Veninder
© Ninna Flor

“Hun brød nærmest sammen og sagde, at hun ikke kunne hjælpe mig mere”

Da Gitte var i skilsmisse-kaos, tog veninden Lana over. Læs vores personlige interview med venindeparret, og vær med til at hylde det helt unikke, veninder kan

8. januar 2017 af Karen Greve

Gitte Quistgaard Frederiksen og Lana Westhi Larsen mødtes første gang, fordi deres eksmænd var venner. Dengang kunne de ikke døje hinanden, men da mændene forsvandt, fattede de to enlige mødre sympati for hinanden og for fordelen i at spise sammen og hjælpes ad om deres børn. Siden har de været uadskillelige, og Lana har været den klippe, Gitte for nylig har lænet sig op ad i sin anden skilsmisse. 

Hvordan reagerede I hver især på Gittes skilsmisse?

Gitte: “Jeg var min mand utro, og Lana var den første, jeg betroede mig til. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg ville skilles – og alligevel ville jeg ikke skilles. Jeg fortalte min mand om affæren ret hurtigt, men jeg var slet ikke afklaret, og i mere end et år svingede jeg frem og tilbage mellem to mænd, ude af stand til at tage en beslutning. Jeg følte mig så ussel. Helt afmægtig over, at lige meget hvad jeg gjorde, så ville nogen blive såret. Og hele tiden stod Lana klar til at hjælpe. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været i dag uden Lana.”

Lana: “Jeg kunne aldrig drømme om at dømme Gitte, og det var tydeligt, at det kogte på øverste etage hos hende. Jeg var meget bevidst om at lytte til hende uden at komme med konkrete råd – og jeg har aldrig taget parti for den ene eller den anden mand. Jeg vidste, at jeg kunne låne hende et øre og en sofa, men beslutningen skulle hun selv tage. Jeg kender godt det med, at du kan blive forelsket, selv om du ellers ikke tænker på dig selv som en, der er utro, så jeg forstod hendes følelser.”

Hvordan har I hjulpet hinanden?

Gitte: “Jeg flyttede hjem i Lanas kælder i to måneder på et tidspunkt, hvor jeg trængte til at få ro i hovedet. Jeg blev skør af hele tiden at skulle for- holde mig til min mands sorg. Og midt i al det kaos mistede jeg desuden pludselig min mor, som jeg var meget tæt på. Hos Lana kunne jeg græde, når jeg havde lyst. Selvfølgelig har vi også tilbragt mange timer med at snakke. Jeg er egentlig et handlingsmenneske på godt og ondt, mens Lana tænker mere over tingene. På den måde supplerer vi hinanden godt. I min krise havde jeg brug for en veninde, der tænkte anderledes end mig selv. En, der kunne fastholde mig, når jeg fløj forvirret rundt.”

Lana: “Det var let at hjælpe Gitte, både med praktiske ting som at samle et skab og rede op til hende i kælderen, og jeg har aldrig følt, at hun var en belastning. Og jeg har også gerne villet lytte til alle hendes tanker undervejs. Men da der var gået et års tid, følte jeg mig slidt af situationen. Det var frustrerende at se hende blive mere og mere urolig og ubeslutsom.” 

Hvad betød mest?

Lana: “På et tidspunkt forsvandt Gitte en hel weekend. Vi havde alle mulige mennesker i gang med at eftersøge hende, og jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle miste hende. Der besluttede jeg at lave en slags intervention. Da Gitte endelig dukkede op, fik jeg hende isoleret fra begge mænd i hendes lejlighed, hvor der kun var mig og nogle andre veninder. Jeg følte virkelig, at hun var nødt til at få afstand til dem for at kunne beslutte sig. Og lige der kunne jeg bare heller ikke mere. Jeg var slidt op.”

Gitte: “Og jeg blev først rasende over den intervention. Og bagefter bange, fordi Lana satte mig stolen for døren. Hun brød nærmest sammen og sagde, at hun ikke kunne hjælpe mig mere. Jeg bliver meget berørt af det, når jeg tænker på det nu, for det var modigt af hende at konfrontere mig, og nu tænker jeg, at jeg faktisk drev rovdrift på vores venskab. Jeg var lige ved at trække for store veksler på min bedste veninde. Desuden havde hun ret. Jeg kunne ikke blive ved med at forsøge at gøre alle tilpas. Kort efter den weekend traf jeg endeligt beslutningen om skilsmisse.”

Hvad har skilsmissen gjort ved jeres venindeskab?

Gitte: “Jeg ved, at lige meget hvor ussel jeg bliver, så vil Lana være der for mig. Vi indeholder alle sammen både smukke og grimme sider, og når du tør vise de grimmeste sider til hinanden, så skaber det en tillid og en fortrolighed, der er meget dyrebar. For mig kan vores forhold dog også føles lidt skævt efter det sidste år. Jeg har brugt Lana så meget, og jeg vil gerne give noget tilbage. Jeg har et stort behov for, at hun vælger mig, når hun er i vildrede. At jeg også får lov at hjælpe hende.”

Lana: “Ja, og det tænker jeg slet ikke over, men når du siger det, forstår jeg godt, hvad du mener. Jeg synes dog også, at vores forløb sammen har givet os nogle værktøjer, som vi begge har glæde af. For eksempel har vi i en periode ringet til hinanden hver morgen for at starte dagen på en positiv måde. Det er noget, vi begge har lært på en coaching-uddannelse for flere år siden, og i starten tænkte jeg, at det bare var gas og gøgl, for hvordan skulle en kort telefonsamtale kunne ændre noget fundamentalt? Men vi har begge erfaret, at det virker: Jeg ringer, siger ‘godmorgen’ og fyrer en remse af, der handler om, at jeg er en kærlig, livsglad og positiv kvinde, og det giver mig et godt afsæt for dagen.” 

Hvad har I lært om at være veninder?

Lana: “Jeg elsker Gitte højt, og jeg har det sådan lidt: Du giver jo heller ikke op over for dine børn, vel? Men filmen knækkede for mig den weekend, hvor hun forsvandt. Sikkert fordi jeg var vred og bange på samme tid. Det sled at have eksistentielle overvejelser hele tiden uden at komme ud af stedet. Og det gjaldt også for mig. Jeg er glad for, at jeg har haft min mand undervejs. Ikke fordi jeg har delt Gittes betroelser med ham, men fordi han har været mit frirum. Du skal huske at passe på dig selv, for hvis du brænder helt ud, kan du i hvert fald ikke hjælpe mere.”

Gitte: “Uanset hvor dum jeg følte mig undervejs – og jeg følte mig nærmest imbecil – så er det rart at tale ud og få alle tanker og følelser vendt med et andet menneske. At blive skilt var en lang proces for mig, og jeg mistede fuldstændigt overblikket undervejs og lod mig styre af øjebliksfølelser. Jeg havde brug for en veninde til at minde mig om, hvordan jeg havde det i sidste uge, for jeg kunne ikke selv huske det! Det gælder om at finde en veninde, der kan rumme alt det. Og så være opmærksom på, at selv den bedste veninde også kan få nok...” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 71

Seneste

Måske er du interesseret i...