æble foran spejl som viser anoreksi situationen
© iStock

Inges datter havde anoreksi: "Min datter var ved at dø af sult"

Inges datter, Rikke, halverede sin kropsvægt og vejede til sidst kun 30 kilo. Hendes anoreksi fik Inge til at føle sig som verdens dårligste mor

26. oktober 2014 af Fortalt til Karen Seneca

“Første gang, jeg lagde mærke til noget, var efter juleferien 2007. Min datter, Rikke, der på det tidspunkt var 16 år, havde spist flæskesteg, sovs og risalamande ligesom os andre. I januar 2008 ville hun lige tabe et par kilo, som så mange andre vil efter jul. Hun spiste mere grønt og mindre fedt, og det var der jo ikke noget mærkeligt ved. Men efterhånden blev der mere og mere af det grønne på tallerknen og mindre af det andet. Det undrede mig, at hun ikke ville have kød længere, kun rejer og tun, men hun sagde: “Mor, det er ikke en rigtig kur. Jeg skal bare lige af med de par kilo, der har sat sig.” Og da hun virkede glad og fuld af energi, tænkte jeg ikke mere over det.

LÆS MERE Lyt til din mave

 

Rikke var og er en dygtig, socialt velfungerende pige. Hun var elitegymnast og trænede fem dage om ugen, da hun gik i skole. Da hun var på idrætsefterskole i 10. klasse, trænede hun 20 timer om ugen. Og da hun kom hjem fra efterskolen og begyndte i gymnasiet, fungerede det hele for hende - sådan virkede det i hvert fald. Hun havde mange venner, fik topkarakterer og trænede stadig, men ikke så meget som på efterskolen. Det var også meget godt, for da hun kom hjem derfra, havde hun en helt vanvittig muskelmasse. I løbet af 1. g begyndte musklerne lige så langsomt at blive omdannet til fedt. Hun var stadig slank, men fik en mere kvindelig figur, som jeg syntes klædte hende.

Kun 12 er godt nok
Jeg har aldrig oplevet Rikke som forfængelig, men hun har et stort behov for at være bedst. Kun 12-taller er godt nok til hende. Hun kæmpede med næb og klør i folkeskolen, og på efterskolen kørte hun på som en vild, men i gymnasiet kunne hun ikke kontrollere det hele. Jeg opdagede en dag, at hun havde tre tyske stile liggende, som hun ikke havde afleveret, fordi hun syntes, de ikke var gode nok.

Jeg ved nu, at det tit er de piger, som er ekstremt dygtige på et felt - bogligt eller fysisk - som bliver ramt af spiseforstyrrelser. Før troede jeg, at det kun var popsmarte piger, der ville være lige så tynde som modellerne.

LÆS MERE Er du tilfreds med dit spejlbillede?

Da jeg opdagede, at Rikke havde anoreksi, kunne jeg slet ikke forstå det. Jeg tænkte: "Sådan noget sker bare ikke for mig - og slet ikke for min datter. Hun er så fornuftig, klog og sund. Det rammer kun naboerne, ikke os". Men i februar 2008 gik det op for mig, at hun havde et alvorligt problem.

Hun var kommet hjem fra skiferie med sin fætter og kusine og blev i sengen i stedet for at gå i skole. Hun var bleg, tynd og lidt grå i huden. Hun ville ikke spise, og vi troede, at hun havde influenza. Jeg sagde, som de fleste mødre gør: “Du skal spise, min pige, ellers bliver du jo ikke rask.”

Men det var ikke influenza, hun fejlede. En dag, da jeg kom ind på hendes værelse, lå hun i sengen med sin computer og surfede rundt på sider om anoreksi. Hun viste mig en hjemmeside og spurgte: “Tror du, at det er det, jeg fejler?”

LÆS MERE "Jeg har aldrig været klogere på mig selv end nu"

Vi talte længe sammen, og jeg blev overbevist om, at det her kunne jeg sagtens klare. Som forældre er det jo det mindste, vi kan sørge for, at vores børn får mad, tøj på kroppen og får dækket deres mest basale behov. Så jeg tænkte, at jeg da selvfølgelig kunne få min datter til at spise igen.

Jeg blev deltidssygemeldt, og vi gik til lægen og fik lagt en kostplan for Rikke. Samtidig fandt vi en psykolog til hende.

Slugte sten for at snyde
Dengang vidste jeg ikke, hvad vi var oppe imod, og at det værste, jeg kunne gøre, var at prøve at være mor og behandler på samme tid. Jeg skulle jo både overvåge hende og sidde som en vogter seks gange om dagen og sige: "Du skal spise", og bagefter skulle jeg som mor trøste og holde om hende. Der er rigtig mange forældre, som forsøger, og det er kun få, der kan klare det. Vi kunne ikke.

Det var frygtelig svært at få det sagt til andre første gang, men det gik så stærkt ned ad bakke, og Rikke tabte sig så voldsomt, at jeg var nødt til at sige det. Jeg talte med min mor, mine søstre og ganske få venner om det, men jobbet var mit frirum, hvor jeg kunne kaste mig over arbejdet og tænke på noget andet. Det var rigtig rart og nødvendigt. Jeg holdt det ikke hemmeligt, men sagde fra begyndelsen til mine kolleger, at jeg skulle nok sige til dem, når der var nyt, men at jeg ikke havde lyst til, at de spurgte. Det respekterede de hele vejen igennem.

LÆS MERE Hvordan er du mor nu?


For Rikke handlede det om kontrol. Dette var noget, hun selv kunne styre. Hun havde fået en ‘veninde’ - Søster Anoreksi, som vi kaldte sygdommen. I perioder var det min datter, jeg talte med, i perioder var det Søster Anoreksi, som tog helt over.

Det var Søster Anoreksi, der tvang hende til at snyde og lyve. Om natten stod hun op og fortyndede sin proteindrik med vand. Hun kunne stå og tage sidste bid af en rundtenom rugbrød, når jeg kom ind i køkkenet - troede jeg, for i virkeligheden havde hun smidt rugbrødet ud og stod bare med en lille bid for at få mig til at tro, hun havde spist det hele. Når hun skulle vejes, kunne hun drikke så meget vand, at vægten ikke viste, hun havde tabt sig, eller sluge sten, der fik vægten til at stige, indtil de kom ud igen. Hun snød alle - både lægen, os og senere psykiatrisk afdeling. 

På psykiatrisk med ‘Jesus’
Jeg kæmpede selv i to måneder, så tog jeg kontakt til PS Landsforening, en forening for pårørende til folk med spiseforstyrrelser. De gav mig den suverænt største hjælp, jeg har fået under hele forløbet. Det er deres fortjeneste, at jeg stadig står på benene, og at Rikke stadig lever. De støttede os under hele forløbet, og jeg kunne ringe til dem nat og dag.

Jeg havde hele tiden været meget skeptisk ved at få Rikke indlagt, for jeg blev ved med at tro på, at vi selv kunne klare det, men hun tabte sig lynhurtigt. Fra Rikke virkede sund og normal, til hun havde tabt 25 kilo, gik der ikke mere end to måneder.

Psykologen, som vi gik til, sagde: “Jeg kan ikke hjælpe hende mere, jeg kan ikke trænge igennem.” Da rådede landsforeningen mig til at søge hjælp nu og her.

LÆS MERE Slip vreden - lær at tilgive!

Det var den 22. april 2008. Rikke kom først på somatisk afdeling på sygehuset, fordi hun var så svag, at hun skulle have væske og salt i et par dage. Derefter kom hun på psykiatrisk afdeling. Der var ingen andre steder, hun kunne være, så hun var indlagt med 16 patienter, hvoraf ingen var anorektikere. Det var folk med psykoser, traumer og svære depressioner. Der var blandt andet en fyr, som gik rundt med en bog under armen og nægtede at svare, hvis man ikke kaldte ham Jesus.


Fysisk fik hun det bedre og tog mange kilo på, men psykisk fik hun det 100 procent værre af at være indlagt på en afdeling med så mange syge mennesker. Jeg var nødt til at lukke øjne og ører for, hvor skidt det var for hende psykisk, for hun skulle jo tage på. Der var ingen anden hjælp at få, for der er så få tilbud til anorektikere. Og selv om vi kunne se, at det ikke hjalp på hendes psyke, var det lettere for mig som mor, fordi jeg ikke længere skulle være vogteren og tvinge mad i hende, men kunne holde om hende, når hun var ked af det, og trøste og tale med hende.

LÆS MERE Sådan bliver du en cool mor


Da min datter blev udskrevet, fortsatte hun i ambulant behandling, mens hun gik til sygeeksamen og scorede rene 12-taller. Andre troede, at hun var rask, men vi vidste, at hun ikke var. Målet var igen blevet at tabe sig, og ligesom sidste gang gik det hamrende stærkt. Jeg havde lovet hende, at hun aldrig ville komme psykiatrisk afdeling igen, så vi gik til vores egen læge, der stik mod al sund fornuft tog ansvaret for hende i en periode, men til sidst måtte han kapitulere og indlægge hende.

Da lå hun bare under dynen og måtte varme sig med en hårtørrer, fordi hun var så tynd, at hun hele tiden frøs. Jeg græd som pisket, da hun blev indlagt, først på medicinsk for at blive restitueret og senere på psykiatrisk, men vi havde ikke noget valg.

Afmagt og dårlig samvittighed
Den følelse som mor: at jeg ikke kunne få mit barn til at spise - den kan ikke beskrives. Det var så svært, og jeg var så bange for, at hun skulle dø. På et tidspunkt skrev hun til mig: "Jeg vil ikke leve mere". Jeg gennemsøgte hendes værelse, mens hun var til lægen, og fandt sovepiller, som hun havde lokket fra de andre patienter.

Når et barn bliver sygt, rammer det hele familien. Alle lever i en krigszone, men med forskellige fjender. Vi havde anoreksien som modstander, mens Rikkes modstander var mad. Før Rikke blev syg, var min søn Rasmus og hans venner altid hos os, men det ændrede sig. Rasmus ville ikke have, at hans venner skulle se mig sidde og græde eller høre Rikke og mig sidde ved køkkenbordet og diskutere mad.

Jeg følte mig som så dårlig en mor, når jeg ikke kunne tage mig af mit eget barn, og når så min søn kom og sagde, at jeg aldrig var der for ham: Føj, hvor var jeg ringe! Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at være der for Rasmus, men jeg blev nødt til at fokusere mest på Rikke, og jeg var rigtig glad for, at Rasmus både havde en far og en papfar, som tog sig af ham. Ikke desto mindre har det ændret vores forhold for altid. Han er 17 år i dag og forstår nu, at jeg var nødt til at gøre, som jeg gjorde. Men følelsesmæssigt er der skår, som er svære at klinke.


Rikke i livsfare
Rikke vejede 62 kilo, før hun blev syg, men da hun var tyndest, var hun nede på 30 kilo. Ved den sidste indlæggelse var hun så anorektisk, at det nærmest ikke var muligt at kommunikere med hende. Vægten raslede bare ned.

Hun blev optaget på ventelisten til Anoreksi-klinikken i København, men der var ni måneders ventetid, og så længe turde vi ikke vente. Vi fandt et bosted i Aarhus, Symfonien. De havde plads til hende, men det kostede 65.000 kroner om måneden i et år, og det ville kommunen ikke betale. Vores datters liv var åbenbart ikke de 800.000 kroner værd! Og vi måtte ikke selv betale det - jeg var ellers parat til at sælge mit hus og bo i en jordhule for at hjælpe min datter.

Vi kæmpede som vilde for at finde en eller anden behandlingsform, der kunne redde hende. Da alt så værst ud, og vægten var nede på 30 kilo, hjalp PS Landsforeningen med at skaffe en plads på Center for Spiseforstyrrelser i Aarhus. Det var Rikkes redning. Hvis hun skulle have ventet bare to uger mere på en plads, tror jeg ikke, hun havde været hos os i dag.

Den 7. januar 2009 kørte jeg hende derhen. Hun var helt væk, men havde indimellem nærvær nok til at spørge: “Hvordan kan du byde mig det? Så langt væk fra jer?”

Jeg tror aldrig, jeg får slettet det billede i min erindring - at hun var bange, og jeg bare måtte aflevere hende og køre min vej vel vidende, at det måske var sidste gang, jeg så hende. Så afkræftet var hun.

I begyndelsen måtte hun slet ikke bevæge sig. Hun skulle ligge helt stille under dynen for ikke at forbrænde noget. Hun oplevede sig selv som fange og lå og lavede muskelspændinger hele natten for at forbrænde kalorier, men det var det rigtige sted, for de formåede at arbejde med hende i døgndrift. De gav hende så mange redskaber til at få hendes liv til at fungere. Først og fremmest ved at give hende indsigt i anoreksiens væsen, men også helt konkret ved at udarbejde kostplaner og vejlede hende om, hvordan hun kunne få struktur på sin hverdag.

Jeg undrer mig over, at der er så få pladser til anorektikere. Hvorfor skal pigerne først blive dødssyge, før de kan få hjælp? Jeg tror, at en del af forklaringen er, at det er så svært at forklare sygdommen, for hvor svært kan det være? Man skal da bare tage noget mad, komme det i munden, tygge og synke det. Sådan er det bare ikke.

LÆS MERE Skal du gentestes for arvelig kræft?


I dag er det halvandet år siden, Rikke kom hjem fra Aarhus. Hun bor sammen med en sød kæreste og går på hf. Der er sat en stor hængelås på Søster Anoreksi. Rikke ved, at hvis hun begynder at tabe sig, så har hun en kostplan, der skal følges. Hun har fået styr på sit liv. Vi har dog begge brug for at tale meget om den tid, og jeg kan ikke lade være med at måle hende fra top til tå, når vi ses: Er hun stadig rask? Jeg er tryg på den måde, at hun er åben og respekterer, at jeg er usikker, men jeg tror ikke, at jeg slipper af med usikkerheden og angsten. Det er min daglige kamp som mor.


Vi skal også øve os i at være en ganske almindelig familie igen. Vi skal til at rekonstruere vores liv, og selv om jeg har ønsket, at alt kunne blive som før, så er alt anderledes. Rasmus er blevet større, og Rikke bor her ikke mere. Da hun var syg, sov jeg, når der endelig var en fridag, men nu er jeg begyndt at kunne komme ud igen.

Jeg hører selv til en af de kvinder, som andre har brugt til at læne sig op ad. Jeg har altid sagt: "Kæmp for det. Tro på det, så kan du også. Slås for det". Nu siger jeg: "Godt nok er også godt. Det behøver ikke være perfekt alt sammen".”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 4.

Seneste

Måske er du interesseret i...