1. Ny humørsvinger i familien
Hvis du tidligere har taget prisen som familiens mest humørsvingende element (i din helt egen cyklus), vil du nu kunne se dig overgået. Faktisk er du i din mands øjne nu en oase af balanceret ro, mens jeres teenager smækker med døre, vågner skiftevis syngende og skidesur og i øvrigt indimellem bliver stiktosset over, at du for eksempel siger: ’Hej’.
2. Endelig noget ikke-ler til jul
Ikke et ondt ord om hjemmelavede ting af ler og træ hjembragt fra børnehave og fritidshjem. Den slags har sin tid, og den tid er nu overstået for dit vedkommende. Nu kan du se frem til at få helt andre gaver, og teenagere ved typisk, hvor man får en god deal, og hvad du gerne vil have.
3. I det hele taget mindre julestress
Og mens vi er ved julen. Med store børn har du færre julebekymringer end med mindre børn. Din teenager bryder ikke sammen, hvis juleanden ikke står på bordet klokken 18, og er høflig nok til at takke andre voksne for gaver, også selv om det er strømper eller noget, der enten er for barnligt, for voksent eller bare forkert.
4. Sundere alkoholkultur
Hvilket betyder mindre alkohol. For dig selv, altså. Du skal jo tit være køreklar både fredag og lørdag – og nogle gange også torsdag for at kunne hente din festglade teenager, og så nytter det ikke at hygge for meget med rødvinen tidligt på aftenen.
5. Musik- og filmorakel i huset
Din teenager ved, hvilken playliste du skal lytte til, og hvilken serie du skal følge med i på Netflix. Og du kan roligt stole på det, for teenagere lærer om målgruppeanalyse i skolen, og din egen teenager har for længst luret din smag af.
6. Lidt frisk politisk vækkelse
Nogle teenagere vil redde verdenshavene, nogle bliver vegetarer, nogle holder foredrag over aftensmaden om tørke, terror, sult og ebola. Det kan virke voldsomt med al det politiske engagement, men det kan faktisk være rart med mennesker i huset, som tror, at verden kan reddes, hvis bare man hidser sig nok op.
7. Nøglehjælp
Der findes nogen i nærheden, du kan låne en nøgle af, når du har glemt din egen! (Hvis altså du kan gå med til at vente udenfor i skolegården, indtil teenageren kommer ud med den).
8. Tv med det hele
Du behøver ikke længere slå væk fra scener med sex og vold i dit fjernsyn, fordi der pludselig er børn til stede. Din teenager ser sikkert det, der er værre – gys!
9. It’s a funny story
Din teenager fortæller jokes, som faktisk er sjove, og er desuden – hvis du er meget heldig — høflig og empatisk nok til også at grine lidt, når du selv forsøger dig med en lille vits.
10. De er elskelige
Din teenager kan finde på at stå op en lørdag morgen og lave pandekager til hele familien. Og mens vi er ved det: lave te til dig, når du er syg, og spørge hvordan du har det, når du kommer hjem fra arbejde. Og heldigvis læner en teenager stadig indimellem hovedet mod din skulder og siger. ’Hej mor.’