Annikki Martinussen (42) er kæreste med Tommy, som hun har Alberte på 13 og Sally på 8 år med. Hun er pædagog på et julemærkehjem.
Annikki Martinussen drejer ned ad alleen mod sit nye hjem og sluger synet af alt det, der foregår på det store gods ved Skibby i midten af det nordlige Sjælland. Dér sidder en gruppe omkring et bål og bager snobrød, dér kommer nogen gående med en kasse nyplukkede æbler, og dér leger børnene på græsset i en hvirvelvind af vejrmøller og grin.
“Hver gang jeg kommer hjem og ser alt det, der sker her på stedet, mærker jeg en ro sænke sig over mig. Jeg får den der lykkefølelse i maven og tænker: Gud, er vi virkelig en del af det her? Det føles meget rigtigt.”
Tid til forandring
I dag er det et lille år, siden Annikki, hendes kæreste, Tommy, og deres to børn flyttede ind i Svanholm Storkollektiv, hvor de bor sammen med 150 andre mennesker i alderen fra 0 til 80 år.
Beslutningen tog parret på en kærestetur til Aarhus i efteråret 2017. Annikki og Tommy havde været i Den Gamle By, slentret rundt i midtbyen og haft tid til hinanden. De havde længe gået med en fornemmelse af, at et eller andet skulle ske i deres liv, men hvad?
Da de pludselig havde tid til at tale ordentligt sammen og mærke efter, stod det med et helt klart for Annikki. “Om aftenen sad vi og drak vin og snakkede, og så kom det bare til mig. Jeg sagde: ‘Gud, kan du huske, når vi har været på Svanholm? Måske er det det, vi skal?’. Vi fandt Svanholm Storkollektiv på nettet og sad og læste om det, og der gik ikke ret lang tid, før vi begge havde det sådan, at dér skulle vi bare bo.”
Solgt med det samme
På det tidspunkt levede familien et helt almindeligt liv i København. Gik på arbejde og i skole, og når de kom hjem, lukkede de døren til deres lejlighed og passede deres egen lille familie.
Svanholm havde de besøgt nogle gange til julemarkeder og økodage. Parret brugte meget tid på at snakke om fordele og ulemper ved storkollektivets fællesøkonomi. Både eventuel formue og gæld ryger ind i en fælles pulje, og det krævede selvfølgelig nogle overvejelser.
“Jeg synes jo, at der er en rigtigt stor værdi i at kunne skabe en økonomisk lighed imellem de mennesker, vi bor sammen med. Ulempen er selvfølgelig, at hvis du har indskudt en formue, er du ikke selv 100 procent herre over den. I teorien i hvert fald. Større udgifter skal vi nemlig søge om på et fællesmøde. Men jeg har aldrig hørt om, at det har været et problem i praksis.”
Efter turen til Aarhus arrangerede Annikki en rundvisning på Svanholm for hende og Tommy. De var solgt lige med det samme. Fællesspisningen, de fælles arbejdsdage, det økologiske landbrug, bandet og børnehaven – alt gik lige i hjertet på dem.
“Vi kunne se, at det hele komplementerede hinanden på en god måde. Folk i alle aldre og med vidt forskellige livsformer lever sammen og hjælper hinanden i stedet for at passe deres eget. Det var lige det, vi søgte.”
Hvem vil have pizza?
Midt i april 2018 flyttede familien ind på Svanholm. De har deres egen lejlighed på godset, men spiser stort set alle måltider sammen med de øvrige beboere. Og Annikki føler allerede, at hun har fået den livsforandring, hun søgte.
“Jeg nyder, at mit sociale liv ikke længere er så fastlåst. Jeg mærker det for eksempel den ene aften om ugen, hvor vi ikke har fællesspisning. Så er der alligevel nogen, der har tændt op i den fælles ovn og skriver ud på vores onlineforum: “Der er pizza om en halv time, kom, hvis du har lyst”. Det er lige sådan noget, jeg har savnet. Før så vi venner, når vi havde lavet en aftale længe i forvejen, skrevet det i kalenderen og aftalt, hvem der gjorde hvad. Her kan jeg bare gå derned og være med, hvis jeg føler for det, og den spontanitet og frihed er vigtig for mig.”
"Jeg synes, jeg får mere ud af livet nu"
Men hun har også opdaget, at der ligger en opgave i at finde sig selv i fællesskabet. “Det tager tid at finde sin plads. Alle er søde og rare, men når vi har arbejdsdage, kan jeg godt mærke, at alle andre har boet her længere og ved, hvad de hver især kan bidrage med. Der kan usikkerheden godt komme op i mig, og jeg tager mig selv i at tænke, om jeg nogensinde kommer til at høre rigtigt til.”
I det store billede befinder familien sig dog rigtigt godt i sit nye liv. Døren kan de stadig lukke, når der er behov for bare at være de fire, og som par nyder Anniki og Tommy, at de nu kan bruge tiden på at tage hinanden i hånden og vandre ud over markerne i stedet for at halse efter madplanerne.
“Jeg synes, jeg får mere ud af livet nu, for i kollektivet lever jeg i overensstemmelse med det, jeg tror på. Jeg kan være sammen med både min familie og andre mennesker på nogle præmisser, hvor alle bidrager. Vi har en fælles opgave og skaber noget sammen. Når kollektivet holder økodag, og der kommer 4.000 mennesker, får jeg en fornemmelse af, at vi udretter noget sammen. Det giver mig meget som menneske.”
Det, der har grebet mig mest...
“... er, at jeg har mere overskud til at gøre de ting, jeg synes, er vigtige. Når jeg kommer hjem fra arbejde, kan jeg bruge tiden på at gå tur i skoven med mine børn eller min kæreste. Indkøb og madlavning klarer kollektivet fælles, og det er en kæmpe lettelse ikke at skulle tale om og tænke over det i hverdagen. Vores samtaler kan handle om mere interessante ting.”
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.
