Loppemarkeder er altid et hit! Du kan tage på skattejagt på diverse loppemarkeder både sommer og vinter, og med lidt held og tålmodighed kan du få fingrene i stort set hvad som helst – og gerne til en god pris.
Inden du tager af sted, kan du med fordel benytte dig af vores loppemarkedshajs gennemtestede tips til at gøre kup.
Nedenfor finder du en oversigt over de bedste loppemarkeder i Danmark – både indendørs og udendørs.
Sjælland
SOMMERMARKEDER:
Frederiksberg Loppemarked
Antikviteter, legetøj og både brugt og ubrugt tøj. Fra megamussel til kollektionsprøver fra Ganni.
Hvor: Bag Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, Frederiksberg.
Hvornår: Lørdage fra 9-15 fra april til oktober.
Gentofte Loppemarked
Alt fra dyre tøjmærker, antikke møbler og interiør til legetøj til de mindste.
Hvor: Bregnegårdsvej 2, lige bag Charlottenlund Station.
Hvornår: Søndage fra 8-14 fra april til oktober.
Bonus: Herberget Overførstergården er stiftet i 1991 som hjælp til hjemløse med alkoholproblemer og psyko-sociale vanskeligheder. Loppemarkedet blev åbnet i oktober 2000 og drives som indtægtsdækket virksomhed, hvor overskuddet bruges til gavn for herberget.
Søllerød Marked
Mærkevarer til garderobe og hjem. Fundene har været cashmerecardigans og boligtilbehør fra Day.
Hvor: Nær Holte Station, Holte Stationsvej, Holte.
Hvornår: Søndag fra 8 –14 fra april til oktober.
Vig Tuske- og Kræmmermarked
Sommerfristelser: Zinkbaljer, gamle brætspil og hjemmestrikkede sokker.
Hvor: Bag Aldi, Vig Stationsvej, Vig.
Hvornår: Lørdag fra 9 –14 fra påske til uge 42 – samt onsdage fra juni til august.
HELE ÅRET:
Svalernes Loppemarked
Køkkenting, vaser, lysestager, antikviteter, retro-nipsting, kunst, billeder, tøj, sko, tasker, legetøj, bøger i alle genrer, lamper, telefoner, møbler og meget mere.
Hvor: Nattergalevej 6, København.
Hvornår: Lørdage fra 10 –15, hele året.
Det Blå Marked
Skandinaviens største og ældste permanente kræmmermarked med over 250 forskellige stader. Her kan du finde alt fra designer- og teaktræsmøbler til kongeligt porcelæn og glas til mærkevaretøj.
Hvor: Lysholm Allé 86, Haslev.
Hvornår: Lørdage og søndage året rundt fra kl. 10 –17.
Loppehylderne
Loppehylderne er ikke et marked, men en lille fin butik, hvor folk kan købe en hylde og sælge diverse gentande. Du kan virkelig gøre nogle gode fund her.
Hvor: Frederiksberg Bredegade 1, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Hverdage fra 10 – 18, og lørdage fra 10 – 16.
Jylland
SOMMERMARKEDER:
Lions Bagagerumsmarked
For eksempel shabby chick-malede møbler, vintagekjoler og kuriositeter som souvenirs fra fremmede lande.
Hvor: Ingerslevs Boulevard, Aarhus.
Hvornår: Første og tredje søndag i måneden fra klokken 10-16 fra april til september.
HELE ÅRET:
Abbé Pierre
Det er indendørs på en gård, det lugter lidt, men det er drevet af ildsjæle, der er stillet op og har sorteret med kærlig hånd. Det er et tilløbsstykke, men der skal dykkes godt i bunkerne.
Hvor: Hjallerupvej 70, Ajstrup, Tylstrup.
Hvornår: Første fredag og lørdag i måneden fra 10-16 året rundt (pånær januar).
Brugtvare Terminalen
Stort indendørsmarked på over 1000 kvadratmeter med et spændende udvalg af møbler, porcelæn, design, antik og vintage. Hver dag ankommer minimum 500 nye varer.
Hvor: Øllegårdsvej 3, Viby.
Hvornår: Onsdag til fredag fra 11-18 og lørdag til søndag fra 10-16 året rundt.
Retroguld
Retroguld har to forskellige koncepter: På Retroguld-markedet finder du alt, hvad dit retrohjerte kan begære, både til dit hjem og din garderobe. Retrogulds andet koncept er Hello Vintage, hvor du kommer alle dine tøjfund ned i en pose og betaler for det hele til én kilopris.
Hvor: Aarhus, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C – benyt indgang 3C+A
Hvornår: Tidspunkterne for markederne ligger fordelt over hele året. Du kan se kalenderen inde på deres hjemmeside.
Øerne
SOMMERMARKEDER
Kunst- og loppemarked
Ting til væggen og til hjemmet: Skæv kunst og royal keramik.
Hvor: Londongade, Odense.
Hvornår: Søndag fra 9-15 fra marts til oktober.
Snogebæk Kræmmermarked
Alt godt fra Bornholm som kulørt keramik og hjemmeslynget honning.
Hvor: Hovedgade, Nexø.
Hvornår: Lørdag fra 9-13 fra maj til september.
HELE ÅRET
Retroguld
Retroguld, som også findes i Jylland, er kommet til havnen i Odense. Det er ikke åbent så tit, men når det er, er det fyldt med finurlige fund.
Hvor: Odense, DOK5000, Havnegade 18, 5000 Odense
Hvornår: Tidspunkterne for markederne ligger fordelt over hele året, og du kan se kaldeneren inde på deres hjemmeside.
Horne Kræmmermarked
Horne kræmmermarked er tre garager og et kæmpe drivhus fyldt med alle muligt ting og sager. Det er især et besøg værd, hvis du er på jagt efter bøger.
Hvor: Horne, Hornelandevej 2, 5600 Faaborg
Hvornår: Søndage i lige uger 10 –16, hele året.
Kirkeby gamle mejeri
Dette er Fyns største indendørsmarked med mere end 50 kræmmere fordelt på 100 stande.
Hvor: Assensvej 13, 5771 Stenstrup
Hvornår: Hele året, søndag i lige uger klokken 10-16.
Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 40.