Psykolog Heidi Agerkvist
Vi skal tage os bedre af hinanden i overgangsfaser, mener psykolog Heidi Agerkvist.© Privatfoto

7 råd fra psykologen, når dit barn flytter hjemmefra

Heidi Agerkvist er familiepsykolog og holder foredrag om tilstanden empty nest-syndrome. Her er, hvad hun mener, du skal vide om en naturlig fase, som ikke altid er nem for forældre.

14. juli 2021 af Karen Greve

Psykologen

Heidi Agerkvist er psykolog med speciale i forældreskab og parforhold. Holder foredrag om empty nest-syndrome.

Vi er ikke altid så gode til at tage os af hinanden i livets overgangsfaser. Heidi Agerkvist er familiepsykolog, og hun mener, at vi har en tendens til at overse, hvilke reaktioner vi kan blive ramt af, når vores børn flytter hjemmefra.

På engelsk har tilstanden af sorg og savn efter flyttedagen et navn inden for psykologien: Empty nest-syndrome. Og det er en reaktion, vi bør tage alvorligt i stedet for at slå den hen som piveri og overfølsomhed. For ellers kan en naturlig reaktion som empty nest-syndrome i sidste ende udvikle sig til et traume.

Her er, hvad du skal vide, hvis det kradser i øjne (og hjerte) ved tanken om et tomt børneværelse i nær fremtid eller nylig datid.

1. Acceptér dine reaktioner

“Det er en epoke, der slutter, når dit barn flytter. Din reaktion kan være alt fra mild overraskelse over at føle dig trist i dagene efter, til at føle dig grådlabil i månedsvis. Måske i en grad, så det rammer din trivsel og din evne til at gå på arbejde. Det er vigtigt at vide, at du må have det præcis, som du har det. Det er vigtigt at tage dig af din reaktion, for vi kan ikke flytte os fra en følelse, som ikke er anerkendt,” siger psykolog Heidi Agerkvist.

2. Afvis tudekiks-kommentarer

“Kulturelt set har vi en fortælling om, at så piller vi lige navnet af postkassen, og så drejer det sig om at komme videre. Men det er en kærlighedsrelation, der kan føles, som om den bliver brudt, så du skal ikke lade dig gå på af kommentarer som: ‘Snup en tudekiks’ eller ‘Vil du have, han skal blive hjemme, til han er 30?’. Det er naturligt at være ked af det, og du skal vælge nogle at tale med, som er omsorgsfulde overfor dig."

3. Naturlighed er ikke altid nemt

“Det er en naturlig udvikling, at dit barn flytter, og selvfølgelig har du vidst, at det ville ske. Men der er et stykke fra at forstå noget med sin fornuft til at kunne følge med følelsesmæssigt. Det, at noget er naturligt, gør det ikke nødvendigvis nemt. Det var heller ikke altid nemt at blive forældre, selv om det også er helt naturligt, vel?”

4. Vær tålmodig med dig selv

“Vi vil så gerne have det på én måde, men i en overgangsfase er det naturligt at have et virvar af følelser. Du kan sagtens være både glad for alt det nye og stolt af dit barn og samtidig fyldt med savn og bekymring for fremtiden. Vær tålmodig med dig selv. Du ved ikke på forhånd, hvad du får brug for, og af samme grund er det bedst at vente lidt med at træffe store beslutninger som at sælge huset, selv om det måske virker for stort nu. For mange store forandringer på en gang bliver let for meget.”

Psykologen giver råd til når dit barn flytter hjemmefra
Følelsen af en tom rede kan nive, der skal gøres noget på de tomme børneværelser, så de ikke runger af tab.© Getty Images

5. Giv plads til noget nyt

“Måske er der nu endelig tid til den forspiring i haven, du altid har drømt om? Måske føler du også lettelse over at slippe for synet af en sukkende teenager, som er utilfreds med aftenens menu eller køleskabets indhold. Giv dig selv lov til at mærke, at dit nye liv som mor til et voksent barn giver dig tid til at dyrke nye interesser og typisk også – helt ærligt – mere ro i hverdagen."

6. Øv dig på din nye rolle

“Du skal vænne dig til en ny måde at være mor på, for du hører jo ikke op med at være mor. Du skal bare finde en ny måde at udfylde rollen på. Her gælder det for eksempel, at du gerne må tilbyde din hjælp, men undgå at blande dig for meget. Med andre ord: Du kan hjælpe dit barn med at flytte møblerne ind i en ny lejlighed, men lad være med at foreslå, hvor de skal stå. Du har gjort dit nu. Slip ansvaret, og stol på, at der også bliver gjort rent en dag.”

7. Din trivsel må ikke afhænge af dit barn

“Måske skal du minde dig selv om, hvordan du havde det med dine egne forældre? Følte du skyld over at flytte fra dem, eller kunne du blive voksen i tryg tillid til, at de nok skulle klare sig? Voksne børn har brug for forældre, som kan skabe indhold i deres eget liv. Det kan være et brutalt skift, hvis din tid og identitet har været knyttet meget til dine børn, men din trivsel må aldrig blive dit barns ansvar,” siger Heidi Agerkvist.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 29. juli 2021.

Du vil (garanteret) også kunne lide