Hanne Ladegaard (53): er gift med Lars, for anden gang. Sammen har de en datter på 22 og en søn 25 år. Hun er tekstilkunstner med eget atelier og forfatter til bogen At overleve utroskab.
"Jeg var ved at dø af sorg"
Det er november 2010. Jeg er ude og handle, da Lars ringer på min mobil. ‘Hej skat,’ siger jeg. Men der kommer ikke noget svar. Jeg kan høre Lars tale med en kvinde i baggrunden. Præcis hvad de siger, kan jeg ikke høre, men den kærlige tone er ikke til at tage fejl af. Pludselig bliver telefonen afbrudt.
Jeg husker ikke, hvad der sker de næste par minutter. Jeg ved bare, at jeg sidder på gulvet og kigger op på en ung ansat. Jeg må være væltet omkuld. Han hjælper mig op.
Jeg ved ikke, hvad jeg laver derhjemme, til Lars ringer og siger, at han har været til møde, men er på vej hjem nu. ‘Det må vist være det, man kalder et stævnemøde’, siger jeg. Der bliver stille i den anden ende af røret. ‘Jeg vil skilles’, siger han. Da han kommer hjem, sætter han sig i sofaen. ‘Jeg har fundet mit livs kærlighed’, siger han. ‘Jeg har aldrig elsket nogen så højt’.
Havde du spurgt mig om formiddagen, hvordan det gik med mit ægteskab, havde jeg svaret: ‘Det går virkelig godt. Lars og jeg er heldige. Jo flere år, vi kender hinanden, jo bedre bliver det’.
Jeg sætter mig på knæ foran ham. Spørger, hvad jeg har gjort forkert? Hvornår er det sket? Kan jeg få en chance mere? Lars siger, at han har bestemt sig.
For mindre end en uge siden begravede vi vores datters bedste veninde, som omkom i en tragisk trafikulykke. Jeg siger til Lars, at skilsmisse ikke er en mulighed lige nu. Slut. Så resten af dagen går, som den plejer. Vi spiser aftensmad, Lars tager til badminton, og jeg tager ud til vores hest med vores datter.
Da vi skal i seng, spørger Lars: ‘Skal jeg så sove på sofaen?’. ‘Nej’, svarer jeg. ‘Du skal sove ved siden af mig i vores seng. Vi skal jo ikke skilles’. Før han falder i søvn, siger han, at han vil tænke over, om det skal være mig eller hende, til i morgen. Jeg sover ikke. Jeg ligger bare og kigger på ham. Vi har lige holdt 20-års bryllupsdag, og i morgen er han måske væk. Ud på de tidlige morgentimer vækker jeg ham. ‘Jeg vil gerne elske med dig’, siger jeg. Bagefter tager han på arbejde.
Det er gået op for mig, at jeg var i total fornægtelse der. Jeg følte hverken vrede eller sorg. Det eneste, der betød noget, var, at han ikke måtte vælge hende. Sidst på eftermiddagen, hvor jeg ikke har lavet andet end at gå apatisk rundt, får jeg en sms fra ham. ‘Jeg har besluttet mig’, står der. ‘Jeg vælger dig’.
Jeg kan kun mærke sorg
Den næste tid gør jeg alt for at holde på ham, selv om han har sagt, at han vælger mig. Det kommer især til at handle om sex. Jeg byder mig simpelthen til. Hele tiden. Morgen, middag, aften, nat. Det står på i halvanden måned.
Så kommer vreden. Den skyller ind over mig. Jeg vil vide alt: Hvad de har lavet, hvornår, i hvor lang tid? Hvad hun har, som jeg ikke har? Han svarer noget i stil med, at ‘han er blevet væk fra sig selv’, og at hun var det ‘lys, der kunne redde ham’.
Jeg får en detaljeret oversigt over hans telefonsamtaler, og jeg tjekker den anden kvinde ud på Facebook. Jeg ringer endda til hende, fordi jeg finder ud af, at hun bliver ved med at kontakte Lars. Jeg siger, at hun skylder mig og mine børn en undskyldning. Men jeg får den ikke.
Jeg er så vred, at jeg flere gange slår løs på Lars. Den store mand. Han tager bare imod. Og siger undskyld igen og igen. Det gør han i månedsvis, men det hjælper ikke.
Juleaften siger jeg, at jeg vil skilles. Det vil Lars ikke, så det ender med, at vi nytårsaften laver vores eget skilsmisseritual, hvor vi lægger vores vielsesringe ned i en hjerteæske. I stedet for vielsesringene finder Lars et par kæresteringe frem, som vi tager på. Samtidig lover vi børnene, som ikke har vidst meget, at vi ikke tager drastiske beslutninger før efter vores datters konfirmation i foråret 2011.
Det holder ikke. Jeg er fast besluttet på at blive skilt, så det bliver vi i februar 2011. Kort efter bliver den voldsomme vrede til en sorg, der slår benene væk under mig. Fra at have været den her handlekraftige kvinde, der styrer et hjem og to børn og passer min syge mor, kan jeg bogstavelig talt ikke stå ud af sengen om morgenen. Lars arbejder hjemmefra, fordi han ikke tør gå fra mig.
Jeg kan ikke mærke andet end sorg over, at han var holdt op med at elske mig. En dag, jeg sidder på toilettet, får jeg øje på mig selv i det store spejl foran mig. Jeg får et chok. Jeg har fået dødsfarven. Jeg har i mange år arbejdet som lægesekretær på intensivafdelingen på et hospital, og jeg ved, hvordan folk ser ud, når de er ved at dø. Det er sådan, jeg ser ud nu.
Jeg fortsætter med at være i sorg i lang tid efter. Men jeg kom aldrig til det punkt igen. Jeg anede ikke, at du kan være så ked af det, at det føles, som om hver eneste celle i din krop er fuld af sorg. Det ved jeg i dag.
Glimt af kærlighed
Der går et år, før jeg går ind i en tilgivelsesproces. Jeg føler mig syg, fordi vreden æder mig op. Jeg føler ikke længere kærlighed og lægger mærke til, at jeg har svært ved at elske mine børn.
Jeg opsøger den lokale præst, der nævner det med tilgivelse. At det måske vil få vreden til at forsvinde. At tilgivelse kan være vejen til kærlighed. Jeg læser om tilgivelse og støder på en amerikansk guru, Louise Hay, der inspirerer mig til hver dag at sætte mig foran et spejl og sige højt, hvem jeg ønsker at tilgive. Pludselig vælter gammelt nag frem. En tidligere veninde. En lærerinde fra folkeskolen. Jeg tager dem en ad gangen. Jeg starter med de nemme og øver mig.
Indtil jeg kommer til Lars, og så siger jeg: ‘Lars, jeg tilgiver dig for, at du har været mig utro. Jeg sætter dig fri, og jeg sætter mig selv fri. Jeg giver plads til at mærke kærligheden fylde mig igen'.
Seks uger senere er Lars og jeg på date, og midt i det hele kan jeg mærke et glimt af lykke og kærlighed. Jeg stortuder. Det tog et år at nå frem til at ville og kunne tilgive, men derfra kun fem-seks uger, til jeg igen følte kærlighed.
24. marts 2012 bliver vi gift igen. Det var efter, vi havde siddet en aften og kigget på vores årsopgørelser, og jeg udbrød: ‘Hvor er det dyrt at være skilt!’. ‘Vi kunne gifte os igen?’, foreslog Lars. ‘Er det kun på grund af pengene?’, grinede jeg. ‘Nej, for pokker, Hanne!’. Og så sagde jeg faktisk ja.
Vi har talt meget om, hvorfor utroskaben sneg sig ind i vores liv. Vi har gået i terapi, hver for sig og som par. Lars kom i en mandegruppe, jeg kom i en Bevar Livsgnisten-gruppe gennem kommunen.
I dag ved vi, at vores kommunikation ikke var god. Når jeg tiggede Lars om at holde fri, så familien kunne være sammen, så hørte han kun, at jeg ikke undte ham succes på sit job. Vi talte sjældent om, hvordan vi havde det som par. Vi havde et godt arbejdsfællesskab, men vi prioriterede ikke os. Vi har altid haft svært ved at sige og gøre noget, som kunne gøre andre kede af det. Problemet var, at så kom de svære ting ikke på bordet, og vi anede ikke, hvordan den anden egentlig gik og havde det. I dag er vi opmærksomme på, hvor galt vi kan gå af hinanden, og ingen følelser eller tanker er for slemme til, at vi kan tale om dem.
Her, fem år efter vi blev gift igen, føler jeg mig elsket på en helt anden måde end før, og jeg ved præcis, hvad jeg er gået ind til. Jeg var kun 26 år, første gang vi blev gift. Her anden gang var det med åbne øjne. Og selv om jeg ikke tilgiver det, Lars har gjort, så tilgiver jeg ham som menneske.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 6
