Rikkes mor nåede aldrig at se sit nyfødte barnebarn. 63 år gammel sov hun stille og uventet ind en nat, kun tre uger efter at Malte kom til verden. Rikkes stedfar ringede tidligt en solskinsmorgen i marts og overbragte den triste nyhed, og i Rikkes første følelse af chok rumlede en blanding af dårlig samvittighed og harme over det uretfærdige i den timing.
“Min mor var dement og boede på plejehjem, og jeg skulle lige samle mig efter fødslen, før jeg tog ned til hende, for jeg vidste, at hun ikke ville reagere normalt – som en almindelig stolt mormor. Hun var ikke klar nok. Og så døde hun bare. Jeg var vred på mig selv og syntes, det var så uretfærdigt, at de aldrig mødte hinanden, selv om jeg rationelt godt ved, at ingen af dem ville have fået noget ud af det. Men som en symbolsk handling ville det have betydet noget.”
Rikke var allerede vant til at være uden sin mors støtte. Tre år tidligere, da Rikke ventede sin datter, blev hendes mors demenssygdom opdaget, på fremmarch, hvilket betød, at hun ændrede personlighed og ikke rigtigt interesserede sig for Rikkes graviditet og fødsel.
“I starten af min graviditet undrede jeg mig virkelig over, at min mor virkede så ligeglad. Jeg syntes, at hun var tarvelig, og havde helt klart nogle forventninger, som hun ikke levede op til. Samtidig vidste jeg godt, at der var noget galt. Hun ændrede personlighed fra at være rummelig og have overskud til blive fordomsfuld og sige upassende ting. Det ville hun aldrig have gjort tidligere.”
Som en tyv om natten
Demens kommer “snigende som en tyv om natten”, som Rikke siger. I starten undrer du dig bare over, at din mor pludselig mangler overblik, brænder maden på og ikke tør køre bil mere. Men da Rikke efter sin første fødsel så sin mor med hendes nyfødte datter i armene, vidste hun instinktivt, at noget var rivende galt:
“Min mor havde glædet sig til at få børnebørn, men den måde, hun holdt Laura på, virkede helt kejtet. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var, men jeg turde ikke overlade Laura til hende. Kort efter fik hun en udredning, der viste, at hun var dement. På det tidspunkt var det allerede for sent at tale med hende om det. Hun var ikke klar i hovedet mere.”
Læs hele Rikkes historie
I Magasinet Liv nummer 70 kan du læse hele Rikkes historie, og du kan læse to andre modige kvinders historier om, hvordan de har håndteret deres sorg.
Du kan også møde 50-årige Annemarie, som blev brygmester, og læse et interview med skuespiller Lærke Winther, som i den grad elsker at være 40+. Så skynd dig ned i din lokale kiosk, og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv.
