Eksperten: Christoffer Kølgaard er privatpraktiserende psykolog. Denkroelledehjerne.dk
Hvordan kan jeg kende en depression? Hvad er symptomerne?
“Man skelner mellem let, moderat og svær depression, og kernesymptomerne handler om nedsat energi, øget træthed og nedsat lyst til og interesse for ting, der tidligere har givet mening. Der er ofte følgesymptomer som forringet søvnkvalitet, svingende appetit, en følelse af håbløshed, nedsat sexlyst og måske tanker om ikke at ville leve. Jeg hører ofte en beskrivelse af, at tingene har mistet værdi. Tidligere har du måske oplevet vitalitet i karriere eller parforhold, men nu virker alt håbløst,” forklarer psykolog Christoffer Kølgaard.
Hvad er forskellen på at være trist og depressiv?
“Selvfølgelig er det fint at være opmærksom på kernesymptomerne som træthed, nedsat energi og så videre. Det kan være, at du ofte har det sådan. At dagen bare skal overstås, eller du for eksempel har mindre interesse for dine børn? Her er det vigtigt at skelne mellem at have en dårlig dag og en depression. Du kan sagtens have øv-dage, hvor alt er trist, men hvis der er tale om en depression, taler vi dårligt humør hver dag i mindst to uger. Det skal desuden være enten en oplevelse af øget træthed, som varer ved, nedsat energi eller begge dele. Depressionen er herudover ikke det samme som sorg. Det er naturligt at være ked af det, hvis du bærer sorg, og det vil være et andet arbejde, du skal gøre med dig selv.”
Hvad kan jeg kigge efter, hvis jeg har en mistanke om en depression hos andre?
“Det er ikke altid så let at se på et menneske, at vedkommende er deprimeret. Det er meget individuelt, hvordan depressionen kommer til udtryk. En diagnose med depression kan både være en let depression, hvor folk ikke oplever samme glæde som tidligere, og en svær depression, hvor folk tisser i sengen om natten, fordi de ikke orker at gå på toilettet. Nogle får et udtryk af emotionel fladhed i ansigtet. De reagerer ikke som os andre i deres mimik. Alt efter hvilket reaktionsmønster, du har på din depression, kan det være let eller svært for pårørende at opdage, hvad der er på færde.”
Er der nogle typiske reaktionsmønstre?
“Der findes nogle typiske reaktioner på depression. Du kan enten give dig hen til din depression, blive i sengen og trække dig fra sociale arrangementer. Du kan overkompensere og for eksempel arbejde for meget og bruge al din energi på at skjule din tilstand og brase helt sammen til sidst. Eller du kan forsøge at glemme din depression, typisk ved hjælp af stoffer eller alkohol. Min erfaring er, at kvinder i højere grad end mænd giver sig hen i en depression, mens misbrug er mere udbredt blandt mænd. Det med at arbejde for meget er vi lige gode om.”
Det første, du kan gøre, ved dine depressive tanker
-
Få mere af det, der nærer dig
“Jeg vil anbefale, at du går til din praktiserende læge eller opsøger en psykolog, fordi det ofte kræver nogle andre øjne på dit liv for at ændre på nogle ting. Men selvfølgelig er der også ting, du selv kan begynde med. Helt konkret kan du forsøge at opdele dine aktiviteter i dem, der dræner dig, og dem, der giver dig næring. Måske giver det plus på kontoen for dig at gå i skoven og minus på kontoen at lave mad. Når du er deprimeret, har du mindre batteri end normalt, så du skal sørge for at få flere aktiviteter, der nærer dig. Det er en måde at passe på dig selv på,” siger psykolog Christoffer Kølgaard.
-
Tal pænt til dig selv
“Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du taler til dig selv, og at du forsøger at stoppe en tankerække, hvor du fortæller dig selv, at du er mislykket på den ene eller anden måde. For nylig har et studie vist noget interessant: To grupper medarbejdere i en virksomhed fik samme opgave, og som feedback fik den ene gruppe at vide, at de havde klaret det skidegodt, mens den anden gruppe fik ros for at gøre sig umage. Da begge grupper derefter fik en sværere opgave, klarede gruppe to sig bedst. I stedet for at tænke i god og dårlig, så tænk på, at du gør dit bedste.”
-
Skab pauser i dit 40+ liv
“En depression kan være udløst af en livskrise, der kommer udefra. En skilsmisse, en fyring, sygdom i nærmeste familie. Den kan også handle om, at du er ekstremt meget i andres behov og glemmer at mærke dig selv. Du skal finde en måde at invitere dine følelser ind på og måske sørge for små pauser, hvor du blot sidder og kigger lidt ud ad vinduet. For eksempel når du kommer hjem fra arbejde. Spørg dig selv, hvad du har lyst til? Og tænk på det kendte billede med iltmaskerne fra flyet. Du skal have energi selv, før du kan hjælpe andre med deres.”
-
Bryd tabuet
“Der er en helende effekt i at være åben. Hvis du har en fortrolig veninde eller et familiemedlem at tale med, føles det rart bagefter. Du behøver ikke at råbe det ud til hele verden, at du har en depression, hvis du ikke har lyst. Men husk, at det er stærkt at turde dele.
Artiklen er tidligere delt i Magasinet Liv nr. 2.