"Han bliver ved med at kigge på mig og spørger: 'Skal vi så være kærester'?"

Laila fandt manden – i den anden ende af landet. Ikke planen. Men hun fandt løsningen på hjemmeboende søn, gamle forældre i Jylland, ny mand på Sjælland – og ikke så positive veninder.

Det var en virkelig varm sommerdag i 2013. En af de dage, hvor du tilbringer mere tid i vandet end i sandet, og hvor hoved og krop kappes om at være den mest dovne. Laila Breinholt tilbragte hele dagen på Skagen strand med sin veninde Lykke.

“Jeg havde lige afsluttet et forhold, jeg bedst kan beskrive som udfordrende. Og fik i løbet af dagen sagt til Lykke, at jeg var færdig med mænd. Nu var det slut.”

Dagen afsluttede veninderne på det lokale Viseværtshuset.

“Jeg stiller mig i døren med min øl og kigger ind i baren og får øje på Henrik, og han får øje på mig. Der er et eller andet ved ham, så da han kommer ud og taler med nogle i en gruppe nær mig, blander jeg mig i snakken. Snart er det kun os to, der taler sammen. Og danser. Jeg har aldrig givet mit telefonnummer til en mand, men lige her har jeg hele tiden Lykkes ord kørende i baghovedet: ‘Du er nødt til selv at give noget’.”

“Jeg har arbejdet på den samme folkeskole i 24 år, men da jeg kommer på arbejde efter sommerferien, spørger folk: ‘Hvad er der sket med dig?’. Jeg kunne også godt selv se det. Det var, som om der var et anderledes skær over mit ansigt. Jeg har haft et rigt liv som mor til ønskebarnet, et godt job og samtidig overskud til at se veninder, dyrke min gospel og min roklub. Men manden har manglet. Vi taler sammen hver dag, og efter en måned mødes vi på et hotel. Vi får champagne, spiser middag et hyggeligt sted, og i stearinlysets skær bliver han ved med at kigge på mig og spørger: ‘Skal vi så være kærester?’.”