Mand, fire børn, en udfordrende stilling i en stor koncern, villa på Frederiksberg. På papiret havde Annemarie Hartvig Jensen det hele, men efter 17 år på Novo Nordisk blev hun mere og mere klar til at prøve noget nyt.
“I en del år havde jeg haft fuldt fokus på mine børn og mit arbejde. Børnene er født lige efter hinanden, så der var meget fokus på dem i en årrække, men efterhånden som de blev større, blev der mere luft til at tænke andre tanker. Jeg har altid været glad for at studere, have friheden til at bestemme selv og fordybe mig. Jeg har også altid været meget fascineret af øl, selve brygningsprocessen og har fulgt de forskellige bryggerier i medierne. Men jeg har egentlig aldrig rigtig kunnet lide at drikke øl. Jeg har bare været fascineret af processen og selve produktet, som jeg synes er helt utroligt smukt. Tænk, at man kan lave øl ud af så få råvarer! Jeg er uddannet farmaceut, så jeg har den basisviden, som kræves, men alligevel var det en stor beslutning, som jeg tænkte længe over.”
Men så en dag havde hun tænkt længe nok, og hun søgte ind på Food Science på Københavns Universitet gennem kvote 2. Hun fortalte det ikke til ét eneste menneske. Ikke engang til sin mand.
“Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg cyklede hen og afleverede min ansøgning med stolthed. Det var en fed oplevelse. Ingen vidste noget det. Jeg havde brug for bare at have det for mig selv, hvis det nu mislykkedes. Da jeg så fik brev om, at jeg var optaget, gik jeg også alene med det et par dage. Jeg skulle tage det ind og mærke efter med mig selv, inden jeg fortalte det til andre. Jeg var nervøs for, om min mand ville syntes, det var latterligt, men han syntes, det var en god idé, og har været en kæmpe støtte hele vejen. Alligevel var det svært at skulle sige op. Jeg havde jo en god løn og et godt job, og jeg var usikker på min fremtid, både økonomisk og fagligt. Ville jeg kunne finde ud af uddannelsen, og hvad med job bagefter? Det var en stor beslutning. Og det var en god beslutning.”
Læs hele interviewet med Annemarie
I Magasinet Liv nummer 70 kan du læse hele interviewet med Annemarie Hartvig Jensen og møde to andre modige kvinder, som også har taget springet og taget en ny uddannelse som 40+. I magasinet kan du også læse et ærligt interview med skuespiller Lærke Winther, så skynd dig ned i din lokale kiosk og få fingrene i det nyeste Magasinet Liv.
