Portræt af kvinde der ligger ned
© iStock

“Det lå dybt i mig, at min krop var roden til alt ondt”

Rikke gik på sin første slankekur, da hun var 11 år, og da hun startede i gymnasiet, fik hun bulimi. Sygdommen fulgte hende i 15 år, men i dag stoler hun på sin krop. Læs Rikkes historie her

12. marts 2017 af Karen Greve

Billedet herover er ikke af Rikke, men er indkøbt til artiklen.

Det meste af sit liv har Rikke hadet nøgenheden i omklædningsrum. Hun har altid i hast svøbt sig i et håndklæde, skamfuldt opmærksom på alle eventuelle tilskuere. Derfor er det en stor ting for hende at lufte sin 44-årige krop blandt andre mennesker – klæde om midt i København til et modeshow med stylister vimsende om sig og smide kludene uden at skænke appelsinhud på lårene en tanke.

Eller måske er det mere sandt at sige, at tanken om appelsinhuden stadig er der, men den får ikke lov til at bestemme over Rikke længere. Hun har sluttet fred med sin krop – og er endda sprunget ud som plussize-model.

Det er noget af en bedrift for en kvinde, der har kastet mad op i 15 år i et kropshad, der begyndte, allerede inden hun blev teenager.

“Da jeg var 11 år, skrev jeg i min dagbog: ‘Jeg vejer 50 kilo, og når jeg vejer 49, får jeg en Barbie-dukke’. Det var min første slankekur. De følgende år fulgte flere. Omkring min konfirmation var jeg 1,73 meter høj og følte mig klodset og maskulin. Jeg havde det sådan, at jeg ikke ville løbe efter bussen, fordi jeg troede, folk ville grine. Det så dumt ud, når maven hoppede. Jeg tænkte over, hvordan jeg spiste, fordi andre nok så mig som grådig.” 

De negative kropstanker overdøvede alt det positive. Hun havde veninder, fik gode karakterer og romantiske tilbud. Men turde ikke tro på det.

“Jeg har afvist adskillige fyre, fordi jeg ikke troede på, at de reelt var interesserede i mig. Jeg fravalgte sport, fordi jeg følte mig tung og klodset. Det lå dybt i mig, at min krop var roden til alt ondt.”

Har du prøvet at kaste op?

Efter gymnasiet fik Rikke et studiejob i Matas, hvor en kollega foreslog hende at kaste op for at holde vægten. Og sådan startede 15 år med bulimi. Hun gennemførte et jurastudie, havde kærester og fik job i Mærsk – og når hun havde spist, kastede hun som regel op bagefter.

“Det fungerede for mig. Jeg tænkte ikke på det som en sygdom, og jeg oplevede en kontrol over min krop, som jeg aldrig før havde haft. Mine kærester i den periode vidste det alle sammen, men jeg gjorde det fra starten klart, at de ikke skulle blande sig.”

Naturligvis var og kom der sprækker i den facade af beslutsom ‘jeg har styr på det’-attitude undervejs. På et tidspunkt faldt hun over et tillæg i avisen BT med kvindekroppe i alle størrelser og faconer, som hun studerede intenst. Da hun så, at kvindernes tøjstørrelse var skrevet på med store typer, brød hun sammen i gråd.

“Pludselig så jeg andre kvinder med alle deres skavanker. Dem i størrelse 36 havde også appelsinhud, og størrelse 38 havde også hængebryster. Det lyder vanvittigt, men det gik op for mig, at andre kvinder heller ikke er perfekte, og det føltes så trist, at jeg ikke havde set det før.”

Mangler overskud

Da hun derefter løfter blikket for at se kritisk på andre kroppe end sin egen, er det første skridt mod at ændre adfærd, men først da hun nærmer sig de 40 år, slutter hendes spiseforstyrrelse helt. Efter at have haft et karriereliv med masser af byliv, skifter hun job, møder sin nuværende mand og flytter langt ud på landet i Sverige. I ro. Uden at skulle præstere.

“Jeg blev gravid, og der mente min mand, at han havde ret til at blande sig i mit forhold til mad. Samtidig ville jeg nødvendigvis blive tyk som gravid, og på en eller anden måde var jeg klar til det. Min mand havde et barn i forvejen, og jeg forstod godt, at jeg ikke kunne gå rundt og kaste op med et barn og snart to i huset.”

Rikke holder op med at kaste op og holder samtidig op med at ryge. Sammen med nogle graviditetskilo, der bliver siddende efter fødslen, får det hendes vægt til at stige betragteligt. De mange kure og den lange spiseforstyrrelse har smadret hendes stofskifte, og derfor skal hun tabe op mod 30 kilo et år efter sin fødsel for at have et sundt BMI. Det kan hun ikke overskue. Hendes erfaring er, at lige meget hvilken kur hun gennemfører, så kommer kiloene igen, når den slutter. Derfor får hun i stedet en gastrisk bypass (en operation, der indsnævrer mavesækken, red.).

“Jeg føler i dag, at jeg snød med den operation. Men jeg orkede ikke kampen. I stedet fik jeg en hjælpende hånd, så jeg turde stole på min krop igen.” 

Stoler nu på kroppen

Kort efter bliver hun spurgt, om hun vil være model for tøj i store størrelser, og hun synker spyttet og takker ja. Hun vælger at heppe på sin krop i stedet for at sygeliggøre den. Vise den frem i stedet for at gemme den.

“Jeg var skidebange for billederne, men de var rigtigt fine, og det har de været hver gang, jeg har stillet op som model siden. Jeg er jo slet ikke grim. Jeg er smuk som model.”

Den erkendelse har fået Rikke til at bremse sig selv, hvis hun begynder at tale dårligt om sin krop. For den har jo ikke fortjent det.

“Det er jo overfladisk og selvoptaget at ofre så mange tanker på sit udseende, og det er efterhånden gået op for mig, hvor lidt andre mennesker ser. Fordi jeg selv har været sindssygt optaget af mit udseende, har jeg automatisk troet, at andre havde det på samme måde. Men de lægger hverken mærke til, om jeg tager kage, eller om min delle på maven er stor eller lille.” 

Stoppe den negative spiral

Det har hjulpet Rikke at skifte et karriereliv ud med et familieliv, fordi det gav hende et spark til at stoppe den negative spiral. Andre erkendelser er kommet med alderen. 

“Med alderen er det blevet lettere for migat fokusere på vigtige værdier. Min mor har været syg det seneste år, og vi har lige mistet min svigerfar. Den slags giver perspektiv til problemer med mavedeller. Tanken om at være perfekt har sluppet taget i mig.”

Det er sket, at kriser har aktiveret hendes gamle kropskritik, så hun pludselig føler sig grim til en begravelse. Simpelthen fordi hun er ked af det. Men det betyder alverden at være forberedt på den reaktion, og at andre tager hende alvorligt, når hun vakler.

“Min mand ved, at jeg ikke bare er overfladisk, når jeg bekymrer mig om min kjole til hans fars begravelse. Det er en reel usikkerhed i mig. Og jeg kommer lettere over den, hvis han tager mig alvorligt og spørger ind til mine følelser i stedet for at affeje med et: ‘Du ser da fin ud’.

Og så gør hun alt, hvad hun kan for at være i nuet med sin krop og ikke i fortid eller fremtid.

“Tidligere så jeg på gamle billeder og ærgrede mig over perioder, hvor jeg burde have været mere tilfreds. Nu ser jeg mig i spejlet og smiler til mig selv. Glæder mig over mine pæne sider. Jeg er stolt over de små sejre: Jeg tør løbe til bussen, selv om det stadig ser dumt ud.” 

Psykologens råd til dig, der har haft en spiseforstyrrelse

“Hvis du har haft en spiseforstyrrelse, har du ofte et kompliceret forhold til mad, også selv om selve sygdommen måske for længst er overstået. I perioder af dit liv, hvor du bliver stresset eller presset, er der øget risiko for at falde tilbage i dit gamle mønster. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på dine advarselstegn og søger hjælp, hvis det er nødvendigt,” siger psykolog Pernille Lykke Kristensen.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet liv nr. 72. 

Du vil (garanteret) også kunne lide