Eksperterne:
Dorthe Berntsen er professor i psykologi og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.
Emilia van Hauen er kultursociolog, foredragsholder og forfatter med speciale i moderne livsformer og samfundstendenser. Emiliavanhauen.dk
Hvilke minder betyder noget for, hvem du er?
Er det det gode minde om din huleleg som barn? Det triste minde om din fars fravær? Eller det stolte minde om dine sejre på ridebanen? Dine minder er helt unikke, men samtidig deler du den også med alle os, der også har lavet telefonfis fra en fastnettelefon og spist porretærte i 1980’erne.
Facebook har lige mindet mig om en Tivolitur for otte år siden, hvor mine børn var små og ubeskriveligt nuttede. Faktisk er min Facebook-væg én lang mindevæg, hvor jeg kan se tilbage på små og store oplevelser i mit liv siden 2008, hvor jeg åbnede min profil. Endda før da. For jeg har også lagt ældre billeder op fra min rejse til Sydamerika i 90’erne, af mit Madonna-look i 80’erne og mit dejansigt som nybagt mor i 2000. Andre mennesker har også været så venlige at tagge mig i fotos. For eksempel pakket ind i voldsom permanent og grøn Tuborg på sidste skoledag i 1988.
Det er ikke anderledes end at bladre i et gammeldags familiealbum, og så alligevel: Et album springer jo ikke af sig selv frem og minder mig om en begivenhed i min fortid. Facebook kan noget nyt med minder.
Jeg spørger psykologiprofessor Dorthe Berntsen, der forsker i selv biografisk hukommelse, hvad der er på spil, når vi falder i svime over små nostalgiske minder på Facebook.
“Jeg tænker, at den funktion på Facebook gør noget af det, vores hukommelse også gør af sig selv. Den giver os spontane påmindelser, erindringer, der pludselig dukker op og giver os associationer. Vi bliver lidt overraskede og tænker: Er det virkelig så mange år siden? Det giver os en positiv følelse af genkendelse og kontinuitet. Facebook efterligner en naturlig kognitiv proces, som sker for os alle hver dag.”
Dorthe Berntsen har i flere forskningsprojekter undersøgt, hvordan vores spontane erindringer fungerer. For eksempel ved at bede forsøgspersoner føre en struktureret dagbog over, hvor mange erindringer, de oplever i løbet af en dag, og hvad der udløser dem.
“Det lærte mig en masse om, hvordan spontane erindringer bliver aktiveret og udløst. For eksempel at de er hyppige. Vi får i gennemsnit 20 om dagen. Det er typisk små finurlige ting, vi mindes. Noget lidt overraskende, som skiller sig ud, men ikke har stor livsbetydning. Mindet bliver udløst, hvis vi er på det samme sted eller ser noget, der minder om det.”
Som eksempel på en erindringsassociation fortæller Dorthe Berntsen om et af de mest berømte eksempler fra litteraturens verden. I Marcel Prousts hovedværk På sporet efter den tabte tid spiser fortælleren som voksen en Madeleinekage dyppet i linde te, og smagen sender ham tilbage til en erindring om et barndomsbesøg hos en tante, hvor han spiste netop den slags Madeleinekager, dyppet i te.
“Her er det en smag, der udløser erindringen, men det kan også være visuelt, som for eksempel et ansigt på gaden. Eller auditivt, som når vi hører noget bestemt musik i radioen eller andet,” forklarer Dorthe Berntsen.
Og den funktion i vores krop, der gør os i stand til gennem vores sanseapparat at forbinde forskellige oplevelser med hinanden, er helt eksistentiel.
“Den er vigtig for vores evne til at overleve. Vores viden om os selv bliver opdateret. Vi bliver mindet om, hvad der skete sidst. Det er vigtigt for at kunne indgå i sociale sammenhænge og med til at forankre os socialt og i tid og rum. Hvis vi hele tiden skulle anstrenge os for at huske alt, ville det være alt for anstrengende kognitivt,” forklarer Dorthe Berntsen videre.
Den sociale funktion, vores minder har, er bestemt også noget, jeg har tænkt over. For eksempel laver vi hver måned en fast side i Magasinet Liv, der hedder Du ved, du er over 40, når… Her svælger vi i diskobælter, brunt fløjl, Kim Schumacher og en verden uden internet og mobiltelefoner, men med Alexis Carrington Colby Dexter. Ting og personer, som alle os 40+ kvinder er fælles om at huske.
Skaber en rød tråd
Kultursociolog Emilia van Hauen har en forklaring på, hvorfor vi indimellem tørster efter et fællesskab omkring vores minder fra barndom og ungdom.
“Der findes traditionsbundne kulturer, der dyrker minder mere, end vi gør. Det handler om hele tiden at lave den samme fortælling om, hvem vi er, og hvorfor vi er her, og det sker gennem fælles traditioner og ceremonier. I moderne kulturer som vores er traditionerne mere individuelle, og ting forandrer sig hele tiden. Mens minder skaber en cirkulær tid, som er forudsigelig, og som skaber kontinuitet. Lidt ligesom årstiderne. Det tror jeg, vi har brug for i vores samfund, der er koncentreret om lineær tid, hvor vi konstant rykker fra det ene og videre til det andet. Det lineære samfund skaber fremdrift og fornyelse, men det skaber også usikkerhed,” siger Emilia van Hauen.
Så hvis jeg deler et minde på Facebook, der er otte år gammelt ...?
“Så får du bundet en sløjfe på din livshistorie. Minder skaber en form for sikkerhed eller grounding i et liv, der er flygtigt. Vi får en længere hukommelse om vores eget liv og kan vælge det ud, som skaber en rød tråd. Vi har brug for en sammenhængende livshistorie, og vores udvalgte minder er udtryk for en sammenhængende identitet,” siger Emilia van Hauen.
Og tilføjer, at vi på den måde også bliver tættere knyttet til Facebook.
“Facebook bliver en intim fremmed, ligesom personer i en tv-serie, vi kan lide at følge, kan føles som en slags venner. Ved at minde os om alle de dejlige ting, vi har oplevet, får de indirekte og direkte adgang til vores inderste. De smutter forbi alle mulige filtre, vi ellers har.”
Jeg bider mærke i, at Emilia van Hauen lægger vægt på, at vi selv vælger vores minder ud. Det gælder både de fotos, vi sætter i album, de opdateringer, vi lægger ud på sociale medier, og når vi skal fortælle vores livshistorie videre. Vi vælger bevidst eller ubevidst at fokusere på nogle minder, der passer ind i vores egen-fortælling.
Psykologisk set er vi tilbøjelige til at huske flere positive ting fra vores fortid end negative ting. Det fastslår psykologi professor Dorthe Berntsen. Og om de bliver husket positivt eller negativt afhænger af dit humør på dagen dengang.
“Vores erindringer er ikke objektive. De er konstrueret efter, hvordan vi har det i øjeblikket, hvor vi oplever noget. Hvis du er i dårligt humør, vil den tilstand farve din erindring. Det er helt almindeligt, at for eksempel to søskende kan blive uenige om et minde. Var det dig eller mig, der tog slik fra slikmutter dengang? Begge erindrer, at det har jeg gjort. Mindet er blevet en fortælling i familien, som begge har overtaget som deres egen fortælling.”
Det er vel også forskelligt, hvor gode vi er til at huske?
“Der er individuel forskel på, hvor livagtigt og præcist vi husker vores erindringer. Der er ikke forsket så meget i netop det. Men vi kan næsten ikke undgå at se forskelle. Jo mere du interesserer dig for oplevelser og forhold til andre mennesker, jo bedre er du til at spille filmen om fortiden igen. Og når vi kigger på grupper, så husker kvinder bedre end mænd. Det hænger nok sammen med, at kvinder stadig har de mest centrale sociale funktioner.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2.
