Dorte Andersen (59) er gift og mor til Rune på 32 år. Hun er indehaver af tæppefirmaet Kusiner og rådgiver og produktionsleder.
Nanna Friis (52) har en kæreste og er mor til Gustav på 22 og Nora på 18 år. Hun er indehaver af tæppefirmaet Kusiner og er selvstændig og kommunikatør.
Vores fælles projekt: Kusiner
Kusiner er lækre uldtæpper, håndvævet af beduinkvinder i det sydlige Israel, solgt af Dorte og Nanna i Danmark via popupshops og Kusiner.dk. Væveprojektet er en del af et lokalt empowerment-projekt, som hjælper kvinder og deres børn til bedre levevilkår og uddannelse. Så når du køber et tæppe, får du også navnet på den kvinde, du har hjulpet.
Hvordan fik I ideen til Kusiner?
Dorte: “Vi har i mange år snakket om, at vi gerne ville lave et eller andet sammen. Og for nogle år siden havde du læst og gemt en artikel om de her beduinkvinder, der væver tæpperne.”
Nanna: “Jeg har et livslangt forhold til Israel, fordi jeg som 18-årig tog derned i kibbutz. Jeg taler hebraisk og har venner dernede, men havde et hul på 25 år, hvor jeg ikke var der. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde gemt artiklen. Andet end at jeg godt gad køre derned med min israelske kæreste. Jeg syntes, det lød så skønt med de her kvinder, der vævede tykke uldtæpper i små beduinlandsbyer spredt ud over det sydlige Israel i ørkenen. Da jeg faldt over artiklen igen, sendte jeg dig en sms med et link og skrev: ‘Hvad med det her?’. Og så svarede du med det samme: ‘Det gør vi!’.
Det er et år siden, og dengang havde ingen af os haft noget med indretning at gøre. Jeg har stadig angst, når jeg laver et hashtag med ‘Nordichome’ på Instagram ... Men jeg skrev en mail til væveprojektet: ‘Me and my business partner would like to sell your carpets’. Og så tog jeg derned med min kæreste i marts måned i 2016. Og blev blæst omkuld af kvinderne og deres tæpper.”
Dorte: “Og så var jeg med dernede i maj. Der købte vi nogle tæpper hver, som vi viste til Nannas veninde og designer Barbara Bendix. I starten var vi også ude og tale med mange andre iværksættere. Mange af dem kvinder som os. Det gav os meget.”
Nanna: “Det var så positivt, at alle gerne ville tale med os. Min kæreste siger, at det har været så interessant at følge vores process. Vi er akademikere, og især jeg gør sjældent noget uden lige at have researchet på det. Det er den klassiske akademiker- og perfektionistfælde med ikke at ville gøre noget, før alt er perfekt. Helt ned til prismærker og hjemmeside. Vi tænkte også, at vi skulle have 100 tæpper, før vi overhovedet kunne sige til nogen, at vi sælger. Det har været en sindssygt lærerig process, fordi vi bruger nogle andre muskler, end vi plejer, når jeg er i min kommunikationsvirksomhed, og du laver udstillinger. Det er sjovt og udfordrende at bevæge sig ind på nyt territorium!”
Hvorfor er det fedt at være jer to?
Dorte: “Fordi vi så godt kan lide hinanden!”
Nanna: “Vores mødre er søstre og tætte, og vi har altid været det. Dorte bor i lejligheden lige neden under mig. I mange år har vi drukket kaffe sammen om morgenen og vinterbadet sammen. Det er en tæt relation, men det er alligevel vildt, at vi tør. Skulle jeg have gjort det med en anden, så havde jeg insisteret på at forberede mig mere.Vi har hele tiden sagt til os selv og hinanden, at det er vigtigt, at det ikke bliver amatør-agtigt. Vi har fået en professionel til at tage billeder, en anden til at designe, og en tredje står for det grafiske. Og vi har en revisor. Det er så også derfor, pengene fosser ud af statskassen.”
Dorte: “Det er rart at tage beslutninger sammen. Og at opleve, hvordan vi kan sidde og vende en idé, som pludselig tager en retning, som ingen af os havde tænkt.”
Nanna: “Det er også sjovt at dele og opleve sammen. Også helt konkret når vi besøger kvinderne, der væver tæpperne. Noget andet ved at være to er også, at vi har en rigtig stor kassekredit. Den havde jeg aldrig turdet tage alene. Jeg er opdraget med, at du ikke bruger penge, du ikke har. Der er du mere laissez faire, Dorte. Og insisterer på, at vi godt kan tillade os at køre i taxa, for eksempel.”
Dorte: “Og derfor er vi et meget godt match.”
Nanna: “Der er jo også det med, at man skal bruge penge for at tjene penge.”
Hvornår har det været svært?
Nanna: “Vi har da haft nogle kampe og er begge røget op i loftet. Men vi ryger hurtigt ned igen. På en eller anden måde er det meget trygt, fordi vi begge ved, at vores relation er betingelsesløs.”
Dorte: “Det har det altid været, det er ikke kun nu. Men nu er der så noget andet på spil.”
Nanna: “Ja, vi har meget at miste. Tænk, hvis vi – 7, 9, 13 – blev uvenner. Så ville jeg både miste en business partner og min kusine, som nærmest er min søster. På den måde er det risky business. Selv om vi er ens på mange måder, så har vi forskellige business-temperamenter, som vi skal lære at navigere i. Det kræver, at vi er ekstra skarpe på at forventningsafstemme i forhold til ambitioner og tid.”
Dorte: “Og på at holde vores private relation og forretning adskilt. Derfor har vi vores Kusiner- møder hver torsdag fra klokken 9 til 12, hvor vi parkerer kaffeslabberasen til fordel for dagsordener og referater. Sådan bliver det mere organiseret, og vi får sat tingene i system og ved, hvem der skal gøre hvad hvornår.”
Hvad har I lært af at blive iværksættere?
Nanna: “Jeg er blevet mere tough prismæssigt. Også i mit eget firma. Måske fordi min tid er blevet mere kostbar. Da jeg begyndte som selvstændig for 10 år siden, så hviskede jeg min pris til mine kunder, og så talte jeg den ned bagefter. Nu siger jeg min pris, og så er jeg helt stille, og så siger folk bare: ‘O.k.’.”
Dorte: “Det er noget af det, der har været sværest for os: At fastsætte priser.”
Hvad drømmer I om herfra?
Dorte: “Det kunne være sjovt at kunne leve af Kusiner og udvikle det. Måske med flere produkter.”
Nanna: “Jeg tænker Stockholm, Berlin... Men vi har begge vores job, og vi tør ikke give slip endnu.”
Dorte: “Hvis økonomien var på plads, turde jeg godt tage skridtet.”
Nanna: “Det er hønen og ægget. For jeg kan godt tænke, at vi er nødt til at lægge al energi og dermed al tid i det, for at det kan blive rigtigt stort. Vi har grundfundamentet: Et fantastisk samarbejde med kvinderne dernede. Og vi kan styre processen, fordi vi ved, hvordan vi skal kommunikere med dem, og vi har fundet en god shippingmand. Hele organisationen er på plads nu. Og Dorte, vi skal huske at sige til hinanden: ‘Vi gjorde det!’.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 81.
