Hvis din mor, far, mand, kæreste, ven eller en anden, du holder af, bliver ramt af demens, ændrer jeres forhold sig. Det kan være ufattelig hårdt for både den syge og de pårørende at acceptere sygdommen – og ikke mindst at leve med den.
For hvordan håndterer du den nye virkelighed, hvor demens-sygdommen er en realitet? Hvordan taler du med den syge, og hvordan bevarer I så meget af jeres forhold som muligt?
Else Hansen, som er demensfaglig rådgiver hos Alzheimerforeningen, giver dig her otte gode råd til, hvordan du som pårørende tackler sygdommen og håndterer personen med demens.
1. Flyt dig
Helt grundlæggende er det vigtigt at huske, at den, der har sygdommen, ikke kan flytte sig. Sygdommen gør det umuligt. Det er derfor os omkring, som skal flytte os, komme den demente i møde og prøve at forstå vedkommende.
2. Virkeligheden ændrer sig
Det er vigtigt at huske, at sygdommen svinger hele tiden. Fra time til time, fra minut til minut. Du kan tænke: ”Okay, nu er det sådan her”, men næste dag kan det være helt anderledes.
Der er mange ting, som spiller ind, og det kan være helt forskelligt, hvad den syge magter, og hvordan han eller hun har det. Man kan for eksempel misforstå nogle ting, som man forstod dagen inden.
Derfor er det vigtigt, at du som pårørende ændrer adfærd, så det matcher personen med demens. Nogle gange skal du undgå at sige for meget, mens den syge andre gange kan være med på at snakke en masse.
3. Slip de små ting
Det er vigtigt ikke at tale ned til den syge. Vi skal hele tiden møde personen med respekt og sørge for ikke at korrigere hele tiden. Hver gang du korrigerer, kan du lige så godt give en lussing – det føles som en stor irettesættelse.
Husk på, at små ting er lige meget i den store sammenhæng. Det er ikke vigtigt, om personen kan huske, hvilken dag det er. Det har ikke betydning for det gode samvær, så vi skal give slip på, at det hele skal passe.
4. Undgå diskussioner
Du kan undgå konflikter ved at undgå diskussioner. Lad være med at fokusere på, om personen med demens kan huske, om det er mandag eller tirsdag. Fokusér i stedet på det, som personen har været god til. Det styrker selvværdet og selvtilliden, som er under pres på grund af sygdommen.
Vedkommende kan måske ikke huske, hvad der lige er sket, men kan godt huske langt tilbage. Måske har han eller hun engang været professor og har en stor viden om noget specifikt, som sagtens stadig kan være der.
5. Giv svaret – stil ikke spørgsmålet
Jo længere hen man kommer i sygdommen, jo kortere er ens hukommelse. Derfor skal du som pårørende give svaret i stedet for at stille spørgsmålet.
Fortæl eksempelvis, at I fik frikadeller til frokost i stedet for at spørge, hvad I fik. Det er simpelthen ikke lagret endnu, og hvis du fortæller svaret, kan I også lettere tale videre ud fra det.
6. Tænk over kropssproget
Betydning af ordene kan forsvinde, så derfor er kropssproget vigtigt. Du skal huske at være indbydende, styre sit stemmeleje osv. Du kan tænke på, at du skal være mere tydelig med kroppen i stedet for med ord.
Hvis du siger ”Vil du have noget at drikke?”, kan den demens-ramte måske ikke tyde, hvad du mener, men hvis du viser et glas, kan vedkommende forstå det. Det kan også have betydning, hvordan ens fremtoning er. Hvis du for eksempel kommer gående i rask tempo hen imod en person, kan det virke aggressivt, og vedkommende går i forsvar.
7. Fortæl, hvem du er
Mange bliver kede af, at personen med demens ikke kan huske ens navn, når man kommer på besøg. Du skal huske på, at vedkommende måske alligevel godt kan huske, at der er en tilknytning. Måske kan den syge ikke huske forbindelsen – er det min søster eller datter?
Derfor er det en god idé, at du giver dem svaret, når man kommer. Fortæl, hvem du er. Eksempelvis ”Jeg er din datter”, så de ikke skal bruge kræfter på at huske, hvordan de kender dig. Giv slip på, at det er betydningsfuldt, og se i stedet personen i øjnene og mærk, at han eller hun bliver glad for at se dig og dermed inderst inde kan huske, at der er en tilknytning.
8. Kend personens livshistorier
Det er vigtigt, at du kender personens livshistorier. Mennesker med demens vender tit tilbage til det, de har oplevet i løbet af deres liv, og hvis du kender deres livshistorie, er det nemmere at tale med vedkommende.
Selvom den syge måske er 80 år gammel, kan han eller hun sagtens tale om sin far eller mor. Her er det vigtigt, at du tager snakken og griber det, som vedkommende taler om.
Hvis du har brug for yderligere hjælp, kan du ringe til Demenslinien, hvor man kan få anonym rådgivning og svar på alverdens spørgsmål om demens.
