Vær til stede
Gå langsomt i stedet for at suse af sted. Få lidt sne på kinderne, vask hænder i koldt vand, syng i vilden sky, eller duft til noget godt. Der er masser, du kan gøre for at blive nærværende her og nu. Hvis du gør kinderne kolde af sne, bliver din bevidsthed samlet om det sted, og du kan udnytte nærværet til at spørge dig selv: "Hvordan har jeg det?".
Stil spørgsmål
Hvad gør mig glad? Hvad skal der til for at opnå det? Hvis jeg vil løbe på skøjter om sommeren, kan jeg tage til Nordnorge, men det er dyrt. Så må jeg spørge mig selv, hvordan jeg får råd til det, og tage det skridt for skridt med alle de konsekvenser, det indebærer. Lad være med at tænke: "Jeg vil ikke", tænk hellere: "Hvad vil jeg gerne - og hvordan gør jeg det?".
Skriv ned
Måske oplever du, at tankerne tumler rundt, når du vil have styr på dine problemer. Skriv i stedet problemerne ned punkt for punkt. Tag ét problem ad gangen. Du kan ikke overskue det, hvis du tager fat i tre forskellige ting på én gang. Hvis problemet er, at du vil skilles, men ikke kan overskue det, så spørg dig selv: "Hvor skal jeg bo? Kan jeg få boligstøtte? Hvor meget skal jeg tjene? Hvem skal passe børnene, når de er syge?" - og så videre. Hold næsen i sporet, til du har tænkt det igennem.
Vend tankerne
Helt tilbage fra urtiden har vi mennesker lært at konsekvensberegne: "Hvis jeg går ud på isen nu for at fange en fisk, er det farligt" - så vi beregner tit negativt. Men vi har hjernekapacitet til at vende fokus og sige: "Ja, det er iskoldt i dag, men hvor er sneen smuk". Du skal ikke lade det, der ikke fungerer, fylde. Vend i stedet tankerne om, og se på det, du har: søde børn, en dejlig veninde, et hyggeligt hus. Hvad glæder du dig til? Hvad har du i dit liv, som er godt?
Stop snakken
Du bliver ikke lykkelig af hele tiden at tale om det negative. Hvis din mand er rædselsfuld, bliver han ikke mindre rædselsfuld af, at du hele tiden fortæller om det til dine venner. Er han virkelig så slem, må du tage et valg: Vil du blive hos ham og holde op med at brokke dig, eller vil du gå?
Start en god spiral
Når du først foretager en ændring til det bedre, smitter det af på alle andre områder af dit liv. Det kan være, at du vælger at gå på kur og taber 20 kilo. Det bliver du ikke kun 20 kilo lettere af, men også sundere, gladere og hurtigere, og du får sandsynligvis også mere selvtillid.
Farvel til “Hvis bare...”
Ingen er nogensinde blevet lykkeligere af at gå og tænke: "Hvis bare ... jeg var rig/min mand var lækker/min chef forstod mig/jeg havde bedre tid, så ville jeg ...". Det holder dig fast i, at lykken er et andet sted. Gør noget ved tingene der, hvor du er, i stedet!
Eksperten: Winnie Haarløv, psykoterapeut, personlig coach og forfatter til flere bøger. Se mere på terapeut.net
Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 1