Annamette Fuhrman (44) er delemor til Kasper på 11 og Jeppe på 8 år. Hun er journalist og blogger.
"Nå, hvad arbejder du så med?” er et klassisk og helt ufarligt spørgsmål, man stiller sin borddame til en fest. Men jeg har aldrig rigtigt vidst, hvad jeg skulle svare.
Ofte er jeg begyndt at tale som et vandfald for at forklare og kortlægge mit arbejdsliv i en grad, så øjnene på mine bordherrer har udstrålet, at de brændende ville ønske at have fået en lærer til bords, for så havde svaret ganske enkelt været: “Jeg er lærer.”
Men nej. Borddamen, mig, er en mosaik, et patchworktæppe, et sammensurium af snørklede og snirklede veje, som tilsammen udgør et langt arbejdsliv, hvor en uddannelse ikke er en del af mit cv.
Som tiden er gået, har jeg dog valgt en jobtitel, der dækker det meste af det, jeg laver, og bliver jeg spurgt, svarer jeg, at jeg er journalist.
Men jeg må i en alder af 44 år konstatere med en lettere sammenbidt mine, at min mor fik ret, dengang hun sagde til mig, at det ville være godt, hvis jeg fik mig en uddannelse.
Bevares, jeg nåede da at gå på Frederiksberg Lærerseminarium i otte måneder, indtil jeg måtte se mig selv i øjnene og indrømme, at jeg nok aldrig ville blive den bedste rollemodel, når jeg i forvejen har det ret stramt med at skulle lave lektier.
Identitetskriser
Men er det ikke gået okay uden den uddannelse? Jo. Det er det. Eller nu er det.
Fordi jeg med alderen har fået mere praktisk erfaring og flere hår på brystet og hviler mere i mig selv. Men når cv’et tæller både støttepædagog for utilpassede drenge med ADHD, centermedarbejder i en børnehave på et asylcenter for Dansk Røde Kors, journalist og radiovært, plus alt det der ligger midtimellem, så kan og kunne det en gang imellem godt forvirre selv mig.
Jeg kan godt se, at mens mine veninder brugte fire-fem-seks år på universitet, seminarium eller journalisthøjskole, så fik jeg jord under neglene og erfaringer i hjertet, men det har givet mig nogle seriøse knæk i selvtilliden hele tiden at skulle mestre et job ud fra devisen: Learning by doing.
At udføre et job, mens du lærer, gør, at du skal være uhyre god til at kunne afkode, hvad jobbet går ud på, og støvsuge informationer alle vegne, som du så kan omsætte til praksis. Jeg ved godt, at en uddannelse ikke er ensbetydende med, at du bare lige kommer ind fra højre og sparker røv. Men når du ikke har haft føling med det område, du nu så rent faktisk skal tjene dine penge på, så bliver mange ting udført på en mavefornemmelse. Og når du ikke har indlært læring at arbejde ud fra, så kæmper du ofte med at skulle stole på din egen dømmekraft. Og for at kunne stole på din egen dømmekraft, så skal den is, du har i maven, helst ikke smelte som en pose isterninger, der får hele fryseren til at løbe over, og det har indimellem været hårdere, end jeg havde regnet med.
Jeg har haft identitetskriser, hvor jeg har følt mig hjemløs, ked af det og deprimeret over, hvorfor jeg for pokker ikke bare kunne træffe et valg om, at det var det, jeg ville – og så gå efter det. Hvorfor skulle jeg altid være hende, der sad som blæksprutten til en fest og føle mig dum, fordi jeg syntes, at alle de andre var klogere end mig? Mere belærte og belæste, mens jeg sad der med alle mine talenter, men kun kunne prale af at have gået i Livets Skole.
Der er jo også det ved det, at hvis du nogenlunde ved, hvilket felt du gerne vil arbejde inden for, kan du starte meget tidligere med at dygtiggøre dig, og det synes jeg, der ligger en lille sorg i for mig i dag. At tænke på, hvor dygtig jeg ville kunne være blevet, hvis jeg havde været mere fokuseret på, hvilken vej jeg ville løbe. Hvis jeg havde haft selvværd nok til at vælge, hvad jeg ville, og hvad der var bedst for mig, i stedet for at løbe med den, der nu gav mig stafetten.
Det tror jeg kunne have givet mig nogle point i bogen, som jeg kunne have indkasseret i de perioder, hvor jeg har sagt ja til et job, fordi jeg ikke turde sige nej, eller fordi det lød spændende, uden at tænke over, om det nu var et klogt valg. Det, at jeg ingen uddannelse, eller for den sags skyld plan, har haft, har været med til, at jeg nogle gange nærmest var taknemmelig, hvis nogen ville ansætte mig, i stedet for at se det omvendt. At det var min arbejdsgiver, der var heldig at få sådan en som mig.
Jeg har været rigtigt heldig at møde de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter, og jeg har været dygtig nok til at kunne arbejde med de ting, jeg har gjort, på bar bund og bar røv. Men hvad nu, hvis jeg havde taget mig selv og min karriere mere alvorligt? Så havde jeg haft en viden i banken, som jeg ville have kunnet udnytte meget bedre. Det at fordybe dig i et emne eller at forfine dine talenter og eventuelt at tage efteruddannelser gør unægteligt også, at du har bedre muligheder for at stige i graderne på et job.
Det har i mange år gjort mig utroligt stresset. At være taknemmelig for ikke at være arbejdsløs. Men også at være bange for at blive fyret, for nej, der var ikke noget at falde tilbage på. Og her taler jeg ikke kun om en uddannelse, men også om det stressende i, at du ikke har en plan.
Jeg findes som type?
For 10 år siden stødte jeg så på en bog af den amerikanske forfatter Barbara Sher. Den hedder Refuse to Choose, og det var en åbenbaring for mig at læse den.
Den handler om en bestemt type mennesker, som Barbara Sher har døbt ‘scanners’. Altså dem, som ofte flyver rundt som små bier fra blomst til blomst, og som synes, at alle blomsterne er dejlige. Så dejlige, at de ikke kan vælge en enkelt af dem. Mennesker, hvis interesseområde og talent ofte er mangesidet. Dem, som fungerer meget dårligt i et 8-16-job, men som heller ikke kan definere sig selv som designere, kunstnere eller musikere, som jo også er en gruppe mennesker med et usikkert arbejdsliv.
Bogen gav mig ikke et svar på, hvad jeg skulle være, men jeg fandt et fællesskab i, at der findes andre mennesker som mig.
Jeg var en overgang med i et forum for scanners, hvilket gav mig enormt meget indsigt, da jeg opdagede, at mange af dem havde lært at leve med, at de ret ofte bliver ret passioneret omkring en ting og derfor ryger af sted ud i galaksen i en uendelig brainstorm med sig selv. Mennesker, som får utroligt mange ideer i løbet af en dag. Mange flere, end de selv kan nå at bruge. Derfor var det helt naturligt, at de slet og ret gav ideerne til nogle andre, så de kunne bruge dem.
Det er også noget, jeg selv har gjort lige siden. Givet ideerne videre. Været åben for, at man altid kan ringe til mig for at få et godt råd eller sparring. Hov. Skulle man blive coach?
Jeg har endelig i en alder af 44 år accepteret, at mit arbejdsliv er et miks af mange forskellige ting. Det vil det blive ved med at være, og det er okay.
For nogle år siden var jeg til et bryllup, hvor der lå en lille pamflet under hver tallerken med en kort beskrivelse af hver gæst. Ved mit navn stod der, at jeg var kaospilot, før det ord og den uddannelse overhovedet fandtes, og det er nok den mest rammende beskrivelse af mig, jeg til dato har hørt. Og det er nok det nærmeste, jeg nogensinde kommer på en uddannelse: At være kaospilot, før det fandtes. Og det vil jeg gerne være.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.
