Har du styr på ret og vrang, men er du ikke blevet fristrikker, altså typen der bare strikker efter fantasi og nogle få mål? Så har du brug for en strikkeopskrift.
Du kan selvfølgelig købe din opskrift fra en af Danmarks mange dygtige strikdesignere, men med lækkert kvalitetsgarn løber et strikkeprojekt hurtigt op i en lille formue, så derfor har vi samlet sammen en, ikke uddybende, men ret imponerende liste over de steder, du lige nu finder flest gratis strikkeopskrifter.
God nørklelyst!
På de her 8 hjemmesider, som du kan læse mere om længere nede i artiklen, venter en guldgrubbe af gratis strikkeopskrifter:
1. Filcolana - Strik i de lækreste uldkvaliteter
2. Drops - Strik i garner, du har råd til
3. Hjertegarn - Med Lækre Bagger som kreativ chef
4. Mayflower - Opskrifter af blandt andre Molly Egelind
5. Rito - Til dit store kreahjerte
6. Hobbii - Hvis du også laver andre hobbyprojekter
7. Strikkeglad - Udenlandske opskrifter oversat til dansk
8. Costume - Opskrifter på veste fra My Favorite Things Knitwear og Wooltimo

1. Filcolana
Sit italienske navn til trods, så er Filcolana et rent dansk firma, som har eksisteret i mere end 40 år. De er mestre i lækre uldkvaliteter lige fra deres tynde mohair Tilia til deres tykkere uld, som for eksempel Filocanas Peruvian Highland wool, der ofte bruges til Petiteknits smukke modeller. På Filocanas hjemmeside ligger gratis strikkeopskrifter af flere danske strikkedesignere, blandt andre Hanne Rimmen.
Helt i tråd med Filocanas delikate garner er mange af de gratis opskrifter med sirlige mønstre og fine ind- og udtagninger.
Hvis du er klar til hoppe fra de tykke strikkepinde ned på nogle mindre, så er det her, du finder din gratis strikkeopskrift på projektet, der gerne må tage lidt længere tid.
Find Filcolanas gratis strikkeopskrifter her.

2. Drops
Intet mindre end knap 10.000 gratis strikke- og hækleopskrifter venter dig på Drops hjemmeside Garnstudio.dk. Alle opskrifter, du finder her, er Drops' egne opskrifter.
Hjemmesiden hjælper også med super pædagogiske strikke-videoer, som uddyber teknikker fra specifikke Drops opskrifter, men også forskellige populære teknikker som drejet vrang, drejet ret og magic loop-teknikken.
I hver af de gratis opskrifter er der mange bud på, hvordan du kommer videre, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Drops har også en chatfunktion, hvor du kan sende spørgsmål ind til din strikkeopskrift, hvis du ikke finder svaret i tråden med andres spørgsmål.
Find alle Drops gratis strikkeopskrifter her.

3. Hjertegarn
Det er en fryd, hvor mange danske strikkefirmaer, der har overlevet alle de årtier, hvor håndarbejde og strik ikke var så stort, som det er nu. Hjertegarn går tilbage til 1926, og med strikdesigner Lærke Bagger, der har nærmest rockstjerne-status indenfor dansk strik, som kreativ leder, er de fulgt med moden og tiden.
På Hjertegarns hjemmeside kan du hente masser af gratis strikkeopskrifter. Hjertegarns søgefunktion er ikke særlig god, så det er noget med at scrolle sig igennem alle de gratis opskrifter, indtil du finder lige dit næste strikkeprojekt.
Vil du kigge nærmere på nogle af opskrifterne fra Lærke Bagger, som vi tidligere har skrevet om i artiklen om syv danske strikkedesignere, du skal kende. Hun har designet flere modeller for Hjertegarn, så søg på modelnavnene Selma, Olga, Bibi, Stella og Jenny.
Lad dig ikke forvirre af, at der står 20 kroner på knappen, du skal trykke på, når du vil hente din gratis strikkeopskrift. Det er prisen for at få opskriften sendt fysisk. Vil du bare downloade eller printe strikkeopskriften, er den gratis.
Find alle Hjertegarns gratis strikkeopskrifter her.

4. Mayflower
Det første garn, jeg husker, min mor strikkede i, var Mayflowers bomuldsgarn. Det er snart 50 år siden, men Mayflower eksisterer stadig, og de har de seneste år været gode til at hive unge danske strikdesignere ind. Skuespiller Molly Egelind og stylist Karoline Dall, hvis navne du måske har set i Magasinet Liv, har designet gratis strikkeopskrifter til Mayflower.
På Mayflower.dk har du fri adgang til over 1.000 gratis strikkeopskrifter. Du behøver ikke klikke igennem dem alle sammen, men kan forfine din søgning med otte forskellige filtre. Er du overskudsstrikkeren, der ikke kun strikker til dig selv, men også til gaver, så er her masser af gode gratis opskrifter på babytøj og -tilbehør.
Find Mayflowers gratis strikkeopskrifter her.

5. Rito
Online hobbyshoppen Rito er leveringsdygtige i alverdens hobbyartikler og naturligvis også i både garn og strikkepinde. På Ritos hjemmeside finder du masser af gratis strikkeopskrifter fra store mærker som Drops og Mayflower.
Synes du, det er svært at vælge farver og garn, så klik blot på opskriften, og få Ritos forslag til strikkegarn og farver. Klikker du køb, så lander garnet i din postkasse nogle dage senere.
Den gratis strikkeopskrift skal du dog selv printe.
Find Ritos gratis strikkeopskrifter her.

6. Hobbii
Online hobbybutikken Hobbii, som også har flere fysiske butikker rundt omkring i landet, disker også op med en imponerende pulje af egne gratis strikkeopskrifter. 1.500 i alt, men så er der også nogle hækleopskrifter imellem til dig, der mestrer den kunst.
Find alle Hobbiis gratis strikkeopskrifter lige her.

7. Strikkeglad
På Strikkeglad.dk finder du gratis udenlandske strikkeopskrifter oversat til dansk. Efter aftale med strikdesignerne, naturligvis.
Find dit næste projekt blandt de mere end 1.000 gratis opskrifter på Strikkeglad. De gratis strikkeopskrifter er overskueligt opdelt efter kategorier, tidsforbrug, sværhedsgrad og pindestørrelse. Her er målskemaer, strikkeleksikon og links til hjælpevideoer, hvis du har brug for at forfine din magic loopteknik (som er den nye alternative måde at strikke ærmer og strømper på) eller vil lære at strikke patent.
Med andre ord: Strikkeglad er et godt sted at begynde for dig, der er ny og gerne vil holdes i hånden. Eneste anke er, at billederne er ret små, så du har ikke mulighed for at svælge i detaljer, til gengæld er der masser af diagrammer.
Find Strikkeglads gratis strikkeopskrifter her.

8. Costume
Læser du modeblade, som for eksempel Costume, så er det sikkert også gået op for dig, at du ikke kan leve uden en strikket vest. Alt efter garnets tykkelse og farve kan den både udstråle kostskole eller kreatype.
Den strikkede vest er fin ud over både kjoler og skjorter, t-shirts og også et hit over badedragten, når du hurtigt skal have varmen efter en kold dukkert. Står der et designernavn i nakken, er de ikke helt billige, så der er flere gode grunde til at fatte strikkepindene, finde en gratis opskrift og strikke den selv.
På Costume.dk finder du to gratis strikkeopskrifter på den hippe vest. Den elegante Vest no. 2 med v-udskæring lavet af den dygtige danske strikdesigner, der gemmer sig bag navnet My favorite things knitwear, som vi tidligere har skrevet om i artiklen om syv danske strikkedesignere, du skal kende.
Find også den gratis opskrift på den lette og enkle Go west fra danske Wooltimo, som er et oplagt nybegynderprojekt.
Find de gratis strikkeopskrifter på veste her.