Cola
© iStock

10 ting, du også kan bruge cola til

Afkalkning, fjern pletter på tøjet og bliv dræbersneglene kvit: Cola kan meget andet end at slukke tørsten.

24. august 2015 af Jane Hansen

Mange af os er ret vilde med at drikke den læskende, brune drik, men colaen kan faktisk bruges til meget andet end bare at slukke tørsten!

Det er ikke en ny, revolutionerende opdagelse, der er gjort, men det er langt fra alle, der er bekendt med colaens funktion som et effektivt rengøringsmiddel og multiprodukt.

Læs disse 10 råd, og find ud af, at colaen rent faktisk fortjener en plads i skabet sammen med Ajax, Closan og de øvrige rengøringsmidler.

1. Bliv dræbersneglene kvit med cola

De kan være nok så irriterende, når de først har indtaget haven eller terassen. Hæld cola ud over sneglene, og syren dræber dem.

2. Rengør toilettet med cola

Er du løbet tør for toiletrens? Så ty til colaen, som faktisk fungerer udmærket som wc-rens.

3. Fjern maling

Har du fået maling på et møbel eller på tøjet? Så kom cola på et håndklæde, og gnid det på pletten. Vask dernæst efter med sæbe, så du undgår fedtede oplevelser.

4. Rengør fastbrændte pander og gryder

Føles det næsten håbløst at få bunden af gryden ren efter gryderetten er brændt på? Tøv ej, colaen kommer dig her til undsætning. Hæld colaen i panden eller gryden, og lad det stå i et stykke tid. Rengør herefter med varmt vand og sæbe, og dine gryder og pander skinner igen!

5. Fjern rust med cola 

Syren i cola fjerner rust og reducerer jern 3, som er rustfarve, til jern 2, som ikke er rustfarvet. Husk blot at vaske efter med varmt vand og sæbe og til sidst skylle efter med koldt vand.

6. Fjern olie fra fliser

Oliepletter på fliserne i indkørslen er ikke kønne at se på. Fjern de spildte oliepletter ved at hælde cola på pletten, lad det sidde et par timer, og rengør efterfølgende med en vandslange med styrke, og spul efter.

7. Fjern tyggegummi i håret

Enhver børnefamilie kan risikere tyggegummi i hårlokkerne, men inden du griber saksen, så lad colaen hjælpe dig. Hæld cola i håret, og lad det sidde et par minutter, og du vil opleve, at det bliver lettere at få tyggegummiet ud af håret.

8. Fjern pletter fra tøjet med cola

Visse pletter kan opløses med syren fra cola, men det er dog ikke alle pletter, der med garanti kan fjernes. Her spiller materialet en stor rolle; hvor længe har pletten siddet, og hvilken kemisk plet er der tale om?

9. Afkalk din elkeddel

Ligger du ikke inde med eddikesyre og vand, er cola et fantastisk middel til at afkalke din elkeddel med. Også her skal du huske at vaske med varmt sæbevand og skylle godt efter med koldt vand.

10. Fjern den dårlige lugt fra vasketøjet

Rodalon og eddike er de typiske produkter, du tyr til, når du skal fjerne den dårlige lugt fra vasketøjet. Er du løbet tør, kan du også bruge colaen. Denne metode kræver dog lidt mere af dig, da du jo skal vaske tøjet rent for cola igen.

Du vil (garanteret) også kunne lide