Find jul og nytår i Wien her
Midt på gaden sælges træer og frugt... Sådan mødes du af julemarkedet på Stephanplatz i hjertet af Wien. Her dufter af kanel og nybagte julekager, og du kan få punch til at varme dig på, mens du forelsker dig i lokalt kunsthåndværk og stiller lækkersulten i bagte æbler og candyfloss, glühwein og ristede kastanjer.
Og højtiden varer lige til nytår, hvor den gamle bydel er én stor fest. Overalt støder du på musikalsk underholdning, som ved midnatstid kulminerer på Stephansplatz, hvor årets sidste minut tælles ud til lyden af klokkerne fra Stephanskatedralen.
Tag en tur i pariserhjulet i forlystelsesparken Prater, og fejr det nye år med et glas mousserende vin i en af de store gondoler. På kejserpaladset Hofburg holdes der nytårsbal med gallamiddag og operettekavalkade.
Wienervalskoncerten, som bliver opført nytårsaften i Palais Pálffy, er også en stor årlig begivenhed, ligesom operetten Flagermusen på Wiener Staatsoper og den berømte nytårskoncert i Wiener Musikverein nytårsdag er det.
Vil du til nytårskoncert, kræver det lidt forberedelse, for over 30.000 mennesker deltager i lodtrækningen om at få lov til at købe billetter. Du kan læse om de forskellige steder her:
Her spiser du
Gør som Marx, Lenin og Trotskij, og spis på overdådige Café Central.
Til dessert skal du selvfølgelig have Café Sachers klassiske chokoladekage: Sachertorte med abrikosmarmelade.
Her bor du
Bo luksuriøst på boutiquehotellet Altstadt Vienna.
Hotel Austria er mere budgetvenligt og ganske godt.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 82.