I entreen hos en skøn kvinde, jeg har mødt for nylig, hænger der et billede af hende selv som fireårig. Det gør der hos mange kvinder, jeg kender. Men det her hænger her med et helt særligt formål. Faktisk gav hendes mor hende det med ordene: “Husk altid at passe på hende her, som du ville passe på ethvert andet lille barn.” Hun er mor til fem og en ret sej en af slagsen. Men hun husker også at passe på sig selv og tør leve mere som barndom mens idol Pippi end de fleste. Hun har malet stuen rosa.
Den dag, jeg kom for at interviewe hende, var flaget hejst. Flagstangen fik hun i 30 års fødselsdagsgave, og hun bruger den flittigt. For eksempel når der kommer et nyt menneske på visit. Og så skrev hun ‘tjulahop’ i en af sine mails. Hendes liv er fyldt med en masse alvor, også mere end de flestes, men hun har valgt at pakke det ind i noget, der gør det lidt lysere og lettere. På min opslagstavle hænger et foto af mig selv sammen med min mor og min mormor. Jeg kigger ofte mere på dem og på, hvad jeg er på vej til at blive, end på, hvad jeg var. Hende den lille tykkindede og tyndhårede, der fejrer sin etårs fødselsdag, vil jeg til at give lidt mere opmærksomhed. Også selv om hun nu er 44 år ældre.
Tjek til den to do-liste
Under billedet hænger et gammelt print af en tekst, som min mor har givet mig. Min mor er nemlig også god til at komme med livskloge ord, sine egne eller i det her tilfælde Nadina Starrs. En vist ellers ret anonym kvinde, der som 85-årig under overskriften ‘Hvis jeg kunne leve mit liv om’ blandt andet skrev:
– Så ville jeg begynde at gå barfodet tidligere om foråret.
– Og blive ved længere hen på efteråret.
– Jeg ville danse mere.
– Jeg ville unde mig selv flere karruselture.
– Jeg ville plukke flere tusindfryd.
– Jeg ville spise flere is og færre bønner.
– Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte.
Hvis jeg kunne leve mit liv om ... Det er jo aldrig for sent, vel? Jeg er kun 45 år og har altså 40 år til at rette op på det, Nadina Starr fortryder. Jeg vil begynde nu og lade mig inspirere af livsnyderne omkring mig: Den gamle mand på Brønshøj Torv, der hver dag køber og nyder en stor isvaffel i ensom majestæt. Mine egne unger, når de hopper i vandpytter, indtil vandet er fuldstændig absorberet af deres tøj og hår og resten i gummistøvlerne.
For ja, hvad er egentlig det mest barnlige, jeg har gjort for nylig? Altså uden at være under påvirkning af alkohol. Ingen bungyjumps eller rulleskøjte løb. Jeg har slikket piskeriset rent efter marengs og skrålet højt i bilen. Jeg har med stor fryd tørret mine beskidte fingre af i mit gamle tøj. Og så har jeg bygget en pilehytte i vores have. Med god hjælp fra mine forældre. Men uden nogen som helst interesse fra mine børn.
Min tid, min lyst!
Faktisk er der mange ting, jeg havde glædet mig til at lave med mine børn som undskyldning. Det er bare, som om Disney og iPaden har langt større tiltrækning. Først var jeg skuffet, men nu har jeg besluttet mig for, at deres manglende interesse ikke skal stoppe mig. Jeg skal jo ikke lade være at gøre ting, jeg egentlig gerne vil, bare fordi dem, jeg bildte mig ind, jeg gjorde det for og allerhelst med, ikke deler min passion. Måske får de lyst til at være med, når de ser mig klippe, flette, grave og bage? Og gør de ikke det, så gør de ikke det. Lige nu handler det først og fremmest om min lyst.
Så:
– Nu vil jeg gå i min nok lidt for korte, men virkeligt fine, hæklede nederdel.
– Jeg vil tage skæve grene ind fra min rodede have og pynte dem med glimmer og glitter.
– Til sommer rejser jeg tipien, når jeg tager med veninderne på festival.
Hjælp mig, elsk mig
For nylig faldt jeg over et billede af en lille pige med en tekst på sin buttede T-shirt mave, som lød: "Jeg er ikke en fræk lille bandit, jeg er lille og stadig ved at lære. Jeg kan blive overvældet og frustreret præcis som du, fordi ingen er perfekt. Hjælp mig, guide mig, elsk mig".
Den T-shirt vil jeg også have, for ud over at se mig selv som den lille pige, jeg er, oven i rollerne som mor, kæreste, datter, søster, veninde, kollega, skatteborger og forbruger, så gad jeg nok allermest, at andre også oftere så mig som den lille pige. At de også griner af mig, når jeg ikke er så sjov. At de aer mig over håret og putter dynen omkring mig, når jeg er træt. Og allervigtigst: Giver mig et kram, når jeg er allermest umulig.
Klummen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 69
