Annette Thomsen (49) er single og mor til Kaare på 22 og Toke på 19 år. Hun er uddannet sygeplejerske og arbejder i dag på en psykiatrisk afdeling.
Annette Thomsen har været i depressionsmørket tre gange. Hun har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Fået antidepressiv medicin, trappet ud og fået ny medicin, da hun igen blev syg.
Da hun blev ramt for tredje gang, blev hun så desperat en rædselsfuld dag i 2015, at hun forsøgte at gøre en ende på det hele med for mange sovepiller. Heldigvis nåede hun selv at ringe 112 og blev reddet. I dag forstår hun ikke, hvordan hun kunne komme så langt ud.
“Bagefter havde jeg det sådan: Hvad fanden tænkte jeg på? Jeg blev bange for mig selv. Og jeg forstod godt, at mine sønner blev vrede på mig. Efter den periode er jeg blevet bedre til at bede om hjælp. Det har jeg lært.”
Den første depression
Annettes første depression kom, da hun var 30 år, kort efter at hun ret pludseligt havde mistet sin far og lige var startet i job som nyuddannet lærer. Depressionen var ikke et skarpt sort smæld, som slog hende omkuld, og den kom ikke af én bestemt årsag. Den kom snarere snigende og af flere årsager.
En formiddag gik Annette grædende fra et møde hos viceinspektøren på den skole, hvor hun var lærer. Herefter gik hun pligtopfyldende tilbage og underviste sin klasse. Og gik grædende hjem. Hvorefter hun samme aften holdt et forældremøde, som hun i dag ingenting erindrer om.
Næste dag afgjorde hendes læge, at hun var stresset. Hun vejede sølle 56 kilo, hun sov ikke godt, og hendes mand var bekymret. Da hun kort efter kom til psykolog, fik hun stillet diagnosen depression og fik antidepressiv medicin.
“Jeg blev rigtigt forskrækket over ordet depression. Jeg ville ikke være psykisk syg, for sådan opfattede mange mennesker i min barndom min mor, som havde dårlige nerver, og jeg kunne ikke have det. Men jeg havde jo selvmordstanker allerede første gang. Jeg fik billeder i hovedet af, at jeg lå og var død. Jeg var ude af stand til at bede om hjælp.
Jeg fik nogle redskaber af min psykolog og prøvede at gøre, som hun sagde. Hun talte om et skjold, jeg skulle tage på, så jeg kunne skyde mine følelser fra mig. Det havde jeg svært ved, og senere har jeg lært, at det kan man jo heller ikke.”
11 år senere
Annette var sygemeldt i et år. Når hun i dag tænker på det, er det lidt sløret, uden faste holdepunkter, og sådan viste det sig, at hendes sygdom kom til at fortsætte. For selv om hun i første omgang trappede ud af medicinen og klarede både at få en ny uddannelse som sygeplejerske og et nyt job og at forlade sin mand, så fik hun en depression mere.
Efter 11 år fik hun en depression, i forbindelse med at hendes mor under et dramatisk fald i sit hjem blev hjerneskadet og tre år senere døde på plejehjem. Et sorgfuldt forløb for Annette, som havde svært ved at se sin mor så hjælpeløs.
Senere igen blev Annette voldsomt deprimeret, da hun afsluttede et ødelæggende forhold til en mand, hun var flyttet sammen med. “Jeg tror, at det var det prædikat som psykisk syg, jeg ikke kunne have. Hvordan skulle jeg så leve? Jeg var bange for at være en sart person, der ikke kunne tåle noget. Jeg er sådan en, der hamrer mit hoved ind i væggen med alt det, jeg ikke kan. Jeg giver mig selv skylden og har aldrig turdet være vred på nogen eller noget.”
Min glade mave
I dag er Annette Thomsen ikke længere bange for at være en sart person. Faktisk omtaler hun sig selv som det modsatte: En stærk kvinde, som har set sine dæmoner i øjnene. Hun er ikke bange for selvmordstanker, og for ikke så længe siden mærkede hun en følelse, hun næsten havde glemt.
“Jeg havde en mærkelig fornemmelse i maven. Det er, fordi jeg er glad,” siger hun og ler en smule, før hun fortsætter: “Jeg har accepteret, at jeg er syg, og at jeg har brug for livslang antidepressiv medicin. Jeg skal ikke trappe ud. Min medicin gør, at jeg fungerer. Til gengæld har jeg valgt efter min sidste depression at være åben om alt. Jeg holder ikke noget hemmeligt, og det har gjort en forskel. Min sygdom er med til at definere, hvem jeg er nu. Det er ikke en skam at få medicin, og depression kan ramme alle. Du behøver ikke at være sårbar, og første gang kom det bag på mig.”
Opmærksom på faresignaler
Annette er også blevet bedre til at se tegnene på, når hun skal til at passe på. “Jeg er blevet bedre til at tale med min søster Janne. Hun er klog og god til at hjælpe mig med at få sat ord på de ting, jeg synes er svære.
Jeg har nogle aftaler med mig selv og mine nærmeste om, at jeg indimellem har brug for at trække mig lidt tilbage fra sociale arrangementer, og jeg er blevet meget bedre til at springe over, hvor gærdet er lavest i forhold til pligter. Tidligere har jeg været perfektionist. Både hjemme og på mit arbejde.
Hvis min søvn bliver dårlig, er det et faresignal. Derfor er jeg også holdt op med at tage nattevagter. Jeg kan ikke tåle hele tiden at vende rundt på døgnet. Hvis jeg får lyst til flugt, er det også et faresignal. Tidligere har jeg, hvis jeg ikke syntes om noget, eller hvis jeg blev irettesat på arbejdet, straks tænkt, at jeg bare kunne finde et nyt job. Der hiver jeg i stedet mig selv tilbage. Jeg stopper de flugtmekanismer.”
Holder de negative tanker væk
Annette arbejder i dag som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling. Det har hjulpet hende til at se psykisk sygdom udefra og til at acceptere og tro på, at andre ikke betragter hende som mindre værd, fordi hun har været deprimeret og har brug for medicin.
Hun tænker jo ikke selv dårligt om sine patienter! Tværtimod synes hun, de er seje. “Jeg har også fundet en anden hyggelig måde at holde negative tanker væk på. Jeg hækler og strikker, og det virker beroligende at sidde med noget i hænderne og at beskæftige mine tanker med at tælle masker og holde styr på mønstre. Jeg slapper af på den måde.”
Det hjalp mig:
- “Antidepressiv medicin.”
- “At undgå nattevagter og at hækle og strikke for at få ro. Samt at finde en balance i forhold til sociale arrangementer.”
- “ At acceptere min sygdom som et vilkår og være åben om den.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2.
