Interview: Kampen mod angsten

“Jeg havde hovedpine hele tiden. Jeg kæmpede med smerter i maven, halsbrand, var svimmel og følte, at jeg konstant havde feber. Det var på én gang som at være inden i en trykkoger og at gå ved siden af mig selv. Det her var værre end tidligere. Et halvt år tidligere – i foråret i 2009 – var jeg fyldt 40 år. På det tidspunkt var jeg butikschef og havde en overordnet, som jeg følte konstant var efter mig. Det kickstartede en krise, der ligesom rullede sig sammen til en stor kugle indeni mig og satte mig helt ud af spillet. En krise, der gik hårdt ud over min familie – min mand og to sønner. Efter at have haft det virkeligt dårligt i et par måneder, gik jeg til lægen, som først mente, det var en virus. Anden gang viste det sig, at mine blodtryks - og mavesyretal var for høje. Lægen sagde, jeg var stresset og skulle gå hjem og slappe af, men jeg ledte hele tiden efter noget fysisk, der kunne være galt med mig, for der var ligesom noget andet, der rumsterede. Jeg var træt som aldrig nogensinde før. Og gennem-ked af det. Uden at vide hvorfor.

Facaden krakelerer

Jeg begyndte at undgå sociale rum. Jeg kunne ikke overskue motionshold, hvor vi skulle stå mange mennesker i et lille lokale. Så jeg droppede min træning, selv om jeg vidste, det var sundt for mig, og jeg hurtigt savnede det. Samværet med vennerne røg også. Ligesom jeg ikke længere købte ind. Gåturene, som den psykolog, jeg var blevet henvist til af lægen, havde anbefalet mig, orkede jeg heller ikke. Men samtalerne satte noget i gang. Psykologen fik rusket op i en hengemt sorg og vrede.

Når jeg tænker tilbage, så havde jeg ikke en god barndom. Min mor var hverken forstående eller omsorgsfuld og kunne slet ikke forholde sig til følelser. Hun snakkede aldrig med mig, og der var ikke noget tillidsbånd mellem os. Hun var mest en praktisk foranstaltning i mit barndomshjem og sagde helt specifikt til mig, at hun kun blev sammen med min far for min skyld. Min far kunne jeg bedre snakke med. Men han var alkoholiker og døde af kræft, da jeg var 18 år. Der væltede min verden. Men kun indeni, for min mor bad mig om at holde facaden. Jeg måtte ikke græde, da jeg sagde farvel til ham. Jeg husker, at jeg gik derfra med en kæmpe knude af uforløst sorg. Men nu var facaden krakeleret. Og jeg blev mere og mere ked af det. Græd hele tiden. Og følte mig dum, fordi jeg ikke havde mærket efter og lyttet til min krop før. Tristheden tog til, og jeg kunne ikke sove. Jeg forsøgte mig med kraniosakralterapi, tankefeltterapi og hypnose. Med hypnosen fik jeg placeret den usunde vrede til min mor.

Lige før julen i 2009 tog jeg en test hos lægen, som tydeligt viste, at jeg var midt i en stor depression. Jeg fik lykkepiller, som gav mig voldsomme hallucinationer. Når jeg lå i min seng, så jeg hvide lagener, der fløj omkring mig. Det var en hård tid. Jeg havde mistet mit job og skulle finde kræfter, der ikke var der. Jeg kom kun af sted til de mange møder med kommunen, fordi min mand fulgte mig.

Jeg kunne ikke mærke mine fødder

I kølvandet på depressionen kom en ny og anderledes ubehagelig uro, som jeg ikke havde følt før. Jeg blev mere og mere bange for at færdes i det offentlige rum. Turde ikke gå ud ad min dør, men sad hjemme i lejligheden og isolerede mig. Forældremøder gik jeg ikke længere til. Selv små ture var uoverskuelige. Jeg vaskede ikke tøj, for så skulle jeg ned i kælderen. I mit hoved ville jeg besvime, hvis jeg åbnede døren og gik ned ad trapperne.

Familien tog til fødselsdage og i biografen uden mig. Imens sad jeg hjemme og slog mig selv i hovedet med, hvor elendig jeg var. Jeg følte mig som en virkelig dårlig mor, for jeg fokuserede kun på alt det, jeg ikke kunne. I dag trøster jeg mig selv med, at vi faktisk fik spillet en masse Ludo, og at de måske nød at få tid alene med mig hver især.

Jeg havde ikke klaret den uden min mand. Jeg kunne se på ham indimellem, at han var helt vildt stresset. Han havde jo også et arbejde at passe. Og nogle dage kimede jeg ham ned, fordi jeg havde det så dårligt og sad og græd. Han skulle rumme alle mine problemer og samtidig påtage sig alt det praktiske. Og jeg følte ekstremt dårlig samvittighed og skyld.

Min psykolog havde givet mig som opgave at udfordre mig selv med små ture ud ad døren. En tur rundt om skolen på fem minutter føltes som timer. Det var, som om hele verden bimlede og bamlede, så snart jeg trådte ud ad min hoveddør. Det føltes, som om jeg havde drukket en hel kasse øl og gik på vat. Min puls dunkede på fuld kraft, og når jeg kiggede op på bygningerne omkring mig, var det, som om de stod og svajede og til hver en tid kunne kollapse omkring mig.

Men jeg gjorde det! Med hjertebanken, sved og svimmelhed, fordi jeg ikke kunne mærke mine fødder. Efter de første uheldige lykkepiller fik jeg nogle andre, som desværre også tæppebombede mig med bivirkninger. Særligt nælde feber og en ustyrligt høj puls, som sendte mig en tur forbi psykiatrisk skadestue. Og det var en psykiater, der første gang satte ord på, at jeg havde angst. Det, min læge havde kaldt en depression som følge af stress, var blevet til en stor angst. Dengang vidste jeg ikke, hvad angst var. I dag ved jeg, at angst er en begrænsende følelse, som du jo ikke har lyst til at have, men da der endelig blev sat ord på, som gav mening, havde jeg det faktisk godt med at få at vide, at det var det, jeg havde. Det betød jo også, at jeg formentlig kunne gøre noget ved det.

Hvad er det værste, der kan ske?

Jeg har nok altid været mere nervøst anlagt end gennemsnittet. Jeg blev mobbet i skolen, kaldt frygtelige ting og lukkede mig inde i mig selv. Det var alt for smertefuldt og risikabelt at gå ind i sociale sammenhænge. Hvor andre bare kaster sig ud i oplevelser og nye situationer uden at tænke over det, er jeg klart mere tøvende. Jeg har haft fokus på: Hvad vil der ske? Hvad er det værste, der kan ske? Jeg kan køre op i et totalt usundt tankespind. Men jeg skulle blive 40 år, før jeg fik sat ord på det, der havde ligget og spiret i min krop, siden jeg var ganske ung.

Min redning blev et angstkursus. Som jeg tilfældigt fandt i en annonce i foråret i 2011. Forholdsvist dyrt, syntes jeg, 26.000 kroner, men jeg ville ud af min angst uden piller som krykke. Jeg ville have et arbejde og igen være et normalfungerende menneske. Kommunen gik med til at frede mig i de seks uger, kurset varede. Den første dag var grænseoverskridende. Hold op, hvor var jeg bange. Jeg skulle køre i bus alene for overhovedet at komme derhen. Straks var de der. Symptomerne, som mindede mest om heftig overgangsalder med hjertebanken, svimmelhed, svedeture og koldsved på hænderne. Men på kurset mødte jeg andre, der stod med præcis de samme udfordringer som mig. Det var ikke længere bare mig, der var sær!

Sjovt nok var jeg overhovedet ikke bange for at skulle præsentere mig og fortælle min historie første dag. Det betød meget, at vi kunne spejle os i hinanden. Det var skønt at få noget at stå op til om morgenen og få lidt struktur på hverdagen igen. Og i løbet af det kursus fik jeg ryddet op i de lig, jeg havde i min last.

Kurset var bygget op omkring kognitiv behandling, alene og i grupper og kombineret med ture ud i byen, hvor vi skulle afprøve vores grænser. Øvelserne gik ud på på forhånd at skrive ned, hvad vi forestillede os, der ville ske, og bagefter notere, hvordan det så rent faktisk havde været.

En dag skulle vi for eksempel i biografen. Alle symptomerne kom tilbage til mig i bussen derhen, som jeg følte var ved at vælte, og i biografen, hvor jeg slet ikke kunne finde ro og fokusere i mørket. Jeg følte mig indespærret og sad kun og tænkte på, hvornår filmen sluttede, så jeg kunne komme hjem og gemme mig i min trygge hule.

Allerede efter en uge var jeg markant friskere og gladere. Jeg var sindssygt stolt af de små sejre, jeg høstede. Når jeg for eksempel gik ned ad Strøget med en af mine medkursister, og vi aftalte at gå alene tilbage fra Storkespringvandet til kursusstedet ved Rundetårn. Og klarede det! Vi lærte, at vi skulle se på vores omgivelser og kigge folk i øjnene frem for at fokusere på den følelse, vi havde inde i kroppen. I løbet af de seks uger begyndte jeg at forstå, at alt det, jeg havde forestillet mig ville ske, aldrig skete. Alle katastrofetankerne var spildte. Den ultimative udfordring var en tur i metroen, hvor jeg var overbevist om, at jeg ville besvime. Da jeg kom derned, mærkede jeg helt sikkert angsten, men altså ... jeg døde jo ikke af det. Og det var en helt enorm succesoplevelse at få.

En enorm succesoplevelse

Da vi nåede til sidste dag på kurset, tog jeg selv bussen derind og gik alene ned ad Strøget. Da psykologen bad mig tænke tilbage på den Jane, der trådte ind ad døren første dag, begyndte jeg at tude. Mest fordi jeg følte en helt sindssygt stor glæde og stolthed. Det var helt vanvittigt sejt, at jeg var nået der til, hvor jeg var. Og stadig er i dag. Den følelse har jeg holdt fast i. Det er den rus, der har holdt mig kørende. Jeg kan heldigvis helt fysisk mindes den endnu. Helt nede fra tæerne. Jeg har lært at leve med angsten, og den bliver mindre og mindre.

Jeg har også lært at forstå angsten. At der faktisk gerne må være lidt sund angst til stede hele tiden. Det må bare ikke tage overhånd. Når min hjerne gerne vil køre videre i det negative spor, så husker jeg at klappe mig selv på skulderen. Det gælder om at lære at tackle angsten på den måde, den ikke vil have det på. Med positive tanker frem for piller.

Jeg havde stadig angst, da kurset var forbi, men i klart reduceret grad, og i 2011 lykkedes det mig at få en praktikplads i en undertøjsbutik. Jeg lagde ud med kun to timer om ugen. Alligevel var jeg helt smadret i starten, når jeg kom hjem fra butikken. Alene at møde op var grænseoverskridende, men også at skulle med ind i prøverummet og give bh-hjælp til kunderne. Efter et halvt år var jeg oppe på 32 timer. Mine kollegaer kendte godt til min situation. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle holde det skjult, og desuden er jeg altid blevet mødt med respekt og forståelse, når jeg har talt højt om det. Jeg har lært, at det er en styrke at turde vise følelser, efter ikke at have gjort det det meste af mit liv.

Nu har jeg et fuldtidsjob, og det er jeg mega stolt over. Jeg har klaret mig ud af det her, fordi jeg ville ud af det. Jeg ville ikke leve i det helvede. I dag er jeg en anden og bedre version af mig selv. Jeg er blevet meget mere nærværende. Når jeg cykler, kigger jeg på de andre cyklister og på blomsterne og træerne. Før var det bare derudad. Når jeg børster tænder, mærker jeg, hvor børsten rammer, og i badet, hvordan vandet rammer min krop. Angsten får ikke megen opmærksomhed, for nu ved jeg, at der ikke venter en katastrofe forude.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 71

Billedet er ikke et portræt af Jane, men er indkøbt til artiklen.