Livet som bonusmor kan være svært. Det gælder især i starten, hvor du skal lære børnene at kende (og omvendt), og hvor det kan være en udfordring at få alting til at gå op i en højere enhed. Du skal vænne dig til din nye rolle, din kæreste har måske været igennem en vanskelig skilsmisse, og børnene er pludselig blevet delebørn, som både skal vænne sig til to hjem og to nye familiemønstre.
Selvom det hele kan være noget af en hård omgang, er der heldigvis også en lang række helt fantastiske ting, der følger med titlen som bonusmor. Læs selv med her.
1. Der sker altid noget. Lige meget om du selv har børn eller ej, er jeres familieliv ultra dynamisk, og børnefri-weekender, weekender med både dig og din mands børn eller weekender med nogle af ungerne gør, at dagene hos jer ALDRIG er ens.
2. Du bliver udfordret i at omstille dig og gøre ting på andre måder, end du plejer. Selvudvikling følger altså i den grad med dine dejlige bonusbørn.
3. Du får lov til at give kærlighed til skønne børn, selvom de ikke er dine egne. Og elsket (og forkælet) er de! Både på mors og fars side.
4. Den kærlighed, du giver dine bonusbørn, får du tilbage igen. De små poder er fuld af kærlighed og varme, og nu har de endnu en person at dele det med: Dig!
5. Den ene fredag står den på bland-selv-slik og Disney Sjov, mens den næste står på venneaften med (masser af) vin. Hvis du ikke selv har børn, får du altså som bonusmor det bedste fra begge verdener.
6. Hvis du har store bonusbørn, ser de dig som en voksen veninde. Hvilket gør jeres forhold helt unikt.
7. Der er altid mange familiearrangementer i løbet af året. Det kræver planlægning, men det er det hele værd!
8. Hvis bonusbørnene kun er på besøg hver anden weekend, har du lettere ved KUN at fokusere på de sjove ting, I skal lave. Det er fedt for både ungerne og dig, at I kan lægge de huslige og kedelige pligter lidt til side.
9. Du får lov at lytte og give gode råd. Gode råd får man aldrig for mange af, og selvom både barnets mor og far helt sikkert har nogle gode nogle i ærmet, skader det ikke at se det hele fra en tredje synsvinkel – nemlig din.
Forresten – lyder en stjernespækket tv-serie, der handler om skilsmisser, delebørn og midtvejskriser på både et komisk og alvorligt niveau som en spændende (og lærerig) serie for dig som bonusmor? Så læs vores anmeldelse af serien her. Vi kan godt afsløre, at vi er temmelig vilde med den!