Billedet herover er ikke af Mette, men er indkøbt til artiklen.
Vi har ikke kun en rolle i vores søskendeflok – vi er også den. Det betyder noget, om vi er født først, sidst eller midt i. Vi er jo startet på forskellige sider i familiesagaen. Og nogle gange kan den rolle føles for trang, for ensidig, for lidt som os.
Mette har i mange år været projektleder både privat og professionelt som en typisk storesøster. Men efter hun fik stress, og efter hun fyldte 40, er hun begyndt at prioritere en anden side af sig selv.
Som barn var jeg:
“Jeg tog klart rollen som den ansvarlige på mig”
“Det var mig, der førte an i legen med min søster som barn. Jeg bestemte, hvilke dukker der skulle have hvilke kjoler på, min søster udførte ordren, og det var fint for mig at være den, der styrede. Men jeg kan også huske fornemmelsen af retfærdig harme over, at jeg også var den, der ryddede mest op, mens hun havde en tendens til at få ondt i maven, når vi skulle hjælpe til.
Jeg var så seriøs, at jeg tog maskinskrivning som valgfag i syvende klasse, og jeg var i praktik som laborant, hvor jeg dødkedede mig i en uge. Min lillesøster derimod var i praktik på Det Kongelige Teater. I virkeligheden tror jeg, at vi begge er kreativt anlagt, men jeg tog klart rollen som den ansvarlige og boglige stræber på mig. Ikke fordi nogen forventede det eller bad mig om det. Men jeg undertrykte den side af mig, som overvejede en gymnastikhøjskole efter gymnasiet, og selv om jeg altid har rendt rundt med et kamera og interesseret mig for det visuelle, overvejede jeg aldrig at blive fotograf. Næ, jeg skulle være ingeniør, og det blev jeg! Direkte efter gymnasiet.”
Som voksen har jeg været:
“En uendelig bunke af post it-sedler”
“Jeg har længe været projektleder både på mit arbejde og hjemme i familien. I mit hoved er der en uendelig bunke af gule post it-sedler med fødselsdage, ugeplaner og logistik, og den ansvarlighed er bestemt ikke dårlig. Den har i mange år givet mig et job, jeg har været glad for, og hjulpet mig med at sørge for, at min familie trives. Jeg kan godt lide at have ansvar for at motivere mennesker til at udvikle sig.
Men på et tidspunkt begyndte jeg at overveje, hvorfor jeg har valgt, som jeg har gennem livet. Omkring de 40 er det naturligt at tage nogle ting op til revision, og jeg begyndte at tænke over, hvad der egentlig gør mig glad? Jeg spekulerede på, om der var noget, jeg savnede i mit liv? Bare fordi jeg var god til fysik og kemi i skolen, behøvede jeg måske ikke at arbejde i den retning hele mit liv?”
Mit opgør med rollen kom da:
“Jeg blev sygemeldt med stress”
“I mit arbejde skulle jeg balancere mellem teams i Danmark, USA og Kina. Det betød, at jeg tjekkede mails fra USA om aftenen og fra Kina om morgenen. Ofte blev det kun til fire-fem timers søvn med telefonen under hovedpuden. Jeg er vant til at klare pres, og jeg har altid været typen, der aflyste alle fester i en måned og levede af bananer, når jeg gik til eksamen. Jeg glemmer helt at yde omsorg for mig selv, når jeg knokler igennem, fordi andre regner med mig. Men jeg begyndte at få ondt i maven hver dag, og til sidst blev jeg sygemeldt med stress i fire måneder.
Jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at give storesøsteren i mig nogle pauser. Jeg skal lære at stole på, at det hele nok skal gå, selv om jeg indimellem puster ud. Det er en proces, hvor jeg skal turde være lidt usikker, og det er svært for mig, for jeg er vant til at have kontrol over situationen. Altid. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har undgået at prøve for meget nyt af angst for ikke at være god nok.
Det er jeg i færd med at ændre på. Jeg har sagt mit job som leder i medicinalindustrien op, og det eneste, jeg lige nu ved, er, at jeg blandt andet vil skrive en blog og bruge mine evner til at fotografere. Resten må jeg finde ud af ved at mærke efter, hvad der vil gøre mig glad nu.”
Læs resten af artiklen om Mette
I Magasinet Liv nummer 74 kan du læse resten af artiklen om Mette. Her møder du også en anden storesøster, samt en mellem- og en lillesøster. I det nyeste Magasinet Liv kan du også læse et stort interview med skuespiller Ellen Hillingsø, som synes, at det er nemmere at fylde 50 end 40. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det spritnye Magasinet Liv!
