© Trine Bukh

Anne har startet sin egen business: "Jeg ville ikke sidde senere i livet og tænke: Æv, jeg skulle have rykket"

Anne fik en idé om at afholde prof koncerter i folks private stuer. Og nu er de første investorer med på ideen!

3. februar 2019 af Louise Thorsted

Anne Dvinge (45) er gift og bonusmor til to voksne bonusdøtre. Hun er stifter af stuekoncert-platformen og hjemmesiden Low-Fi. Plus post.doc. fra Københavns Universitet, hvor hun har forsket i musik- og kulturstudier. Lowficoncerts.com

Da vi lukkede vores investor-runde i foråret 2018, blev jeg lønnet for første gang i to et halvt år. Sidst, jeg ellers fik løn, var, da jeg stadig var ansat som forsker i musik- og kulturstudier på Københavns Universitet. Jeg forskede i, hvad der sker, når du tager musikken ud af spillestederne og ind i andre rum, og arbejdede med det her meget intime rum, som en koncert hjemme hos nogen er. Jeg blev superoptaget af formatet, som kan noget helt særligt i forhold til at skabe nærvær og give lytteoplevelser, som du ikke får andre steder. 

Jeg er vild med musik, men i nogle år forsøgte jeg at undgå at beskæftige mig med musik, fordi det kan være en nederen branche. Selv om der er penge nok, lander de ikke hos dem, der rent faktisk laver musikken. Men så fik jeg ideen til Low-Fi. En platform og et online fællesskab, hvor musikere og værter – som kunne være dig – finder hinanden og sammen arrangerer en hjemmekoncert for højst 50 mennesker.

En Low-Fi-koncert kræver ikke mere end et rum på mindst 15 kvadratmeter, hvor musikken kan være i fokus. Vi har musikere, der spiller alt fra hip hop til opera. Både værter og musikere godkendes først af os for at garantere kvaliteten, og vi siger med et glimt i øjet, at Low-Fi ikke er i musikbranchen, men i ‘bringe folk sammen-branchen’, og at vi producerer gåsehud. 

i 2015 sagde jeg mit job op på Københavns Universitet og gik all in på Low-Fi. Jeg kunne mærke, at den her idé ikke ville gå sin vej. Jeg var godt klar over, at det ikke var noget, jeg lige gjorde ved siden af, at jeg for eksempel skrev en videnskabelig bog. Jeg var nødt til at give det en skalle, og jeg var heldigvis et sted i livet, hvor der var plads til det økonomisk, personligt og energimæssigt. Jeg ville ikke risikere at sidde senere i livet og tænke: Æv, jeg skulle have rykket på den der. 

Samme år mødte jeg min fantastiske medstifter, Stine, i en toiletkø til et kurus om teknologi. Hun spurgte mig, hvad jeg lavede, men forstod det ikke rigtigt, da jeg forklarede det. Vi mødtes igen til en demodag, hvor jeg havde lavet en præsentation og var blevet mere klar i spyttet. Stine tog fat i mig og sagde: ‘Du er sådan en one woman army, har du brug for hjælp?’. ‘Ja, tak!’. Hun sagde sit job op på IBM og var med på Low-Fi på fuldtid. Vi har begge arbejdet på det to år uden løn, sådan er vilkårene, men det kunne lade sig gøre for os begge, fordi vi hver især havde noget opsparing og undervejs fandt på små sideindtægter. Jeg har lejet min lejlighed ud på Airbnb, og Stine har lavet noget konsulentarbejde. 

Vi har hele tiden vidst, at vi skulle ud og finde investorer, men vi har også mange holdninger til, at det er ekstremt vigtigt, at vores investorer er med på visionen om at skabe noget, der er ordentligt. Så jeg har siddet og kigget alle potentielle investorer i øjnene, trykket dem på næven og spurgt mig selv: ‘Føles det her rigtigt?’. Og jeg er så glad for de mennesker, vi fik med i foråret: En god blanding af venner, familie og business angels. 11 i alt, som jo også er 11 nye Low-Fi-ambassadører. De er alle kommet med penge med hjerte og hjerne og kompetencer, som vi kan trække på. 

Og næsten ligeså vigtigt for os så føltes det som verdens største skulderklap og en kæmpe tillidserklæring at få af nogle dygtige og ordentlige mennesker, som kan se visionen, men også forretningspotentialet! 

Siden vi fik pengene, er vores koncertratio steget med 25 procent hver måned, og flere af investorerne er med her i anden runde. Blandt andet en garvet musikbranchemand, som sammen med sine venturefond-partnere har givet tilsagn om en ret gedigen pose penge. I dag er vi tre lønnede fuldtidsansatte, og så har vi praktikanter, deltidsansatte og frivillige og naturligvis vores community, som også hjælper os med at kuratere kommende Low-Fi-musikere. Uden dem var der intet Low-Fi. Og vi har værter i København, Varde, Aarhus og Malmø og lige straks i England. Den store ambition er et globalt community. Think big. Jeg vil have 40 millioner brugere!” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 1. 

Du vil (garanteret) også kunne lide