da jeg var lille. Jeg så ham aldrig, fik aldrig noget forhold til ham, og det har været en sorg, som jeg under ingen omstændigheder ville byde Frederikke.”
Fokus på praktik
47-årige Ann-Louise har et enkelt tåget minde om sin far, der står i haven, da hun er omkring fem år, og et andet fra hendes ungdom, hvor hun tilfældigt så ham på en altan i København midt i pinse-karnevallet. Han kontaktede hende aldrig. Lod bare tiden gå, indtil han døde, da Ann-Louise var 16 år. I første omgang gjorde den historie hende ekstra panisk.
“Skilsmisse stod for mig som noget forfærdeligt. Min erfaring med skilsmisse var, at far forsvinder, at du ikke kan regne med ham, og i starten var jeg så bange for den nye situation.”
Så hendes første reaktion blev at fokusere på praktik. Hun kontaktede alt, hvad hun kunne komme til af mødrehjælp og familierådgivning. Hun koncentrerede sig om at tjene penge og om at være mor.
“Et eller andet sted forsøgte jeg jo nok at gemme mine følelser væk. Alt det praktiske var en måde at få kontrol over en situation på, der virkede uoverskuelig.”
Ud af dramaet
Midt i sin sorg oplevede Ann-Louise imidlertid også, at hun blev beslutsom og stædig.
“Jeg ville simpelthen kunne se Frederikke i øjnene og kunne sige, at jeg havde gjort alt, jeg kunne, for at hun skulle have et godt forhold til sin far. Det betød, at jeg var nødt til at arbejde intenst med mig selv. Det var overhovedet ikke nemt. Jeg skulle forstå min sorg og isolere den som min – ikke som noget, der handlede om Christian.”
Ann-Louise begyndte allerede få måneder efter skilsmissen i et coachingforløb for at få redskaberne til at gennemføre et skilt familieliv.
“Du tror altid, du skal kunne klare det selv. Men jeg har altså aldrig lært i skolen, hvordan man bliver skilt, og mine egne forældre var ikke ligefrem gode rollemodeller, så jeg blev nødt til at lære hvordan.”
Kurset lærer Ann-Louise, at hun skal tage ansvar for sine egne følelser. Ikke gemme dem væk, men heller ikke give andre skylden for dem. Helt konkret opdager hun, at hun er nødt til at sige undskyld til Christian:
“Helt tør i munden gik jeg ud og ringede til ham i en pause på kurset. Jeg havde brug for at sige til ham, at jeg ville have det til at fungere i forhold til Frederikke. Jeg ville ikke mere hæve stemmen og tale grimt til ham, for det handler om mine følelser og min sorg. Det er mit drama, ikke hans. Og nu ville jeg flytte mit fokus fra drama til løsning.”
Den slags telefonsamtaler kræver noget, fordi du blotter dig. Og at blotte dig er det sidste, du har lyst til midt i et følsomt kapitel, hvor du måske helst vil gemme dig og give andre (din eksmand) skylden for alt.
“Jeg følte mig blottet, for hvad nu hvis Christian grinede af mig? Tænkte, at jeg var blevet vanvittig, eller troede, at jeg gerne ville have ham tilbage? Men heldigvis er Frederikkes far et ordentligt menneske. Og det hjalp mig hele tiden at tænke på, at han har givet mig den største gave i verden: Nemlig min datter.”
At lægge sorgen fra sig
Langsomt, men sikkert lagde Ann-Louise sorgen over skilsmissen bag sig. Og hun er stolt over at have skabt en langt bedre skilsmisse-historie for Frederikke, end hun selv blev tildelt, og på en måde har det givet hende en bedre distance til hendes egne oplevelser.
“De første fire år efter skilsmissen var jeg ked af det – sådan op og ned. Men jeg forstod, at jeg kunne få redskaber, der hjalp mig af med følelsen af svigt og ønsket om hævn. Jeg var nødt til at være vågen og handle hurtigt, da jeg blev skilt, så ikke følelsen af sorg fra min opvækst skulle gå videre til min datter. Heldigvis er det lykkedes.”
Frederikke er 14 år i dag og har og har hele sin barndom haft et fint forhold til sin far.
Det siger psykoterapeuten
“En skilsmisse er en drøm, der brister, og sorgen kan være svær at leve med, fordi du hele tiden bliver mindet om den kernefamilie, som stadig er idealet. På trods af det store antal skilsmissefamilier. Såret bliver kradset op, hver gang du afleverer dit delebarn eller skal holde jul alene. Derfor bliver sorgen for mange skilte længe holdt ved lige,” siger psykoterapeut Lizl Rand.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 70
Billedet er ikke et portræt af Ann-Louise, men indkøbt til artiklen.
