De 7 bedste råd til dig, der er pårørende

At være pårørende til et menneske med en psykisk eller fysisk sygdom kan være voldsomt, rigtigt voldsomt, og det rammer mange af os. Rigtigt mange af os.

Alene hvad angår psykiske lidelser, så rammes hver tredje dansker af en i løbet af deres liv, fortæller psykolog Jens Einar Jansen, som derfor har skrevet en bog om netop at være og pludselig skulle være pårørende, som hedder Tæt på, men udenfor.

“Det har en voldsom indvirkning på de mange familiemedlemmer, der i langt de fleste tilfælde slet ikke er for­ beredt på rollen som pårørende. De kan finde råd og viden i vores bog. For som pårørende er du i risiko for at udvikle en depression eller en belastningsreaktion,” siger psykolog Jens Einar Jansen.

Som vi har stillet en række spørgsmål, og som til sidst i artiklen her giver dig som pårørende sine 7 bedste råd.

Så du kan snakke med dig selv og andre om det, du og I går igennem – og ikke gå og putte med det selv og tro, at det er noget, du selv skal kunne klare. For det er det nødvendigvis ikke. Måske du kan genkende dig selv i det følgende? 

Hvad fylder mest for pårørende?

“For langt de fleste pårørende er følelser som nervøsitet, bekymring og angst gennemgående. Mange oplever også mere tabubelagte følel­ser som irritation og vrede. De fleste pårørende bruger meget energi på at tænke over, hvordan de støtter op på en god måde, og hvor meget de skal tage over for deres nærtstående. Frygten for, om der er styr på situationen, og for, hvor meget man kan stole på, at systemet tager over, dominerer. 

Og ikke mindst følelser som skyld og skam: Har jeg gjort nok? Burde jeg have set det komme? Især forældre til børn med psykiske vanskeligheder slår sig ofte i hovedet med, hvor stort et ansvar de selv har for, at deres børn bliver syge.

Rollen som pårørende er en, du ikke selv har valgt, og det er heller ikke en, du kan frasige dig. At være eller blive pårørende gør ofte, at man begynder at se sig selv og ens nærmeste i et nyt eller andet lys. 

Jo mere du ved om sygdommen, jo nemmere er det at vise omsorg og forståelse. Større viden betyder, at du ved, hvor og hvornår det måske bare går over, og hvornår I skal søge hjælp,” siger psykolog Jens Einar Jansen. 

Hvad hjælper mig ellers?

“At acceptere, eller anerkende, at du har det, som du har det, er ofte første skridt. Vi kan reagere enormt forskelligt, og det er individuelt, hvilke følelser der dominerer. Nogle er næsten ikke belastet af det. Andre ender med selv at få en voldsom belastningsreaktion eller gå ned med stress. 

Hvordan du reagerer, handler også om, hvilken relation du har til det menneske, der har det svært, hvilken lidelse personen har, og hvor lang tid det står på.

Det vigtigste er, at du anerkender, hvordan du har det og tillader dig selv at have alle følelser. Der er ikke en rigtig eller en forkert måde at have det på. Nogle relationer er mere belastede end andre. 

Det kan for eksempel være voldsomt at være i en relation til et men­neske, der melder sig helt ud af familien. Et menneske, der bliver kortluntet og hverken bidrager praktisk, socialt eller følelsesmæssigt. Eller omvendt, et menneske med for eksempel en bipolar lidelse, som kan blive manisk: For hurtigkørende, lidt for optaget af egne ideer og gøremål og ikke længere den bedste til at læse andre folks grænser,” siger psykolog Jens Einar Jansen. 

Hvad med min egenomsorg?

“I mine mange samtaler med pårørende er det påfaldende, hvor dårlig samvittighed mange kan have over at sætte sig selv i centrum og til­lade sig at lytte til egne behov. En central pointe i vores bog er at understrege, hvor væsentligt det er for pårørende at passe på sig selv. Mange tør ikke gøre det. For hvad hvis de ikke konstant er til stede for dem, de elsker? Kan der så ske dem noget? Bliver de ensomme? Gør de skade på sig selv?

Stærke følelser kan ende i store konflikter, hvis ikke du passer på dig selv, så du har et overskud. Også selv om det kan være grænse­ overskridende at sætte grænser. Det er bare ikke godt for nogen, hvis de pårørende går ned med stress eller bliver udbrændte. Ofte er det også rart for den, der har lidelsen, at de ved, at deres pårørende passer på sig selv og har det godt, så de ikke også skal have den bekymring.

For mange pårørende kan det være decideret helende i sig selv bare at hjælpe. Vi har ofte et for negativt fokus på konsekvenserne af fysisk eller psykisk sygdom. Min egen forskning peger på, at mange pårø­rende, i tillæg til de meget svære ting, også beskriver en række posi­tive oplevelser, herunder intens tillid og kærlighed. Familier og venner rykkere tættere sammen og får talt om ting, de ellers aldrig har talt om.

Vi skaber et stort tillidsrum og kærlighedsrum, når vi kommer i kontakt med den sårbarhed i os selv, og hos den, der har det svært. For det er gennem sårbarhed, vi forbinder os med andre og skaber dybere relationer," siger psykolog Jens Einar Jansen. 

Artiklen blev bragt i Magasinet Liv 5. maj 2022.