Ilse Sand (55) er single og mor til Kirstine på 36 og Peter på 30 år. Og bedstemor til Eva på 8 år. Hun er forfatter, psykoterapeut og tidligere præst. Lige nu er hun aktuel med bogen ‘Introvert eller særligt sensitiv – guide til grænser, glæde og mening.’ Hun har desuden også sin egen hjemmeside Ilsesand.dk, hvor hun også behandler emnet.
Ilse Sand er et af de mennesker, som har fået ændret sit liv ved at læse en bog. I 2002 læste hun Fordelen ved at være indadvendt i en udadvendt verden af Marti Laney og følte sig med det samme helt lettet. Bogen er en international bestseller, der demonstrerer, hvordan indadvendte mennesker undgår at blive drænet for energi i en verden, hvor det er en dyd konstant ‘at være på’.
“Jeg er god til fordybelse og til at koncentrere mig om få emner ad gangen, hvor udadvendte typisk har en mere almen, bred viden. Jeg har ikke så meget social energi, men jeg kan sætte dansemusik på i min stue og danse med mig selv. Men med mange fremmede mennesker bliver jeg kejtet. Det betød meget at vide, at andre har det ligesom mig.”
Dengang arbejdede Ilse som præst i et landbysamfund, hvor hun følte sig udfordret af kravet om at være udadvendt i bestemte dele af jobbet.
“Det var dejligt at opdage, at når jeg ikke altid trivedes i mit job, var det ikke, fordi jeg var doven eller forkert. Jeg var bare introvert. Når jeg følte, at mine præstekollegaer havde mere energi, var det mest, fordi de var gode til at være synlige og udadvendte. Da jeg første gang læste om at være introvert, blev jeg styrket i min tro på, at jeg kan noget andet.”
Ilse havde egentlig glædet sig til at blive præst. Til at være i et kirkerum, lytte til mennesker i sorg og tale om væsentlige ting i livet. Teologistudiet var et drømmestudie, og universitetet et paradis, hvor hun kunne fordybe sig i fred og ro. Og som nyordineret præst var hun dygtig til at holde vedkommende, velforberedte prædikener og god til at lytte til mennesker i sorg. Men præstegerningen indebar også andre opgaver.
“Jeg fik altid at vide til menighedsmøder, at jeg skulle være mere synlig. Jeg skulle deltage i byfesten, komme til fødselsdage og snakke med folk hos den lokale købmand. Jeg forstod godt kritikken, men jeg oplevede indimellem, at folk kiggede mere på mig, end de egentlig talte med mig. Dem, der ville snakke til byfesten, var ofte berusede og ville for eksempel vide, om jeg selv troede på Gud. Jeg er alt for blufærdig til at tale om den slags til en fest. Jeg blev kejtet og usikker.”
Alligevel prøvede Ilse i 11 år med sine egne ord “at blive lidt mere frisk”.
Læs resten af interviewet med Ilse Sand
I Magasinet Liv 82 kan du læse resten af artiklen med Ilse Sand. Hun fortæller blandt andet, om hvordan hun opgav sit præsteembede, fordi hun var introvert, og sprang ud i det ukendte med hovedet først. Hun fortæller også, hvad hendes alder og livserfaring har givet hende med på vejen. Så skynd dig ned i kiosken, så du kan læse det nyeste Magasinet Liv!