Ilse Jacobsen
© Ditte Capion

Ilse Jacobsen: "Hold kæft, hvor ville jeg gerne være 35 år igen – tænk hvad jeg så ville kunne nå!"

Ilse Jacobsen er forretningskvinde og modedronning med millionforretning. I dette uddrag fortæller hun blandt andet om hendes no nonsense-holdning til forfængelighed og begrebet alder

14. juni 2018 af Karen Greve


Ilse Jacobsen (57) er gift med Jesper Bo Hansen, der er administrerende direktør i hendes firma, og bonusmor til Natasja på 23 år. Hun er og ejer tøj- og skønhedsmærket Ilse Jacobsen. Hun sælger sine sko, tøj og tasker i 26 lande. Derudover ejer hun flere blomsterbutikker samt et kurbad med spa og restaurant i Hornbæk, og er, blandt andet via sin medvirken i DR-programmet Løvens Hule, investor i flere virksomheder.


Blondine

Ilse Jacobsen begyndte sit forretningsliv med samarbejdspartnere, der ikke var vant til at se en smuk blond pige, der rask væk svarede igen, hvis hun mødte modstand. 

“I starten af min karriere rejste jeg til Tyrkiet og skulle forhandle priser med leverandører, og der passede det dem ikke så godt, at jeg var en kvinde. Det var sådan noget med at skubbe hinanden ned af stolene, når vi skulle blive enige. De kunne ikke helt acceptere det. Sådan er det ikke mere. Verden har ændret sig.” 

Hvilken type modstand møder du så i dag?

“For eksempel da min rådgiver ringede og sagde, at nu blev min spa fem millioner dyrere end beregnet. Da blev jeg totalt slået ud. Jeg ærgrede mig, og jeg var meget ked af det. Jeg følte, at jeg var blev røvrendt, fordi jeg havde fået elendig rådgivning. Jeg rodede rundt i lagnerne, og ikke på den frække måde, da det gik op for mig, hvor meget jeg var blevet røvrendt. Det skabte en del negativ energi, som jeg var nødt til at lægge væk for i stedet at arbejde med det, der gør mig glad. Så går jeg en tur, og så har jeg heldigvis en god familie.” 

Hvorfor er der så få kvinder i din position, tror du?

“Mit liv har jo nogle omkostninger. Det kan jeg da også nogle gange tænke selv: Har det egentlig været det hele værd? Nogle gange har jeg så mange ting i gang, alt kører på fuld skrue, og når jeg står ud af bilen derhjemme, kan jeg ikke huske, at jeg er kørt hjem. Eller jeg glemmer alt muligt og sætter sukkeret i køleskabet, og så ved jeg, at den er gal. Sådan havde jeg det egentlig i denne weekend. Jeg kunne mærke, at min krop fortalte mig, at nu skulle jeg stoppe op. Så jeg har ikke lavet andet end at gå tur og spise en god frokost, ligge på sofaen og set lidt fjernsyn … Eller altså, jeg var på arbejde i lørdags, men det var bare med nogle hyggeprojekter.”


Er du interesseret i at læse mere?
Du kan læse hele interviewet med Ilse Jacobsen i Magasinet Liv, der er på gaden netop nu. 


Ilse Jacobsen er slagfærdig og ukrukket og vil helst ikke komme til at tage sig selv for højtideligt. Hun går op i at designe smukke produkter, men hun er ikke særligt pyntesyg selv. “

Jeg er ikke forfængelig. Jeg bruger ikke flere timer på badeværelset om morgenen og kan sagtens komme af sted med en blå og en sort sok. Ofte hugger jeg Jespers. Nogle gange overvejer jeg, om jeg skulle bruge noget mere tid og sætte håret lidt pænere, men sådan er jeg bare ikke. Jeg er typen, der går til fest uden at maje mig fuldstændigt ud. Jeg kommer altid i noget, jeg føler mig godt tilpas i. Det kan være en kaftan, bukser eller sneakers. Faktisk køber jeg ikke så meget tøj. Jeg har tøj i mit skab, som har ligget der i 20 år.” 

Samme no nonsense-holdning har hun til begrebet alder.

“Der, hvor jeg mærker alderen mest, er, at jeg tænker over den. Jeg er så ked af, at jeg ikke er 35 år. Hold kæft, hvor ville jeg gerne være 35 år igen, for tænk på, hvad jeg så ville kunne nå! Men jeg er blevet en gammel kælling, og det er godt nok. Min energi er der stadig, men jeg tænker mere på, om det er det hele værd. Havde jeg set pænere ud, hvis jeg ikke havde haft så travlt? Sådan kan jeg godt lige komme til at tænke, når jeg står foran spejlet. Straks efter tænker jeg: Sikke noget pladder, jeg står og snakker med mig selv om. Det skal jeg ikke plage min hjerne med. Jeg har det jo godt.”

Læs resten af interviewet i Magasinet Liv

I Magasinet Liv 7, der nu er på gaden, kan du læse resten af det store interview med seje Ilse Jacobsen. Her fortæller hun meget mere om sit iværksætter-gen og om hendes vej til succes, samt om hendes tætte forhold til sin familie og om hvordan hun i over 20 år har kæmpet med voldsom gigt. Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Du vil (garanteret) også kunne lide