Nogle ting, vi gjorde i 70'erne, er helt uacceptable i dag. Alligevel ønsker vi nogle gange at kunne genskabe fortidens minder, og hvis du har boet i kollektiv som ung, hjælper vi dig med at huske tilbage lige her.
1. I lærte at få meget ud af få penge. Og bildte hinanden ind, at billig mad faktisk godt kan være god mad. Cigaretter var der dog altid råd til!
2. I holdt husmøder, hvor det blev afgjort, hvem der fik de gode og knap så eftertragtede huslige pligter den kommende uge. Og lige en lille reminder: Rengøring af toilettet stod aldrig øverst på nogle af jeres ønskelister ...
3. Når turen gik på indkøb, var det noget af et projekt. I traskede nemlig afsted med rygsække på, som blev fyldt op med billige (men tunge!) ting som dåsemajs, flåede tomater og tun og makrel på dåse.
4. Efter et storkøb først på måneden forsvandt alle de bedste varer meget hurtigt. Så du skulle være hurtig, hvis du skulle nå at have en af de eftertragtede tun- eller makrelmadder!
5. Mændene skulle lære at slå brættet ned efter dem på toilettet. Det kunne være lidt svært for nogle af de unge mænd, som endnu ikke havde lært den gyldne regel om at slå brættet ned. De lærte så meget i kollektiv-tiden!
6. Vi gik aldrig med bh. Hvilket var smart, da vi så ikke skulle bruge tid og penge på at vaske dem, og så slap vi også for at gå rundt med den forkerte størrelse.
7. Rygning var tilladt overalt. Også selvom der var børn, for når rygetrangen meldte sig, så skulle der altså ryges.
8. Husets børn var alles børn. Eller det var de selvfølgelig ikke, men der var ingen hysteri om, hvem der måtte bære eller passe børnene.
9. I skulle blive enige om nye beboere i jeres kollektiv. Og de nye kom både til samtale (hvilket var lige så angstprovokerende som at gå til jobsamtale) og på prøve for at se, om de passede ind i jeres fællesskab.
10. Bind og tamponer blev købt over kostpengene. Og selvom nogle mænd (som dem i videoen her) slet ikke forstår tamponer, så blev den kvindelige hygiejne altså ofte også betalt af mændene.
11. I arbejdede i fællesskab på huset, I boede i. “Gør-det-selv" var mantraet, I levede efter i kollektivet.
12. I havde fællesbad på badeværelset. Og hysteri om at se en bar røv var ikke-eksisterende, hvilket det med garanti stadig ikke er for dig!
13. I havde et helt unikt fællesskab. Og når du tænker tilbage på din kollektiv-tid, så gør du det med et kæmpe smil på læben.
Hvis du vil have endnu et flashback til 70'erne og det unikke fællesskab, I havde i kollektivet, så læs vores anmeldelse af Thomas Vinterbergs film Kollektivet lige her.