Moden kvinde er frustreret
© Getty Images

Er du pårørende til en alkoholiker? Få ekspertens gode råd

Det kan være en svær situation at være pårørende til en alkoholiker. Eksperten giver her sine gode råd til, hvordan du kan håndtere situationen

21. oktober 2018 af Karen Greve


Eksperten: Bjarne Elhom er leder af Alkolinjen, sygeplejerske og har arbejdet med alkoholbehandling siden 1996.

Hvad er det første, jeg som pårørende kan gøre?

“Der er mange konkrete råd til, hvordan du griber det an at være tæt på et menneske, der drikker. På hjemmesiden Hope.dk, der er en del af foreningen Alkohol og Samfund, kan du finde hjælp specifikt rettet mod pårørende. Du kan for eksempel klikke ind på et kort over Danmark og hente info på behandlingsmuligheder i dit område, finde inspiration til relevante film og bøger, læse beretninger fra andre og finde faglig viden om børn i familier med misbrug. Eller du kan ringe til Alkolinjen, hvor vi sidder klar med rådgivning. 46 procent af de opkald, vi får, er fra pårørende,” siger lederen af Alkolinjen, Bjarne Elholm.

Hvor meget kan jeg reelt gøre?

“På Alkolinjen har vi ikke noget behov for at være eksperter i dit liv, men vores rådgivning kan hjælpe med at klæde dig på til næste skridt. Det er afgørende at blive set og hørt som pårørende. Ofte er der gået år med overvejelser, med at holde en facade og bevare hemmeligheden, mens du har fået underkendt dine egne følelser. Måske har du fået at vide, at du er kedelig og hysterisk, når du taler om for meget alkohol? Vi taler ofte først med pårørende om, hvad der skal ske med den drikkende. Men når vi spørger: ‘Men hvordan har du det selv? Hvad med dig?’ kan der blive helt stille i røret. Det giver nogle interessante samtaler om og erkendelser af, at du ofte skal have hjælp selv, før du kan hjælpe andre.”

Hvordan kommer jeg videre, hvis det kun er mig, der tør se problemet i øjnene?

“Hvis du står foran en samtale, hvor du vil have en, der drikker, til at erkende sit problem og søge behandling, er det vigtigt både at vælge det rigtige sted og det rigtige tidspunkt for en samtale, som ikke kan undgå at blive lidt konfronterende. Du skal prøve at forklare, hvordan du har det. Undgå bebrejdelser, og bliv på egen banehalvdel. Vær ikke for anklagende. Sig i stedet: ‘Det her er det, jeg oplever’, for så har du i hvert fald gjort det forsøg. Hvis du allerede har været i den situation nogle gange, så er det måske nu, du skal have professionel hjælp til at vurdere, hvad der er rimeligt i forhold til dine egne grænser – og din families.”

Hvordan undgår jeg hele tiden at være 'den voksne' i vores forhold?

“Ny forskning med rod i amerikansk praksis viser, at det kan være frugtbart for pårørende at komme ud af rollen som kontrollerende og mistænksom. Det kan føles, som om du slår knuder på dig selv, hvis du har været i en rolle som en slags mor for en drikkende i lang tid, men mange behandlingssteder prøver at implementere den metode i flere dele af landet lige nu. Som en anden mere positiv måde at være sammen med drikkende på. Du kan begynde med at sige: ‘Det er dejligt at være sammen med dig, når du ikke drikker’. Blæs det helt vildt positivt op, selv om det kun er fem minutter om dagen. I stedet for at sige, hvad du hader, og true med at gå din vej, så sig, hvad du elsker, når han eller hun er ædru. Forskningen er blandt andet inspireret af tankegangen i bogen Get your loved one sober – alternatives to nagging, pleading and threatening af Robert Meyers.”

Jeg har ikke lyst til at udlevere en, der drikker, men hvordan får jeg så hjælp fra mit netværk?

'“Alkoholmisbrug er tabu. Kæmpe tabu. Men hvis du vil problemet til livs, er der ingen vej uden om en vis form for åbenhed. Hvis du er helt alene om problemerne, bliver det rigtigt svært. Alkoholmisbrug er en lidelse som alt andet, og hvis der nu var tale om kræft, så ville de fleste sørge for at få aktiveret et netværk blandt familie og venner. Men et alkoholproblem er meget skamfuldt, og andre kan være ret berøringsangste over for det, så det er ekstra vigtigt at være opmærksom på at invitere andre til at turde tale om det.”

Alkolinjen

Alkolinjen er en gratis og anonym rådgivning, du kan ringe til både som pårørende og alkoholiker mellem klokken 11 og 15 hver dag. Blev oprettet af Sundhedsstyrelsen i 2016 og har: tlf. 8020 0500.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 10.

Du vil (garanteret) også kunne lide