Mor og datter, der krammer
© iStock

“Hvis jeg kunne, så ville jeg have mast det ind i hovedet på hende: Du er smuk, og du er dejlig”

Teenagere skal løsrive sig og prøve grænser af, og de fleste slår sig lidt undervejs. Men hvornår slår de sig for hårdt? Charlottes datter fik angst, og her kan du læse, hvordan de tacklede det

10. marts 2017 af Karen Greve

Lige før jul i 2.g faldt Louise om på et af gymnasiets toiletter. Benene eksede under hende, hun kunne ikke styre sit åndedræt og havde det, som om hun skulle kaste op. En række veninder ilede til for at hjælpe Louise, der ikke kunne få sin krop til at makke ret og komme på benene. Hun blev hentet af sin far og ringede kort efter til sin mor. Forvirret og på det tidspunkt ikke helt klar over, at hun netop havde oplevet sit første angstanfald.

I den anden ende af røret var forvirringen ikke mindre:

“Det var et voldsomt chok at tale med Louise i telefonen. Hendes angstanfald kom helt bag på mig. Louise har altid klaret sig godt og været engageret i sin skole. Jeg tænkte over, at hun havde meget på paletten og kunne virke træt, men er det ikke bare sådan at være ung?,” siger Charlotte (55).

“Jeg følte mest af alt afmagt”

Louise er Charlottes eneste barn. Selvfølgelig har hun fået fuld opmærksomhed, men Charlotte mener ikke, at hun har lagt unødigt pres på Louise i forhold til skolen. Før angstanfaldet i 2.g så hun en helt almindelig pige, som fik gode karakterer, men som også havde et aktivt socialt liv med venner. Med en kærlig og stabil barndom uden bump, to engagerede forældre og et par år i privatskole før gymnasiet burde Louise være godt rustet til ungdomslivet. Men så pludselig, ud af det blå, snublede hun i sine egne ambitioner.

Hun ville have 12 i alle fag, men ikke kun det. Hun ville også være vennernes ven, den hjælpsomme pige, alle gik til. Det blev for overvældende og endte med en krise, som hendes mor ikke anede, hvordan hun skulle hjælpe hende ud af.

“Jeg følte mest af alt afmagt. Som mor til et barn i den alder kan du bare være der. Jeg kunne ikke handle, ikke komme med løsninger. Jeg sad der med et barn, der fik voldsomme grådanfald, og jeg kunne bare holde om hende. Det var udmattende i en grad, så hendes far og jeg måtte skiftes til at sidde hos hende, når det var værst.” 

‘Du er smuk, og du er dejlig’

Louise blev sygemeldt i et par uger. Kom til psykolog. Fik det bedre og fik det værre igen. Med jævne mellemrum fik hun angst, og i 3.g brød hun igen sammen under arbejdspresset.

Hun fik ikke på noget tidspunkt en forklaring på, hvorfor netop hun skulle kæmpe så hårdt med at finde ind til sig selv. En psykolog fastslog, at der ikke var noget galt med hende. Ingen diagnose – hverken kronisk eller midlertidig. Det var frustrerende for Louise selv, men for Charlotte var det en lettelse.

“Det var vigtigt for mig, at vi hurtigt fik afklaret, at Louise ikke fejlede noget. I puberteten er det meget svært at afgøre, hvad der er hvad? Hvad er en normal teenagekrise, og hvornår udvikler den sig til at blive noget usundt? Hvornår og hvordan skal de voksne støtte?” 

Charlotte erfarede ret hurtigt, at hvor gerne hun end ville, kunne hun ikke gøre andet end at tro på, at Louise selv ville finde vejen ud af angsten. Hendes støtte bestod i at klappe i, holde om og acceptere en rolle på sidelinjen.

“Hvis jeg kunne, så ville jeg have mast det ind i hovedet på hende: ‘Du er smuk, og du er dejlig, lige præcis som du er. Forstå det nu! Hvis bare du tager det roligt, så kan du alting’. Men det nyttede ikke, at jeg sagde det. Hun skulle høre det fra nogle andre, ellers troede hun ikke på det.”

Brug for modspil 

Den umiddelbare impuls for de fleste forældre er at beskytte deres sårbare barn, og det mønster kender Charlotte alt til. Men hun holdt samtidig fast i, at hun indimellem godt måtte spørge kritisk ind til Louises travle program, til hendes beslutninger og hendes værdier.

“Fordi selv et barn i krise har brug for mod­spil. Men jeg har også i vid udstrækning skånet Louise for praktiske opgaver derhjemme, for det havde hun simpelthen ikke overskud til. Men jeg har prøvet at holde fast i, at vi godt kunne være uenige, og så igen: Nogle gange blev jeg bare nødt til at give hende ret for ikke at gøre hendes uro værre. Og så lod jeg professionelle komme til i stedet for selv at give Louise en masse gode råd.”

Charlotte sparkede al skyldfølelse til hjørne i en klar erkendelse af, at ingen af dem kunne bruge dårlig samvittighed til noget.

“Det var især svært, fordi jeg ikke vidste, hvor længe krisen ville vare. Jeg mistede ikke troen på, at vi ville komme igennem, men det tog længere tid, end jeg havde regnet med.”

“Hun er blevet lidt mere loose” 

Det er ikke til at sige, præcis hvornår eller hvorfor Louise begyndte at få det bedre. I det første sabbatår efter gymnasiet gik det stadig meget op og ned med angst og stress. Herefter valgte Louise at tage ud at rejse med en højskole. Begyndte til yoga og lærte at lytte mere til sin krop. Og flyttede hjemmefra. Alt sammen små skridt på vejen til at finde sig selv. Og hver gang en øvelse for Charlotte i at give slip.

Belønningen for at stole på, at Louise ville klare skærene på trods af en turbulent teenage­tid, høster de til gengæld begge nu.

“Louises uro og rastløshed er forsvundet. Det er det tydeligste tegn på, at hun har fået det godt igen. Prestige er ikke så vigtigt for hende længere, og hun kører ikke efter et bestemt skema. Det er dejligt at se, at hun er blevet lidt mere loose.” 

HER ER LOUISE I DAG  

Her fortæller Louise (22) med sine egne ord, hvordan hun har det i dag.  

“Jeg har lært, at jeg ikke altid kan tænke mig til løsninger”

“Jeg er ikke ked af mine erfaringer, selvom det har været mørkt og trist, og jeg
i perioder kun havde lyst til at lægge mig under min dyne og forsvinde. For i dag kender jeg mig selv virkeligt godt. Hverken min mor eller jeg selv kunne have handlet anderledes. Det var noget, jeg skulle igennem.

Jeg har lært, at jeg ikke altid kan tænke mig frem til løsninger. Jeg er
nok vokset op med den vane at tænke og være logisk, mens jeg var virkelig dårlig til at mærke min krop. Jeg kunne simpelthen ikke rigtigt mærke, om jeg egentlig var glad. Men hvis man ofte går rundt og græder, så er man ikke glad, selv om man tit får 12 og har gode venner.

For mig var det et gennembrud at begynde til yoga. Her lærte jeg helt konkret at trække vejret uden at presse mit åndedræt. Det har hjulpet mig fri af angstanfaldene. Da jeg kom på højskole efter gymnasiet, oplevede jeg desuden, at jeg slap for at skulle præstere, og alli­gevel kunne de andre lide mig. Vi havde en masse om selvudvikling og mave­ fornemmelser, og pludselig forstod jeg forskellen på selvtillid og selvværd. En af mine gymnasielærere havde også prøvet at forklare mig det, men dengang fattede jeg det ikke. Siger det ikke næsten alt?” 

Mig og min mor

“Jeg har haft et tæt forhold til min mor gennem hele perioden. Vi taler om alt! Den største udfordring for os er nok, at jeg er begyndt at insistere på min ret til at melde fra til aftaler, hvis det føles forkert for mig, når vi kommer til dagen. Det er vi ikke helt enige om.

Til gengæld er jeg overrasket over, hvor god min mor har været til at lade mig tage ud og rejse og flytte hjemmefra. Selv om jeg har haft angst og i perioder fået antidepressiv medicin, så har hun haft tillid til, at jeg nok skulle klare mig.

For mig er det vigtigt at fortælle min historie, så andre måske opdager teen­agere på vej ind i en dårlig spiral. Måske går det lettere, hvis det kommer knap så meget bag på forældre, at dygtige piger også kan tvivle på sig selv. Især hvis de er sensitive, som jeg er.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 73. 

Seneste

Måske er du interesseret i...