Jeg har sluppet frygten og lever det liv, jeg vil leve

bor på Nørrebro i København med sin kat, Ted.
er mulitdisciplinær kunstner og forfatter. Se @matildedigmann, og lyt til @shadowwork_podcast.
er aktuel med den grafiske roman Pseudo om misbrug.

Hvor kommer du fra?

“Jeg kommer fra et hjem med misbrug. Min far drak hele min barndom, og han var ikke interesseret i at holde op. Da jeg var 12 år, blev han skilt fra min mor, og mine forældres aftale blev, at min søster og jeg skulle bo en måned hvert sted. Der lugtede så meget af druk hos min far, at jeg opbevarede mit tøj i en plastikpose og altid først tog det på, lige før jeg gik i skole, så jeg ikke tog lugten med mig ud af huset. På et tidspunkt mente en terapeut, at min søster og jeg skulle stille ham et ultimatum: Hvis du skal vælge, vil du så have dine børn eller din alkohol? Og han valgte, uden at betænke sig, alkohol.

Det tager et helt liv at ændre en følelse af at blive valgt fra og ikke være elsket. Det svigt i min barndom påvirker mig i dag i mine kærlighedsrelationer. Jeg prøver at arbejde med det og fylde mig selv med den kærlighed, jeg ikke har fået, men jeg kommer alligevel ofte til at søge drama i mine relationer. Ubevidst søger jeg mænd, der gør nogle af de samme ting som min far, og min eksmand var også misbruger. Når du spørger, hvor jeg kommer fra, tænker jeg straks, at jeg kommer fra misbrug. Det er min baggrund.”

Hvor er du nu?

“Jeg er et godt sted, hvor jeg kan leve af min kunst. Mit seneste projekt er en grafisk roman på 340 sider, som blandt andet handler om misbrug. For jeg kender det også selv. Jeg har også haft brug for at dulme min følsomhed som voksen.

Bogen er til alle, der lider. Hvis der er en ting, jeg skal i mit liv, så er det at hjælpe andre, der lider, som jeg har gjort. Jeg er ikke helt ude af vildnisset i skoven endnu, jeg er nødt til stadig at arbejde på at være clean og ædru, men jeg befinder mig i udkanten af skoven. Jeg går til AA-møder, skriver taknemmelighedslister, mediterer – det er en daglig ting for mig at sørge for at være i mental balance.

Det er et livslangt arbejde for mig at turde være i mine følelser uden at dulme dem. Jeg lærer langsomt at være mindre i mit ego, og at intet udefrakommende kan give mig det, jeg mangler. Jeg må sørge for at leve livet, gøre noget for andre og sprede kærlighed.”

Hvornår er du gået din egen vej?

“Det gjorde jeg ved at blive kunstner. Selv om jeg er blevet frarådet netop den vej hele mit liv. Tidligere har jeg arbejdet som grafisk designer og sad på et reklamebureau og lavede de bannere til hjemmesider, som vi alle hader at få i hovedet. Reklamer for stomiposer! Jeg følte mig så slasket i hovedet, men var samtidig bange for ikke at kunne tjene penge nok som kunstner, så jeg lavede mest lidt i fritiden.

Men på et tidspunkt fik jeg plads i et lille værksted tre dage om ugen med en kunstner, som havde så meget power og gjorde præcis, som det passede hende. Hun var en stor inspiration. Der begyndte jeg at bryde fri. Og så vandt jeg en stor konkurrence om et gavlmaleri ved Amager Bio i København, som også var et skub fremad. Også i forhold til en økonomisk frihed, som har været nødvendig for mig. Da jeg skulle tjene penge til at overleve, havde jeg hverken tid eller overskud til at vende mig mod mig selv og virkelig formidle, hvad jeg har på hjerte.”

Hvordan er du sgu din egen?

“Når jeg tør gå i dybden med mine skyggesider. Jeg tør åbne mine traumer og faktisk kigge på dem og give slip på min skam over alt det, der er sket mig.

Jeg arbejder meget med katte som motiv. Jeg kan godt lide, at katte er deres egne, jeg holder af deres vildskab, og at de aldrig prøver at please nogen. Da jeg fik min anden kattetatovering – ud af de ni katte, jeg har på kroppen nu – var der en, som sagde til mig, at nu skulle jeg vælge et andet dyr næste gang. Så fik jeg det sådan: Nu skal jeg helt klart have flere katte!

Jeg er stædig, men også ekstremt følsom – mere end andre mennesker. Det er en måde at være i verden på, og jeg har altid følt mig alene med den måde i min familie. Jeg tror også, min far var følsom – han var også kunstner – og jeg spekulerer på, om det var derfor, han drak – fordi han følte sig sær og udenfor? Min søster og min mor er i hvert fald ikke så følsomme, som jeg er.”