Dortes barn
Dorthe Brandt Petersen (46).© Sine Nielsen

Dorthes datter fik en depression: “Det er en forfærdelig følelse ikke at kunne hjælpe dit eget barn”

Da Dorthe Brandt Petersens teenagedatter fik en depression, anede hun ikke, hvad hun skulle gøre. For at hjælpe. For at fikse. Eller hvad hun skulle gøre af sine egne følelser. For må du være vred på dit syge barn?

14. februar 2021 af Tea Sletved

Dorthe Brandt Petersen (46)

  • er gift med Kim, som hun har Sara på 23 og Amalie på 20 år med.

  • er børnehavepædagog. 

Dorthe Brandt Petersen har det stadig svært med, at hun kunne blive så sur og vred. På sit eget barn. For datteren Amalie var jo syg med depression. Men nogle gange blev det bare for meget, at Amalie lå der i sengen for nedrullede gardiner dag ud og dag ind – og der var intet, hun som mor kunne gøre for at hjælpe hende.

“Ofte måtte jeg gå ud på badeværelset for at give tårerne frit løb. Jeg var enormt fru­streret over, at hun ikke bare fortalte mig, hvad der var galt. Selv om jeg godt vidste, at det var hun ikke i stand til. Det er en forfærdelig følelse ikke at kunne hjælpe dit eget barn.” 

Dorthe er mor til Amalie på 20 år, hun er gift med Kim, og sammen har de også Amalies storesøster Sara. Familien bor i Esbjerg på en stille villavej, og her gik det egentlig ganske godt med de efterhånden store børn, syntes Dorthe. Indtil for fem år siden, hvor det så overhovedet ikke gik længere, fordi Amalie fik en depression.

Alle de svære følelser og den kæmpe magtesløshed, som det udløste, er noget af det sværeste, hun har kæmpet med. For selv om hun er pædagog og ved meget om børn og om, hvordan man som voksen hjælper dem i deres udfordringer, var det her noget, som hun slet ikke anede, hvad hun skulle stille op med.

“At have et barn med depression er meget handlen i blinde, for hvad var det egentlig, vi skulle? Der var ikke et konkret problem, vi kunne tage fat på og løse. Hvis hun havde haft sukkersyge, havde vi ændret vores kost. Blev hun mobbet, kunne vi have fundet en anden skole til hende. Men her kæmpede vi mod en ukendt fjende og jagtede egentlig også et ukendt mål.” 

Puberteten, der drillede?

I første omgang virkede det, som om Amalies depression kom ud af det blå. Men tegnene var der flere år i forvejen, kan Dorthe se i dag. Måske allerede omkring 6. klasse, hvor to af Amalies hovedlærere på skolen, som hun var rigtigt glad for, blev skiftet ud, og hvor skolearbejdet begyndte at blive en tak sværere for den ellers fagligt stabile pige.

Humøret dalede, i takt med at den gen­nemgribende tvivl om alting steg. Intet duede, alt var forkert, og i højere og højere grad også hende selv.

“På det tidspunkt anede vi ikke, hvor alvorligt det var. Vi troede bare, det var sådan noget teenage­noget, at det var puber­teten, der drillede. Men set tilbage kan jeg godt se, hvordan jeg pleasede hende enormt meget, fordi jeg jo kunne mærke, at der var noget galt. Jeg håbede hele tiden, at hvis hun nu bare fik den kjole, eller en ny seng, så gik det nok væk, så blev hun nok glad igen.”

Det blev Amalie ikke. Til hendes konfir­mation i 2014 er alt galt. Borddækningen, som hun selv har bestemt, og menuen. Selv kjolen, som er specialsyet, dur ikke længere.

I 8. klasse bliver det værre. Amalie er mere og mere ustabil og har ofte brug for at blive hjemme fra skole, selv om hun ikke er syg. Dorthe og Kim begynder at tro, at noget er galt i skolen. At Amalie bliver mobbet, eller at en lærer er efter hende. Men der er ikke noget galt i skolen, insisterer Amalie. 

Dorthes datter fik en depression
Dorthe med sin datter, Amalie.© Privatfoto

På et tidspunkt klager hun over tilbage­vendende ondt i maven og bliver tjekket på sygehuset. Men hun fejler intet fysisk. Den praktiserende læge slår det hen med, at det er sådan noget teenage-­noget, og at det er meget almindeligt for unge på Amalies alder.

Og så – i starten af skoleåret i 9. klasse – falder det hele sammen for Amalie. Fra den ene dag til den anden vil hun ikke længere i skole. Når Dorthe har hende med ude at gå med hunden, kan hun ikke engang gå forbi skolen, som ligger et par veje væk, og hun ligner efterhånden kun en skygge af sig selv.

“Hun har meget langt hår på det tids­ punkt, som hun tager ind foran ansigtet, så hun kan gemme sig. Du kan se på hende, at hun fysisk prøver at fjerne sig fra omgivel­serne. Vi accepterer, at o.k., ‘nu får du en måned, hvor du ikke går i skole, så kan du være herhjemme og få det bedre’. Men da vi efter den måned forsøger at skubbe lidt til hende, går hun helt ned.”

Diagnosen

Nu kan den praktiserende læge godt se, at noget er galt. Hun får nærmest et chok, da hun ser Amalie igen, og henviser hende til Børne-­ og ungdomspsykiatrisk. Her får Amalie konstateret depression og kommer i behandling.

Amalie ligger i sin seng, døgnet rundt. Men hvad der er galt, kan hun stadig ikke rigtigt sætte ord på. Hun har det bare skidt. Når Dorthe spørger, hvad hun kan gøre for at hjælpe, får hun enten svaret: ‘Det ved jeg ikke’ eller et ‘jeg er ligeglad’. Nogle gange bare en lyd. Ofte gør det Dorthe så fru­streret, at hun må gå ud af værelset for ikke at sige noget, hun vil fortryde. Værst er det, hvis svaret lyder: ‘Jeg vil ikke mere’.

“Vi bliver bekymrede over, om hun tænker på selvmord. Bekymrede over, om hun ikke vil leve mere. Det er en frygtelig tanke. Men hun har senere fortalt, at det aldrig var noget, hun tænkte på. Hun var bare så træt af intet at kunne overskue eller overkomme. Det var den eneste følelse, hun havde: Følelsen af ikke at ville mere.”

En følelse, der hver dag bliver værre. Som dagen går på hæld, og det bliver mørkt, des mørkere bliver Amalies tanker. Nat efter nat kommer hun ind til sin mors seng, fordi hun er så ked af det og har brug for at snakke.

“Til sidst kan jeg simpelthen ikke holde til ikke at få min nattesøvn. Så Kim og jeg begynder at skiftes. Inden vi går i seng, siger vi til Amalie: ‘I dag er det far’ eller ‘i dag er det mor’. Når hun så kommer ind, går vi tur med hunden eller kører en tur med hende. Det kan hun godt lide. Når vi laver noget, hvor vi ikke skal sidde over for hinanden og tale, men ligesom bare er sammen ved siden af hinanden. Næste dag starter det forfra.” 

Amalie fik en depression som teenager
Dejlige Amalie er nu på den anden side af sin depression og blev student i sommer.© Privatfoto

Hvordan skal det håndteres?

Nu støder Dorthe på endnu en udfordring. Hun og Kim er på ingen måde enige om, hvordan de skal håndtere Amalie. De to har altid som mennesker og som forældre gået ganske forskelligt til børneopdragelse, men med stor gensidig respekt for den andens tilgang og temperament. Her famler de begge i blinde, men hælder stadig til hver sit.

Dorthe vil have Amalie op af sengen og tror på, at om det så bare er at bevæge sig ind til sofaen for at synke sammen over noget serie, så må det være bedre. Kim synes, at hvis hun vil blive liggende i sengen, må det være det, hun har brug for.

“Vi er begge to ret kede af det i den peri­ode, hvor Amalie ligger i sengen. Vi har mange snakke, og der bliver også grædt tårer for mit vedkommende. Vi er meget uenige, men det er ikke nyt for os, for vi er forskel­lige. Kim er mere blød og eftergivende, hvor jeg kan være ret bestemt. Sådan har vi altid været. Og vi formår at tale om det. Vi tror faktisk, at Amalie har været glad for vores forskellige tilgange, for så har hun kunnet bruge os forskelligt, alt efter hvad hun havde brug for.”

Får jeg en uddannelse?

Efter nogle måneder, hvor Amalie har fået lov at blive liggende i sengen uden nogen synlig bedring, bliver det tid til at prøve Dorthes metode – at få hende lokket lidt op. Ud at gå en tur med hunden, op og spise lidt yndlingsis, et stykke af favoritpizzaen, hvad som helst. Dorthe starter gerne bilen og kører ud og provianterer, hvis det kan få Amalie op. 

Langsomt, ganske langsomt går det fremad i foråret. Men da det nærmer sig tiden for folkeskolens afgangsprøver, be­gynder Dorthe at presse på. For hvis ikke Amalie går op til de mundtlige eksaminer, kan hun ikke afslutte sin folkeskole og her­med ikke læse videre. Endnu en gang er Dorthe og Kim uenige. Kim nænner ikke at tvinge Amalie af sted, Dorthe vil have, at datteren skal møde op. Om hun får nul er nærmest ligegyldigt – hun skal bare troppe op fysisk, så hun får sit eksamensbevis.

“Det ender med, at jeg helt bogstaveligt trækker hende de 400 meter op til skolen. Da vi kommer ind, lægger hun sig i foster­ stilling på gulvet foran eksamenslokalet. Håret er helt gennemblødt af tårer og klis­trer til hendes ansigt. Hendes lærer er så sød og får hende med ind. Og selv om hun får nul, fordi hun ikke siger et ord på tysk, så er hun bagefter glad for, at hun har gjort det.” 

Amalie får sin afgangseksamen, og det giver hende modet en smule tilbage. Langsomt får hun det også bedre. Efter lidt omveje begynder hun på gymnasiet på en international linje, hvor hun endelig begyn­der at trives. Og til Dorthes store lettelse får Amalie venner på uddannelsen. 

“I de to år, hendes depression varede, havde hun intet socialt med nogen. Over­hovedet. Vi spurgte hende en gang imellem, om ikke hun skulle se nogen, eller bare sende en lille sms? Hun orkede det ikke. Folk griner af mig, når jeg fortæller, at jeg blev så glad, første gang hun kom fuld hjem fra en gymnasiefest. Men jeg tænkte: Yes, nu gør hun noget, som en helt almindelig teen­ager gør. Hun har været til fest og drukket sig fuld. Jeg har også sagt til hende, at hun hellere skulle bruge sin tid på venner end på lektier. Fordi hun har haft det, som hun har.”

Dorthes teenagedatter fik en depression
Dorthe Brandt Petersen insisterer på at tale om det svære. For hun savnede at høre om andres erfaringer, da hendes teenagedatter fik en depression.© Sine Nielsen

For Dorthe tænkte sit under Amalies depression, og hun og Kim har brugt mange timer på at tale om, hvordan det skal gå med Amalie. Ikke fordi Dorthe tvivler på, at datteren evner at få en uddannelse og et godt liv. Men fordi hun tvivler på, om Amalie selv tror på det.

“Når hun har været ked af det, spørger hun os: ‘Ender jeg som en bistandsklient, der bor helt alene med alle sine katte?’, for hun tvivler på, om hun kan noget som helst. Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv har tænkt tanken, da det så allermest håbløst ud. Men nu fortæller vi hende, at hun skal tage det roligt. At der er mange veje til den uddannelse, man gerne vil have. Både Kim og jeg har taget uddannelserne til det, vi laver nu, sent i livet. Men det er jo ikke det, de unge får at vide i skolen.” 

Hele familien er ramt

I sommer blev Amalie student. Efter et svært forår i coronaens tegn. Og det er stadig nogle gange to skridt frem og et tilbage i hendes udvikling frem mod at blive et ungt men­neske med bedre fat i livet.

Men det holder ikke længere Dorthe vågen om natten, som i årene under Amalies de­pression. For selv om det at have et sygt barn har efterladt Dorthe med en nervøs blafren i hjertet, så har det også gjort hende stærkere og i stand til at klare mere, end hun før har troet på, hun kunne.

Det går op for hende, en dag hvor hun og Kim er til samtale med Amalies psykolog. Her fortæller Dorthe om Amalies udfor­dringer og nævner samtidig, at Kim kort forinden havde været sygemeldt med stress. ‘Så er du jo dobbeltpårørende, dine skuldre skal bære meget’, siger psykologen til hende.

“Det fik mig til at indse, at det afhang rig­tigt meget af mig, om vi som familie kom helskindet igennem det her. Og jeg tænkte, at vi skal igennem det her! Jeg skal få os alle igennem det her, for hvis ikke jeg gør det, så er det måske i sidste ende hele familien, der bukker under.”

Styrken fandt hun i sig selv, for hun troede på, at det var hun stærk nok til at bære. Og det var hun. Hvilket har givet hende en ro. For hun føler sig også overbevist om, at hun tog de rigtige beslutninger under Amalies sygdom. At det var rigtigt, at Amalie skulle lokkes ud af sin seng, og at hun skulle op til sin eksamen.

Dorthes teenagedatter fik en depression
“Det afhang rigtigt meget af mig, om vi som familie kom helskindet igennem det her. Og jeg tænkte, vi skal igennem det her!”© Sine Nielsen

Handlede i blinde

Det har sat sig som et tiltrængt fred for bekymringen om, hvad andre mennesker mon generelt mener, om det hun beslutter eller gør. Hun ved nu, at hun kan stole på sin egen dømmekraft, for den var det eneste, hun havde at støtte sig til.

Selv om det var svært, for hun følte ofte, at hun handlede i blinde. Ingen steder i behandlingssystemet blev hun klædt på til som for­ælder at skulle håndtere datterens depression. Hverken med konkret viden om sygdommen eller viden om alle de følelser, der følger i dens kølvand.

“Jeg savnede at høre om andres erfaringer. Fakta om diagnosen kan du læse dig til, og det gjorde både Kim og Amalie. Men de gad ikke høre om, hvordan andre har haft det eller har håndteret de svære følelser. Det ville jeg rigtigt gerne have talt med nogen om.”

En ting er bekymringen. For barnet og for hele familiens ve og vel. Den har veninder lagt mange timers øre til. Noget andet er vreden og frustrationen.

“Jeg ville gerne have vidst, at det er helt normalt. Og at de følelser også godt må være der. Det har givet mig mere ro, og jeg har ligesom tilgivet mig selv her bagefter.”

At Dorthes reaktion er som så mange andres i samme situation, ved hun i dag, fordi hun selv taler højt om det svære. Hendes åbenhed har åbnet mund og hjerter på andre, som har delt deres erfaringer. Med den erken­delse er hun landet et sted, hvor hun mest af alt fokuserer på en taknemmelighed over, at livet igen går sin nogenlunde vante gang.

“Troels Kløvedal sagde engang, at ‘lykke er, når virkeligheden svarer til forvent­ningerne’. Det er så klogt sagt. Jeg har ikke forventninger om rigdom og skønhed. Men jeg har en forventning om, at vi fra nu af kan leve en helt almindelig hverdag. Og så vil jeg være lykkelig.” 

Vil du vide mere?

Tea Sletved har skrevet Bogen om depression – hvordan du som ung kommer igennem depression og får det godt igen. Du kan også lytte til forfatteren og journalistens podcast om emnet: Det er ikke min sjæl, den er gal med. 

Bogen om depression af Tea Sletved
Bogen om depression – hvordan du som ung kommer igennem depression og får det godt igen.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. oktober 2020.

Seneste

Måske er du interesseret i...