I år er det 10 år siden, at flere tsunamier ramte Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand og dermed også en hel masse danskere på juleferie. I juninummeret 2014 af Magasinet Liv interviewede vi Henriette Lysgaard, som midt i den ubærlige og altfortærende katastrofe var så heldig, at både hun, hendes mand og begge deres drenge overlevede. Men ikke uden tvivl. Eller men. Læs deres historie her.
Om Henriette
Privat: Gift med Peter, mor til Benjamin og August. Job: Designer for og sammen med sin søster indehaver af tøjfirmaet Lulus Love. Luluslove.dk.
Sommeren 2004 tilbragte vi på Bornholm. To uger i regnvejr. Far, mor, August på seks og Benjamin på 12 år. Med vejrudsigter, der ikke lovede bedring, følte jeg ansvar for at give os noget at se frem til. Vores internetforbindelse var svag, men det lykkedes os at google os frem til en rejse til Thailand i den lille by Khao Lak. Det krævede lidt overtalelse at skulle holde jul i udlandet, men med udsigt til sol og strand bookede vi tre uger.”
December 2004:
“Turen ud til Khao Lak fra Phuket lufthavn tager et par timer. Vores hotel er skønt, men ikke helt så skønt, som vi har forestillet os, så vi lejer os ind i en af deres fantastiske bungalows på stranden. Nu har vi egen pool og kun tre skridt til vandet. Vi har den mest vidunderlige ferie, bare os som familie. Vi fejrer Benjamins 13-års fødselsdag. Vi tager på de ture, vi har lyst til, allerhelst med hollandske Hauge, som har en båd nede ved stranden. Om aftenen sidder vi og snakker. Drømmer om aldrig at skulle hjem. Juleaften fejrer vi på hotellets restaurant sammen med nogle af de svenske og norske gæster og Hauge, som vi aftaler med, at han skal tage os med ud at sejle igen 2. juledag.
Den morgen vågner jeg med lidt ondt i maven, men vi spiser morgenmad i restauranten og hygger os, som vi plejer. Ungerne hopper i poolen, og Peter går ned til Hauge på stranden for at udsætte vores sejltur et par timer. Jeg tager plads i en solstol. Selv om det er tidligt,
er det allerede varmt, så jeg er kun i bikini og med min strandtaske ved min side. Jeg vinker til børnene fra nabohotellet, som er på vej ud på tur i stedets minibus. De er glade. Mine egne unger bliver smadderuvenner. Benjamin driller August og sprøjter vand på ham. Jeg siger, at det kan han ikke være bekendt. Så giver han mig fingeren. Det gør han sjældent, men han er rigtig gal og går ned mod vores bungalow.
Bag mig overhører jeg en svensk kvinde spørge en anden, om hun mærkede jordskælvet tidligt i morges. August kommer op af vandet, men jeg tysser på ham, så jeg kan høre resten af deres samtale. Jeg er sådan en type, som plejer at mærke enormt mange ting, og undrer mig over, at jeg ikke har mærket nogen rystelser. Jeg er også nysgerrig, så jeg går hen til dem og spørger, om der var jordskælv her i nat?
I det samme kigger jeg ud på vandet og tænker, at det er underligt, som det trækker sig væk. Peter er på vej op mod os, og jeg siger, han skal se vandet. Han kigger og råber så: ‘Løb for helvede, Henriette. Løb’. Jeg kan se panikken i hans øjne og får fat i August. Benjamin er stadig nede i vores bungalow. ‘Hvor skal jeg løbe hen’, spørger jeg. Jeg gør, som Peter siger, og løber gennem restauranten og op mod hotellets tredje sal, som er det højeste, jeg kan komme.
Vandet skyller over os, inden vi når derop. Jeg har August på min arm – og den der åndsvage strandtaske over skulderen. Hotellet er bygget på fire søjler, og jeg får kastet August
op på den ene. Jeg hænger i søjlen, da etagerne forsvinder under mig. Vandet har taget hele restauranten, hvor vi lige sad. Fuglene synger, som de plejer, men fra vandet lyder en buldren, en underlig lyd, jeg slet ikke kan forklare, men som minder mig om et lokomotiv. Bølgen er skyllet ind over land, men den skal også tilbage.
Jeg kan huske, at jeg tænker: Hvor er alle de mennesker henne, som var her lige før? Der er ingen, der hyler. Det er voldsomt, det der sker. Jordens undergang, tænker jeg. Så kommer den der bølge buldrende tilbage. Jeg råber på Peter og på Benjamin. Ingen svarer.
Benjamins badebukser
En mand råber til mig fra en anden søjle, at jeg skal kravle højere op. Jeg har ingen kræfter, og der er ikke plads til mig, hvor August ligger. I stedet river jeg hankene af min strandtaske og binder mig selv fast til søjlen. Selv om jeg er 10-15 meter over jorden, er vandet lige under mig. Det er, som om havet er rykket ind i land.
Den engelsktalende mand, som er den eneste overlevende, vi har mødt, råber til mig, at bølgerne kommer tilbage, og at jeg ikke må klatre ned. August kaster op. Han er dehydreret i varmen og bliver ved at bede om noget at drikke. Vi har ingenting. Der kommer syv-otte bølger mere. Frem og tilbage. Hver gang er de så høje, at de skyller hen over vores hoveder. Der kommer flere turister til. Først en kvinde og en dreng, som hænger i de andre søjler. Og en mand, som vil op i min, og som jeg helt forfærdeligt må skubbe ned. Det er ren overlevelse for os, som stadig er i live. Vi klamrer os fast til vores søjler i det, der føles som fem timer.
Så er det, at jeg hører min mands stemme råbe mit kælenavn: ‘Letti, Letti’! Han kommer svømmende over mod os med nogle svømmevinger på, som han har fundet. Han råber,
at vi skal forsøge at komme hen til en højere bygning længere væk, mens han leder efter Benjamin. Jeg har været så optaget af at holde fast og trøste August, at det først er nu, at jeg drejer hovedet og ser, at alle bungalowerne er væk. Jeg græder helt vildt. Peter råber, at jeg skal tage mig sammen. Selv tænker jeg, at Benjamin er død, og at jeg besvimer.
Jeg kan ikke holde ud, at Peter forlader os, men samtidig vil jeg jo have, at han finder Benjamin. Der er kommet flere mennesker til, men jeg har ikke overskud til at snakke. En fyr tager August på ryggen, og vi svømmer hen mod et hotelbyggeri, som kun er et skelet. Vandet er stadig meget uroligt, og vi er bange for, at der er strøm i det. Vi aner ikke, hvad det er, vi træder på i vandet, men der er lig alle vegne omkring os. Jeg kan ikke lade være at tænke, om Benjamin er et af dem. Jeg bliver ved med at råbe til August, at han skal lukke øjenene.
Så er det, at jeg pludselig ser Benjamins badebukser, nogle blomstrede nogle, som jeg ikke har set andre drenge i. Han havde dem på, sidst jeg så ham. Nu hulker jeg og tænker kun på, at jeg ikke har lyst til at leve mere.
Da vi når hotelbyggeriet, besvimer jeg. Måske fordi jeg ved, at der er andre, der kan tage sig af August. Vi er begge revet op på fødder og hænder og bløder alle vegne. Vi ligger på et betongulv og får tilbudt Sprite. Sukkeret hjælper mig til at komme til mig selv. En gut forsøger at skrive cpr-numre ned på dem, vi savner, men jeg kan ikke engang huske Benjamins.
‘Du skal tage dig af din søn her og indse, at Benjamin er død’, siger en dansktalende kvinde til mig. Jeg smækker hende en på siden af hovedet. August er chokeret, men jeg er midt i et hysterisk anfald. Hvorfor prøver hun ikke at berolige mig i stedet?
Fundet!
Det er blevet mørkt. Bølgerne truer stadig, og mange snakker om, at de store vender tilbage. Der er begyndt at komme mange til. Turister alle sammen, nogle fra samme familie, men alle savner nogen. Også de små børn uden forældre. Jeg trøster en lille norsk pige, samtidig med at jeg forsøger at trøste August.
Jeg aner ikke selv, hvor resten af min egen familie er. Jeg har lovet Peter at blive, så han kan finde os, men vi har intet at spise eller drikke og er virkelig dehydrerede. Jeg tænker, at der snart må komme en helikopter og redde os. Der går mange timer, og det er nat, da jeg hører Peters stemme igen. Han vil have os ned fra taget, før der kommer mere vand. Vi løber. Og falder. Der er ting og stumper overalt.
Med et kommer en knallert kørende. Det er en af de lokale, og han tager August og mig med bag på. Undervejs forsøger andre desperate at overfalde os for at få knallerten.
Så kommer vi op til byen – til en helt anden virkelighed. Det er måske fem kilometer fra vandet, men her er rigtig mange mennesker, som er i live. Mange af dem er skadede og ligger bare på gaden og bløder. De mangler arme og ben. Og deres familier.
Midt i det her helt forfærdelige er thaierne fantastiske. Trods deres egne skader gør de, hvad de kan for os. May, en pige fra vores hotel, passer på August, mens jeg leder efter Benjamin i de bygninger, som stadig står. Mays far bor oppe i bjergene, og hun tilbyder at tage os med derop, når onklen kommer og henter hende. De tror også, der kommer flere bølger.
Der er ingen elektricitet i byen og derfor heller ingen kontakt til omverdenen. Endelig får jeg dækning på min telefon, som på mirakuløs vis er overlevet i en vandtæt lomme i min taske. Jeg ringer hjem. Min søster græder, da hun hører min stemme. Hun fortæller, at de sidder og følger det på tv, og at de siger, at der slet ikke er så mange døde.
Peter er ikke kommet op til byen, da vi sammen med omkring 20 andre kører af sted på ladet af Mays onkels lastbil. Vi aftaler at holde ind ved et hospital 20 kilometer inde i land, så vi kan lede efter Benjamin.
Heldigvis er Peter i byen, da Benjamin pludselig kommer kørende bag på en knallert! Totalt skadet. Han er skyllet fire kilometer ind i land, hvor en har fundet ham. Hvem ved vi ikke. Benjamin og Peter ankommer til hospitalet på samme tid som os. Benjamin siger ingenting. Jeg er lykkelig for, at han er her. I live. Jeg kan ikke overskue, hvor skadet han er, og det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg vil gøre alt for at komme hjem til danske læger. Jeg fatter ikke det syn, der møder os på hospitalet. Der er mennesker overalt. Syge mennesker. Mennesker, der har mistet lemmer. Blod.
Vi bliver tilset af en læge, som kan se, at Benjamin har været tæt på at lide druknedøden. Hans lunger har været klappet sammen, men har på mirakuløs vis foldet sig ud. Han laver et hul i halsen på ham, så han kan suge væske ud. Han får indsprøjtninger og drop, mens vi andre selv renser vores sår.
Benjamin siger ikke en lyd og kigger heller ikke på mig. Han er ikke lam, for han kan røre sine ben, men jeg tænker, at han er hjerneskadet, og at det hele er meget skidt. Jeg får signal på min telefon igen. Min søster er lykkelig for, at vi har fundet Benjamin, og vil gøre alt for at få os hjem. Benjamin bliver indlagt. Han siger stadig ingenting. Han nikker kun. Jeg kan ane et smil ude i mundvigen, hvis jeg siger noget kærligt til ham. Jeg tænker, det skal nok blive godt, bare vi kommer hjem.
Vi er nogle af de første tsunamiofre, der rejser ud af landet. Da vi endelig står i Phuket lufthavn 29. december om aftenen, er det mest underlige at blive mødt af andre turister, som står fuldstændig påklædte og med deres bagage. Jeg er stadig i min bikini med en T-shirt ud over, som jeg har fået af en venlig sjæl. August er i klipklappere og et par shorts, som er så små, at han ikke kan lukke dem. Benjamin er pakket ind i beskidte forbindinger og tæpper. Han kaster op hele tiden. Først vil de slet ikke have ham med på flyet, men vi overbeviser dem om, at vi er blevet garanteret at komme med. Vi sidder bag i flyet sammen med de andre, der er skadede. Vi er lettede.
Fortvivlet hverdag
Vi holder os hjemme i vores hus i den første måned af 2005. Vores venner sender søde hilsner og blomster. Sidst i januar begynder August at gå i skole igen, og jeg tager på arbejde i det firma, jeg har med mine søstre. Benjamin får dagligt besøg af en hjemmesygeplejerske, som skifter hans forbindinger de næste tre måneder. Han kan kun komme rundt på krykker og får i stedet hjemmeundervisning. Peter er hos ham.
Vi er de overlevende, men det er så uvirkeligt. Vi er hjemme igen, men vi er slet ikke os selv. Vores sjæle er fulde af ar. Vi får besøg af en krisepsykolog flere gange.
Tsunamien er fortsat en stor del af vores hverdag. Vi googler os frem til billeder af det sted, der i 10 dage var vores ferieparadis. Der er fortsat mange savnede, også danske, og vi bliver kimet ned af folk, som spørger, om vi har set deres pårørende. Vi vil gerne hjælpe, men vi kan heller ikke overskue det.
Vi gør alt for at komme videre i vores liv oven på den her forfærdelige oplevelse. Vi går
i sorggruppe, men trækker os, for vi har jo ikke mistet nogen. Vores sociale liv ændrer sig. Vi har ikke behov for at se andre. Vi kan ikke engang rumme vores venner.
Vi tog af sted med to livsglade, lækre unger, som ikke var bange for noget i livet, men nu er de indelukkede og sårbare. Det er ikke normalt, at en seksårig dreng har gået hen over lig, og at en 13-årig bliver skyllet fire kilometer op i land. Alene. Selv rejste jeg ud som et positivt menneske med troen på, at alt kan lykkes. Jeg mistede mine forældre tidligt og har kæmpet for tingene og også knoklet røven ud af bukserne som iværksætter. Jeg er nået langt i mit liv og havde et rigtig godt liv, men da jeg kom hjem, var jeg bange for ting, jeg aldrig havde været bange for før. Der går længe, før vi smiler igen.
Da Benjamin endelig kan komme ud, bliver han lidt fandenivoldsk, som om hele verden er til for ham, og han kan overleve hvad som helst. Ikke lang tid efter, han har smidt krykkerne, går han ud på en frossen sø. Og igennem isen. Jeg eksploderede.
Jeg er blevet bange for naturen. I januar-stormen 2005 vælter et af vores store træer ud over vejen. Det er første gang, Peter og jeg er alene uden vores drenge, og vi er skrækslagne. Vi sover i kælderen, og da nogen banker på for at fortælle os om træet, står vi bag døren og råber, at de skal søge i sikkerhed.
Selv om vi er skrøbelige, bliver vi enige om, at vi bliver nødt til at tage ud at rejse igen. Vi tager til Sicilien. Jeg er specifikt gået efter et hus, som ligger langt fra havet, men jeg kan lugte vandet, allerede da vi ankommer, og jeg kan se det fra førstesalen, da vi står op. Da jeg læser, at vi bor nær en af verdens mest aktive vulkaner, ringer jeg hjem til krisepsykologen.
Da vi endelig lander i København, er det efter en nødlanding, fordi Benjamin fik det
så dårligt, at de ikke turde flyve videre med ham. Han får drop, og vi må tigge om at få ham med videre. Jeg er i panik nu. Jeg vil have ham med hjem og har det sådan, at Danmark er det eneste sted, der dur. Efter at have været omgivet af hjælpsomme thaier, som selv står tilbage i katastrofen, er det vildt at opleve, hvor meget folk hidser sig op over, at vi er nødt til at nødlande. Det er hæsligt. Men jeg er også selv egoistisk og møver mig frem, for at Benjamin kan få det bedste af det bedste.
Vi mødes af læger, psykologer og vores familier i en gammel hangar. Benjamin bliver indlagt. De siger, vi har været så heldige. Hans lungeflager er betændte, og han får en masse penicillin. Han har 71 sår, som de renser og syr, så godt de kan. Han har mistet huden på sit ene knæ. Der er hul i foden, fordi han har haft en pind hele vejen igennem. Han har et kødsår hele vejen rundt om halsen efter at have hængt fast i noget i vandet.
Det er et 100 procent sikkert, at vi aldrig skal til Thailand igen. Min mand har stort set ikke sat sine ben i et fly siden. Jeg forsøger at følge psykologernes råd og overvinde min skræk, også for ikke at overføre al min angst til mine børn. Vi er blevet en familie af bangebukse, og Peter og jeg nogle pylreforældre, der pakker vores børn ind i vat. Vi kan grine lidt af det, men jeg kan ikke lide den side af mig selv.
August er ængstelig og hiver stadig gamle minder frem. Hans fordel er, at han og jeg har vores oplevelser til fælles. Benjamin har jeg haft sværere ved at nå ind til. Han har følt sig forladt. Først var han lykkelig for at være i live, men senere blev han gal på mig og kunne finde på at sige, at jeg elskede August højere end ham. Det piner mig, at jeg ikke ved, hvad der skete i alle de timer, han var alene, selv om vi blev lidt klogere i 2007.
Gennem et internationalt katastrofeforum søgte Benjamin efter den kvinde, vi kan takke for, at han lever. Han søgte med de få kendetegn, han kunne huske: Hun var svensk, og hendes bryst var revet i stykker. Hun svarede to år senere og var så glad for at høre, at han havde overlevet, efter at hun fik rusket ham til bevidsthed og lagt ham op på et bræt, så han kunne flyde i vandmængderne. Vi skrev med hende og talte også sammen over telefonen. Men jo mere vi hørte ... hun havde mistet alle sine fire børn! Det blev bare for hårdt, og kontakten ebbede ud. Det er svært, for selv om vi har oplevelserne til fælles, så har dem, der har mistet, en helt anden sorg.
10 år efter
De seneste fire-fem år har jeg taget mig sammen og rejst med mine børn. På skift. Jeg tør ikke rejse med dem begge på en gang. Vi har været i Egypten, Indien, Grækenland og Spanien. Når vi rejser, kommer vi tættere på hinanden og får altid talt om noget med tsunamien.
I dag fortryder jeg, at jeg gik så hurtigt på arbejde, men jeg følte ikke, jeg havde et valg dengang. Jeg ville ønske, jeg havde været der på en anden måde, specielt i forhold til Benjamin, for selv om vi er tætte i dag, kunne jeg mærke, at vi gled væk fra hinanden.
Jeg ville også ønske, at jeg havde passet bedre på mig selv. Vi sørgede for, at børnene fik massage, og sendte dem til en biopat for at styrke deres immunforsvar, som pludselig var svækket. Jeg var så opsat på at få vores hverdag igen, at jeg kun satte mig selv mere konkrete mål som at gå ud, når det var mørkt, og turde gå en tur med hunden på stranden. Jeg ville ønske, at jeg havde fået mere hjælp til ikke at vise min skræk og bekymring over for børnene.
Psykologerne siger, at vores oplevelser vil blive en del af os. Af vores liv. I dag er jeg en mere skrøbelig udgave af mig selv, men samtidig stærk i troen på, at den her oplevelse er medvirkende til, at Peter og jeg aldrig vil gå fra hinanden. Uanset hvor uvenner vi kan blive, vil den her historie binde os sammen for altid. Jeg vil aldrig kunne dele det med en anden.”
Så stort var tsunamiens omfang
Det var et jordskælv i det indiske ocean, der udløste tsunamierne 26. december 2004. Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand blev hårdest ramt, og mere end 250.000 døde i en af verdens største naturkatastrofer, hvad angår antallet af ofre. i området omkring Khao Lak i Thailand var katastrofen særligt stor, og 3.698 mistede livet, blandt andet fordi turisterne her bor på stranden og ikke på store hoteller, som bedre kan klare vandmasserne. 57 danskere kom aldrig hjem. Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Unicef, Dansk Røde Kors og Læger Uden Grænser samlede godt 340 millioner kroner ind til de lande, der blev ramt.
