Det var en virkelig varm sommerdag i 2013. En af de dage, hvor du tilbringer mere tid i vandet end i sandet, og hvor hoved og krop kappes om at være den mest dovne. Laila Breinholt tilbragte hele dagen på Skagen strand med sin veninde Lykke.
“Jeg havde lige afsluttet et forhold, jeg bedst kan beskrive som udfordrende. Og fik i løbet af dagen sagt til Lykke, at jeg var færdig med mænd. Nu var det slut.”
Dagen afsluttede veninderne på det lokale Viseværtshuset.
“Jeg stiller mig i døren med min øl og kigger ind i baren og får øje på Henrik, og han får øje på mig. Der er et eller andet ved ham, så da han kommer ud og taler med nogle i en gruppe nær mig, blander jeg mig i snakken. Snart er det kun os to, der taler sammen. Og danser. Jeg har aldrig givet mit telefonnummer til en mand, men lige her har jeg hele tiden Lykkes ord kørende i baghovedet: ‘Du er nødt til selv at give noget’.”
Laila og Henrik taler sammen til næste morgen, han får hendes nummer, og inden hun når i seng, skriver han til hende: ‘Du må ikke tage hjem, før jeg har set dig igen’. Efter endnu en nat fuld af snak kører hun nærmest lykkelig retur til Aalborg, hvor hun bor alene med sin næsten voksne søn.
“Jeg har arbejdet på den samme folkeskole i 24 år, men da jeg kommer på arbejde efter sommerferien, spørger folk: ‘Hvad er der sket med dig?’. Jeg kunne også godt selv se det. Det var, som om der var et anderledes skær over mit ansigt. Jeg har haft et rigt liv som mor til ønske barnet, et godt job og samtidig overskud til at se veninder, dyrke min gospel og min roklub. Men manden har manglet. Vi taler sammen hver dag, og efter en måned mødes vi på et hotel. Vi får champagne, spiser middag et hyggeligt sted, og i stearinlysets skær bliver han ved med at kigge på mig og spørger: ‘Skal vi så være kærester?’.”
Men selv om Laila har ventet på det her, kærligheden og sjælevennen, så er der et par men’er. Henrik er nemlig til hverdag bosat på den anden side af Storebælt og arbejdsmæssigt mere afhængig af at blive, hvor han er, end Laila er. Og i Aalborg bor Lailas søn stadig hjemme, og Laila er den eneste af fire søskende, som stadig bor tæt på deres forældre.
“Jeg har altid været meget tæt med begge mine forældre, men fordi min far er 12 år ældre end min mor og syg, så er vi to blevet hinandens støtter, som har nydt godt af at være tæt på hinanden. Da jeg endelig turde tale om at flytte, sagde hun: ‘Laila, lykken har ramt dig, selvfølgelig skal du flytte’.”
Forbehold fra veninder
Opbakningen fra veninderne er til gengæld ikke ubetinget.
“Jeg begynder at se panik i deres øjne, når de forestiller sig, at det næste bliver, at jeg flytter. Og så på grund af en mand! Den dag, jeg fortalte min hjerteveninde, at vi skulle flytte sammen, stod hun af. Meldte sig ud af vores venskab. Med forklaringen, at hun ikke ville kunne bære, hvis det gik galt, og så at skulle samle mig op. Men er det ikke netop det, veninder kan og skal? Jeg tror ikke, hun kunne bære min lykke, og så er det sådan, det er. Der er nogle, du må sige farvel til.”
I dag har bypigen boet nær Hørsholm for enden af en vej i et bondehus med ild i brænde ovnen og drivhus i haven i to år. Sønnen Andreas bor i sit barndomshjem i Aalborg sammen med en studiekammerat og har forsikret sin mor om, at var hun ikke flyttet, så var han jo. Og så får han og Aalborg visit mindst en gang om måneden.
“Jeg har fået kærligheden ind i mit liv og et skønt job. Og jeg ved, at Andreas kan mærke, at der er kommet en ind i vores liv, som er god til at passe på mig. Det er første gang i mit liv, jeg ikke har pligter. Jeg må godt blive en smule egoistisk. Mit liv er 99 procent lykkeligt her.”
Og når det ikke det, når der er knas i kommunikationen, når savnet bliver for stort, så ringer Laila hjem til en af de veninder, der alene på hendes stemme kan høre, hvis hun ikke er okay.
“De er lidt hurtige til at sige: ‘Det er nok også, fordi det er gået så stærkt det hele. Du ved, at du altid kan komme hjem’. Det er ikke lige det, jeg har brug for at høre, men så plejer jeg at sige: ‘Det er bare lige de her fem minutter, hvor jeg bare har brug for at blive trøstet af en, der kender mig rigtigt godt’. Og ellers er de jo ikke længere væk, end at jeg kan hoppe på et fly.”
Synes du nogensinde, det er synd for dig?
“Når jeg bliver ramt af den der alenehed, for der har jeg fået en udfordring i mit liv. Jeg har aldrig før prøvet at gå ned og handle og ikke lige hilse på fem, jeg kender. Nu er det mig, der skal være opsøgende, og i min alder er de fleste etablerede med venner. Men når jeg spørger mig selv, om jeg traf det rigtige valg, så kan jeg mærke helt ind i mit hjertekammer, at det gjorde jeg.”
3 AFGØRENDE GRUNDE TIL, AT MIT GLAS FORBLIVER HALVT FYLDT
1. “Jeg er flyttet, men ikke mere, end at jeg er hjemme i mit Aalborg mindst en gang om måneden.”
2. “Jeg har budt ind på de netværk, jeg gerne vil være med i. Som da mine kollegaer sad og snakkede om, at de var begyndt at strikke, og jeg sagde, at det, syntes jeg, kunne være hyggeligt. Også selv om jeg tidligere ikke havde strikket meget andet end en skæv karklud.”
3. “Jeg lader mig ikke hive ned af dem, der helst vil se mit glas som halvt tomt. Så hellere omgive mig med mennesker, der har samme indstilling til livet som mig.”
Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 71
