Gittemie Eriksen (46) er gift og mor til Kasper på 20 og Nikolaj på 15 år. Hun er forfatter og foredragsholder. Uddannet cand.scient. i human ernæring.
"Jeg skulle kæmpe hele tiden"
En lørdag formiddag i 2007 stod Gittemie Eriksen foran bestikskuffen i sit køkken. Hun havde forberedt små lune retter til en frokost for sine forældre og nogle venner, og pludselig kunne hun ikke overskue, om hun skulle tage gafler eller knive først og slet ikke at bære dem videre og placere dem på bordet.
Hun husker det, som om alt bare blev sort, og det næste, der skete, var, at hun sad op ad væggen i badeværelset og græd uden at kunne stoppe, lige indtil hendes mand lagde hende i seng. Hvor hun blev liggende i to uger.
“Jeg havde ikke energi til at tænke eller føle noget. Min mand måtte melde mig syg på mit arbejde. Jeg kan bedst beskrive det, som om min krop lukkede 100 procent ned. Da jeg kom lidt til mig selv igen, følte jeg mest håbløshed. Jeg følte, at jeg skulle kæmpe hele tiden. Mit liv var en kamp, og hver gang jeg kom igennem en kamp, kom der bare en ny. Hvis jeg i den periode for eksempel gik ud for at handle, blev jeg overvældet af lyde og indtryk. Jeg følte det, som om hylderne i supermarkedet væltede ind over mig.”
Kampe og omvæltninger har der ellers været nok af i Gittemies liv, og derfor vidste hun også godt, at hendes depressive tilstand nok var resultatet af en række livskriser, som hun kunne tackle en for en, men som til sidst og til sammen endte med at tage pusten fra hende.
Det handlede blandt andet om, at Gittemie i 2002 fik sin yngste søn, som fra fødslen havde et hul i mellemgulvet, der forhindrede hans lunger i at folde sig ud. Et døgn gammel kom han på operationsbordet, og de følgende år var han indlagt på hospitalet flere gange.
“Indtil han var to år, var vi bekymrede for, om han ville overleve. Han var fire år, før vi rigtigt fandt ud af, hvad kan kunne tåle at spise. Hans tarme er påvirket af misdannelsen, og han kan for eksempel ikke tåle grove grøntsager.”
Oveni blev Gittemies mor syg. Familien havde længe haft en mistanke om, at der var noget galt, og i 2006 viste det sig, at hun havde to hjernetumorer.
“Vi boede sammen med mine forældre i et stort hus, så min mor kunne hjælpe mig med børnene. Min mand er nemlig vognmand og har uforudsigelige arbejdstider. Men ret hurtigt turde jeg ikke overlade børnene til min mor, for hun begyndte at være mærkelig. Da det på et tidspunkt var helt galt med hende, var hun ved at brænde huset ned, fordi hun ville tænde op i kakkelovnen og glemte en brændeknude i en spand.”
Oveni igen havde Gittemie et krævende arbejdsliv som sundhedskonsulent. Så da det hele pludselig blev for meget en lørdag formiddag før en frokost, var det slet ikke så mærkeligt.
Læs stort tema om depression i det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu!
Hvad min passion er?
Da Gittemie blev sygemeldt med moderat depression og stress i 2007, kom hun til psykolog, og der gik hun næsten omkuld for anden gang, da det gik op for hende, at hun ikke kunne svare på det enkle spørgsmål, som psykologen stillede: “Hvad har du lyst til?”
“Jeg anede ikke, hvad jeg kunne lide. Det var skræmmende. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk lige siden gymnasiet har sørget for at gøre tingene så svære for mig selv som muligt. Jeg valgte matematik og kemi og senere medicinstudiet, selv om det ikke var særligt nemt for mig. Jeg skulle altid udfordre mig selv. Oveni et krævende arbejdsliv havde jeg så min søn med særlige behov, min syge mor, et stort hus og en kæmpe have.”
Gittemie fik kontakt med en coach, der dels sendte hende ud at gå nogle ture, dels opfordrede hende til at finde ud af, hvad hendes passion egentlig er. Hvis hun skulle skrælle alle de ting væk, hun må gøre, fordi det er hendes pligt som mor, kone, datter og kollega, og et øjeblik bare skulle være Gittemie, hvad ville hun så give sig til?
“Jeg måtte tænke tilbage på min barndom, hvor jeg kunne lide at tegne og digte historier. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at skrive. I starten bare for min egen skyld. Det handlede om at få bearbejdet nogle følelser. Jeg er nok typen, der ikke rigtigt kan mærke ting, før jeg får mine tanker og følelser ned på papir. Jeg skrev på alle tidspunkter – også i bilen, når jeg sad og ventede på at hente mine børn.”
Gittemie lærte også at arbejde med visualisering. En gang om dagen forsøgte hun at slappe af og visualisere, at hun skulle have det godt igen. Hun satte sig som mål, at hun ville håndtere sit liv på en anden måde. Med mere fokus på lyst og mindre på pligt. Og i 2012 udgav hun sin første bog, og nogle år senere, i 2015, tog hun en beslutning om at blive forfatter på fuldtid.
Hun supplerer nu sin forfatterindtægt med foredrag og konsulentopgaver og i stedet for at føle, at livet er en kamp, glæder hun sig til at se, hvad fremtiden bringer.
“Jeg er ikke angst for at blive deprimeret igen. Jeg er blevet god til at mærke, hvordan jeg undgår at komme derhen. Jeg har lært at skrue ned for mine aktiviteter og tage gode, lange gåture og en eftermiddag på Netflix, hvis jeg kan mærke, at jeg er på vej den forkerte vej. Jeg ved, at et tegn er, at jeg glemmer ting. Hvis jeg må tjekke i køleskabet, om jeg har købt mælk. Min familie er gode til at sige, at jeg skal tage den med ro. De kan høre, hvis der pludselig er ord, jeg ikke kan finde. Så ved vi, at jeg skal passe på mig selv.”
Det hjalp mig:
- “Lange gåture i naturen.”
- “At skrive hver dag.”
- “At tale med en psykolog og en coach og få mere fokus på lyst og mindre fokus på pligt."
Læs stort tema om depression i Magasinet Liv
I Magasinet Liv, der er på gaden netop nu, kan du læse vores store tema om depression. Her kan du blandt andet møde flere ærlige kvinder, der fortæller om deres depression, og om hvordan de er kommet gennem den, samt blive klogere på, hvordan du håndterer depressive tanker hos både dig selv og hos andre.
