Maren Uthaug, Leonora Christina Skov og Line Baun Danielsen
Maren Uthaug, Leonora Christina Skov og Line Baun Danielsen.


© Ditte Capion

3 kendte kvinder åbner op: "Vi vil da dele det hele!"

Det kræver meget mod at blotte sig og dele sine inderste følelser og familiehemmeligheder. Det mod har Maren Uthaug, Leonora Christina Skov og Line Baun Danielsen, og det kipper vi med flaget for! For deres historier minder os om, at vi ikke er alene

21. februar 2019 af Karen Greve

Line Baun Danielsen: “Min blog er jo en slags offentlig gruppeterapi”

Line Baun Danielsen (57) er single og mor til Emil på 22 og Rasmus på 17 år, som hun har med sin eksmand, tidligere fodboldspiller Jan Bartram. Hun er journalist og forfatter og selvstændig med virksomheden LBD Kommunikation. Samt blogger på Linebaundanielsen.dk. Hun er tidligere studievært på TV 2, TV3 og DR. 

Line Baun Danielsen har sat sig for at vise, at modne kvinder er sprudlende, sjove, kloge og sårbare, og derfor er hendes blog en ærlig fortælling om kvindelivet 45+. En blog, hvor intet er tabu, og alt er kærlighed.

Line Baun Danielsen
Line Baun Danielsen. © Ditte Capion

På Line Baun Danielsens blog kan du læse om overgangsalder og inkontinens. Om den sårbarhed, vi kan opleve, når vores store børn flytter hjemmefra. Om livsmod, syge forældre, og om at være “en klovn til mænd og dating”. Alt sammen super ærligt fortalt i en ligefrem tone, som tager voksne kvinders bekymringer og udfordringer alvorligt.

Bloggen er blevet til, fordi Line Baun Danielsen syntes, at vi manglede en stemme for kvinder 45+. Kvinder, som hun mener, kan synes næsten usynlige i mediebilledet. 

Hun oplever, at rigtigt mange 45+ kvinder føler skam over at blive ældre og miste den kvindelighed, som for mange ligger i at kunne føde børn, og som vi mister med overgangsalderen. Vi skammer os over vores forfald, både fysisk og psykisk, selv om vi jo virkelig ikke kan gøre for, at tiden går, og at det kan ses og mærkes! 

“Min blog er, helt bevidst, eksklusivt for kvinder over 45 år, fordi medierne generelt er langt fra den verden, vi i den alder pludselig befinder os i. Jeg vil lukke op for at tale om de tanker, der er knyttet til vores alder, for er vi der, hvor vi drømmer om at være i karrieren og jobbet og i vores krop? 

Min blog handler også om overgangsalder og inkontinens, for det er ikke noget at skamme sig over! Vi har fået nogle børn og nået en alder, og derfor sker der naturligt nogle ting i vores krop. Da jeg havde taget første skridt, tænkte jeg, nu ser jeg, hvad der sker. Og der skete ikke noget.” 

Line Baun Danielsen sagde ja til at lægge ansigt og stemme til en kampagne for Tenas inkontinensbind og for Femarelles overgangsalderpiller, men det var ikke uden tøven. 

“Jeg sagde først: ‘Nej tak’. Jeg skulle ikke være tisse­-Line. Men det blev jeg heller ikke. Det er gået op for mig, at mange kvinder ikke aner, hvordan vi selv kan forebygge og lindre inkontinens. 

De fleste ved godt, at de skal lave knibeøvelser, men de gør det ikke, og så vil jeg gerne være med til at skabe konstruktivt fokus på vores bækkenbund. Hvis jeg kan være med til at gøre hverdagen mere tålelig for nogen, så er jeg da glad.” 

Desuden findes der mange emner, vi først kan samles om på den anden side af de 45-­50 år. Når vores børn flyver fra reden, og vi mister vores forældre. Kærligheden har vi heller ikke altid helt styr på.

På bloggen inviterer Line Baun Danielsen sine læsere med ind i hendes liv på fuldmånenætter, hvor hun taler med sin døde far. På hospitalsstuen, hvor hun forsøger at hjælpe sin syge mor, og på rejser med sine sønner. 

Efter i mange år at have været bundet til en tv­-station og et mere neutralt image som studievært har hun på sin nye platform givet mere los for de personlige historier og skarpe holdninger. 

Som når hun skriver om voksne kvinder, der dater yngre mænd, og ikke skal føle skyld eller skam over det. Eller om fodboldlandsholdet, som, ifølge hende, skal have lov at råbe “store patter” i omklædningsrummet uden at få hele #MeToo­-bevægelsen på nakken. 

Hun har selv oplevet en fri omgangstone i kvinders omklædningsrum som ishockeyspiller, og selvfølgelig fik hendes blogindlæg overskriften: Pik og store patter 

Line Baun Danielsen
Line Baun Danielsen. © Ditte Capion

Upoleret

Ikke særligt poleret og måske ikke helt sådan, du har opfattet Line Baun Danielsen på tv­skærmen, vel?

“På tv skal det jo ikke handle om værten, men om de personer, jeg interviewer, og de historier, vi fortæller. Så det nye er, at jeg nu kan og tør noget mere end tidligere. Jeg sidder ikke på tv og får det negativt tilbage, når jeg skriver om ældre kvinder med unge mænd. Og det koster ikke en virksomhed noget på deres brandværdi. Det koster kun noget på min personlige stolthed.” 

Hvilke reaktioner får du typisk på det, du skriver?

“Jeg er positivt overrasket over, hvor mange det betyder noget for, at de har fået en stemme. Min blog er jo en slags offentlig gruppeterapi. Jeg har fire indlæg om overgangsalder, der er læst af over 15.000 mennesker, og det viser et stort behov for at føle sig mindre alene. Og kommentarerne viser en dyb taknemmelighed, fordi jeg deler noget personligt.” 

Hvad stiller du op med negativ respons?

“I Danmark må vi ikke mene for meget, og jeg får af og til grimme hademails. Jeg ved godt, at hvis jeg mener noget, så er der nogle, der mener noget andet, og som måske vil synes, at jeg er en idiot. Eller skælder mig ud for at promovere mig selv. Men jeg oplever det ikke som selvpromovering. 

Jeg gør det, fordi det er sjovt og nødvendigt. Jeg vil have en ordentlig tone på min blog, og sidst en skrev til mig, at jeg var dum og uintelligent, skrev jeg tilbage: ‘Tak for en konstruktiv feedback’. 

Jeg prøver at respondere med venlighed og lidt ironi. Det har jeg lært gennem årene, fordi det genererer noget positivt for mig, men det er ikke altid let at mobilisere det overskud. Jeg kan stadig få ondt i maven og føle, at det er svært. Men jeg prøver at lade være.”

Hvad kommer du aldrig til at skrive om?

“Min skilsmisse. Jeg er flere gange blevet opfordret til det, men det vil jeg ikke. Det er ikke fair over for min eksmand.”

Leonora Christina Skov: “Det var angstprovokerende at skrive dårligt om mine forældre”

Leonora Christina Skov (42) er gift med videnskabsjournalist Annette K. Nielsen og har ingen børn. Hun er forfatter og boganmelder ved Weekendavisen. Hun er aktuel med den selvbiografiske bog Den der lever stille.

Leonora Christina Skov har skrevet en bestseller om forholdet til sin mor, som valgte hende fra, fordi hun er lesbisk. Og det har vist sig at være forløsende for flere end hende selv.

Leonora Christina Skov
Leonora Christina Skov. © Ditte Capion

“Før jeg skrev Den der lever stille, havde jeg måske mødt fire kvinder, der har haft en mor som min. Nu viser det sig, at vi er tusindvis, der kun har følt os elsket på bestemte betingelser. Det ville jeg gerne have vidst.”

Leonora Christina Skov har skrevet i alt ni bøger. Hun har været vant til, at det tager et par måneder at sende en bog ud i verden. Først flere uger, hvor hun med korslagte arme og rød læbestift giver interviews til journalister, som hellere vil høre om hendes liv end om litteratur. Efterfulgt af 8-10 bookede foredrag med kun spredt fremmøde.

Og så er hun vendt tilbage til sit skrivebord, til sit job som boganmelder ved Weekendavisen og til nørdede diskussioner om fugle med sin kæreste, Annette, der er videnskabsjournalist.

Sådan plejer det at være. Men alt har været anderledes med udgivelsen af den selvbiografiske bog Den der lever stille, hvor Leonora Christina Skov fortæller om en livslang higen efter sin mors kærlighed og anerkendelse. 

Om at blive valgt fra, fordi hun er lesbisk. Om at få skylden for, at hendes mor fik kræft, fordi kræft, ifølge hendes mor, er en psykisk betinget lidelse, du får, når du ikke har det godt. Og om at vokse op med en følelse af aldrig at være nok.

Da Leonora Christina Skovs mor døde i 2015, vidste Leonora Christina Skov, at tiden var inde til at skrive om hende.

“Først brugte jeg et år på ikke at skrive noget. Det var helt forfærdeligt. At skrive bogen var ikke terapeutisk. Det var behæftet med en enorm frygt for, ja for at give alt bort. En frygt i forhold til min far. Hvad ville han gøre, når han læste det? Og mine venner, hvad ville de synes om, at jeg inviterede andre ind i deres liv?

Skriveprocessen var ikke andet end angst og ubehag over at skulle genoplive døde mennesker. Jeg skulle have de døde, min mor og mormor, til at leve på siderne og havde ikke lyst til, at de skulle dø igen.”

Med skriveprocessen fulgte også opgaven at genopdage sig selv. Blandt andet ved hjælp af gamle dagbøger.

“Jeg genlæste dagbøger, fra da jeg sprang ud som 21-årig. Det var svært at sidde der med den 21-årige pige, der var rasende og ulykkelig, men jeg blev nødt til at genoplive den følelse, for det var den kraft, jeg skulle skrive med. Det var ikke en periode af mit liv, jeg havde lyst til at dykke ned i, men det var den, der formede mig, så det var vigtigt.”

Voksne skygger

Den der lever stille udkom i januar i 2018. Og Leonora Christina Skov fornemmede straks, at noget var anderledes med denne bog. Det var ikke, som det plejede at være. Journalister mødte ivrigt op til interview med masser af spørgsmål til bogen. 

Da hun begyndte at tage ud for at signere hos boghandlere, blev hun mødt af lange køer af tålmodige læsere, og i løbet af kort tid blev hendes kalender fyldt op med foredrag. 30 arrangementer i foråret, 70 i efteråret.

“Jeg er overrasket over, hvor overvældende respons jeg får, og hvor mange der kan kende sig selv i en historie, der er meget anderledes end deres egen. Jeg bliver sgu så rørt.”

Frygten for at blive lagt for had, miste venner og familie og blive skældt ud for at skrive om sin mor, som helst ville leve stille, og som ikke længere kan komme med sin version, har vist sig ubegrundet. Leonora Christina Skov har ikke haft dårlige oplevelser med modtagelsen af bogen. 

“De fleste læsere er optaget af at diagnosticere min mor. Havde hun en fødselsdepression? Havde hun social angst og skulle have haft noget hjælp? Jeg tror ikke, de oplever portrættet så hårdt, som jeg var bange for. De vil høre, hvordan jeg overlevede, og vide, hvad de skal gøre, hvis de møder en som mig. Ret lavpraktisk i virkeligheden.”

Ingen venner har vendt hende ryggen. Med hensyn til hendes far er der egentlig ikke den store forskel i forhold til tidligere. 

“Han har læst bogen. Men jeg tror, han foretrækker ikke at tænke på den. Jeg synes, det er mærkeligt. Men det er meget svært at afklare noget med en mand, der ikke synes, han har gjort noget galt, og som ikke kan se, at han og min mor kunne have gjort andet.”

Leonora Christina Skov
Leonora Christina Skov. © Ditte Capion

Hvilken blottelse har været værst for dig?

“Det mest pinsomme er de skygger, som den relation, jeg har haft til min mor, har trukket ind over mit liv som voksen. Jeg har gået i terapi, kun for at se, at jeg gentog mønsteret med min mor med andre. 

Jeg fandt nogle, der ikke kunne lide mig 100 procent, og forsøgte at omvende dem til at kunne. Jeg strakte mig ufatteligt langt. Det er vigtigt at fortælle, for vi er mange, der kun føler, at vi er noget værd, hvis vi giver alle mulige ting ud.”

Og der har været andre mønstre, som er blevet brudt ned. “I min skoletid var jeg altid ude på kanten, upopulær og skeptisk over for andre. Mine forældre tog afstand til andre mennesker. Hele den der fuck jer alle sammen-holdning, den gentog jeg også i min vrede ungdom. Jeg sad altid med armene over kors. 

Lige nu sker det helt modsatte. Alle kommer til mig med åbne arme og paraderne nede og overøser mig med alt muligt. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg tager det ikke for givet.”

Har det været en lettelse at tale ud?

“Ja, det var det, da bogen var skrevet. Da stoffet var på papir og ikke inden i mig. Det var vigtigt, allerede inden nogen havde læst den. Men den form for overstrømmende respons, at mine læsere får kastet lys på noget i deres liv, som ellers er mørklagt, det er da sindssygt stort. Jeg føler mig båret frem af læserne. Modtagelsen af bogen har måske været terapeutisk?”

Hvordan var det at sætte det sidste punktum?

“Helt til det sidste var jeg i tvivl, om jeg kunne gennemføre. Det var angstprovokerende at skrive dårligt om mine forældre. Jeg følte mig så skyldbetynget.”

Hvordan turde du blotte dig, når du var i tvivl?

“Jeg følte mig ikke modig, men det var nødvendigt for mig at skrive den historie. Jeg ved nu, at det er en gammel frygt, det med at være afhængig af sine forældre. Det er vi ikke mere som voksne.”

Hvordan føles det at have skrevet en bestseller?

“Mest som et kæmpetrip iblandet frygten for, at det holder op. Jeg har det stadig sådan: Gud, den sælger!”

Maren Uthaug: “Folk må gerne tro, jeg har klamydia”

Maren Uthaug (46) er mor til Kamille på 16, Mynte på 13 og Anemone på 11 år og kæreste med Allan, som er teknisk tegner, og som hun har de to yngste med. Hun er tegner og forfatter. Og hun er aktuel med romanen Hvor der er fugle, der har vundet DR Romanprisen.

Maren Uthaugs tegneseriestribe i Politiken handler om en tændstikdame, der minder om hende selv. Hun har også skrevet to romaner med selvbiografiske træk. Og hun er ret ligeglad med, om vi tror, det er hende eller ej. Så længe vi kan genkende os selv.

Maren Uthaug
Maren Uthaug. © Ditte Capion

Maren Uthaug er datter af en samisk far og en norsk mor. Hun er født i Norge og ankom til Danmark i 1981, allerede præget af en kultur, hun i dag både føler sig hjemme i og fremmed over for.

I hendes debutroman Og sådan blev det fra 2013 er hovedpersonen en halvt norsk, halvt samisk pige, der flytter til Sønderjylland med sin far. Hun er lidt Maren og alligevel ikke Maren.

Det samme kan man sige om den tegneseriestribe, Maren Uthaug hver dag leverer til avisen Politikens bagside. Tændstikdamen i hovedrollen er en københavner med kæreste og tre døtre,  hvilket minder en del om Marens eget aktuelle liv.

Derfor sker det, at læsere forveksler de fiktive personer med Maren Uthaug af kød og blod. Og det er hun ret ligeglad med. “Noget er fuldstændigt mig. Noget er slet ikke mig, og jeg vil ikke indrømme, hvad der er hvad. 

Da jeg lavede nogle striber om klamydia, fik jeg mails med gode råd om kønssygdomme. Da jeg skrev om utroskab, og min kæreste var mig utro i striben, fik jeg tilbud fra fremmede mænd. 

Det svære ved at lave en stribe, der er så tæt på mig selv, men hvor jeg også finder på, er, at der er mennesker, der tror, at jeg er min kæreste utro eller omvendt og har klamydia, men jeg har bare taget en beslutning om ikke at tage hensyn til det. Så må de tænke deres. Det kan jeg ikke rode med. Jeg kan jo ikke kontrollere folks reaktion alligevel.”

Præcis sådan har Maren Uthaug haft det, siden hun som 15-årig gymnasieelev i Sønderjylland fandt sammen med andre utilpassede, sortklædte, sarkastiske typer med underlige familieforhold.

“Jeg havde en samefar i Norge. Nogle af mine venner havde en far, der sad i fængsel. Nogle vidste ikke, hvem deres far var. Flere i min klasse syntes, at jeg var en idiot, men jeg var ligeglad.

Jeg vidste, at der ingen fordømmelse ville være blandt mine venner, uanset hvad jeg gjorde. Hvis jeg har nogen, der har min ryg, hvis jeg har et fællesskab et sted, så er det lige meget, hvad andre tænker.”

I dag er det stadig vennerne fra dengang og nogle, som er kommet til senere, der har Maren Uthaugs ryg. “Jeg har altid haft et mere familiært forhold til mine venner end til min familie. Jeg synes, at familier er ekstremt anstrengende.”

Rummelig tavshed

I Maren Uthaugs romaner findes der således ikke mange rosende portrætter af forældre. De fleste mødre, fædre og stedforældre er egoistisk optaget af deres egen ulykke-smerte-udvikling og ser ikke rigtigt deres børn.

“Jeg havde en stedfar, som ikke havde andre børn, men virkeligt gerne ville være far. Han var bare ikke en god en af slagsen. Han var en shitty far. Stuearrest-typen. Det blev tit noget påklistret noget. For eksempel med at jeg skulle have hans efternavn og altid sige, at han var min far. 

I det øjeblik jeg blev 18, slettede jeg hans efternavn igen, hvilket var sorgfuldt for ham. Vores forhold var trist for ham og trist for mig.”

Maren Uthaug
Maren Uthaug. © Ditte Capion

Hvordan har din familie reageret på dine bøger?

“Jeg er blevet mødt med rummelig tavshed fra familien. Der er stadig ting, vi ikke taler om. Men der er noget terapeutisk i at skrive om hemmeligheder i familien. Jeg tror, at mange forfattere har det sådan, at vi bliver presset ud i at skrive om de ting, vi ikke har måttet tale om. 

Det er nødt til at komme ud et eller andet sted, og der tænker jeg, at vores forældre nok ville ønske, de havde talt noget mere, så det ikke skulle udbasuneres i hele verden.”

Maren Uthaug er ikke længere kun nogens datter. Hun er også nogens mor. I sine tegneseriestriber beskriver hun en doven, politisk ukorrekt, men også selvbevidst og stærk mor.

“Jeg tænker meget på den familiære struktur, som jeg synes er så forfærdelig, og jeg har selv skabt en familie, og hvordan agerer jeg så selv? Nu har jeg tre døtre, og hvornår bliver de sindssyge af mig? Hvilke mønstre kan jeg ikke lade være med at tage ind? Det ville jo smadre mig indefra, hvis mine børn sagde, at deres venner var mere familie end mig.”

Tager du hensyn til dem, når du tegner striber om teenagedøtre?

“Jeg spørger dem, hvis jeg bruger noget, de har sagt. Men det er jo bare en vittighed, og det gode er, at vi bor på Frederiksberg, som er Politikens højborg. Deres lærere og deres venners forældre er positivt stemt over for striben. 

Det smitter af på dem som en god ting, og de bliver ikke mobbet. Desuden peger striben altid på mig. Jeg er altid den største nar, og så er det okay. Humor skal være selvudleverende.”

Maren Uthaugs to spor, striberne, der henter inspiration i hendes nutid, og romanerne, der henter inspiration i hendes fortid, lever fint side om side. I modsætning til dengang hun som ung lavede reklametekster, så trives hun i dag i sit arbejdsliv.

For Maren Uthaug var rent ud sagt skide ligeglad med reklamer, men hun lægger gerne selv hovedet på bloggen og står for skud med en del af sin egen historie. Fordi det giver mening. Fordi det er vigtigt at stille sig op på en høj og råbe familiehemmeligheder højt. Og fordi vi alle sammen trænger til at tage lidt pis på vores eget familieprojekt.

Den humoristiske, sarkastiske tone i striberne og den ærlige, alvorlige stemme fra romanerne er begge en del af Maren Uthaug, og hun løber ikke tør for inspiration: “Nej, livet er jo der lige foran mig. Pisseirriterende hele tiden.”

Kan alle emner ende i en stribe?

“Da min mor blev syg, havde jeg mange ideer til striber, men det går ikke at skrive for onde ting. Ikke om andre. Pilen skal pege på mig selv, så der tænkte jeg, det her går nok ikke.”

Hvad bliver folk vrede over?

“Når jeg gør grin med Gud og kristendommen. Politiken har bedt mig holde lidt igen, fordi de får så mange sure læserbreve, så jeg begrænser det til et par striber til påske, som jeg så fejrer med at tage tykt pis på Jesus.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.

Måske er du interesseret i ...

Seneste